Velfærdsmodeller

Hej Folkens 

er igang med at skrive en større opgave om velfærds modellerne, og har skrevet en del til det. 
men kan ikke formulere mig så jeg kan få det til at fylde mere end det gør og bruge andre ord .... 

her er det jeg har skrevet : 
Den engelsk/amerikanske (residuale) model:

Residual betyder tilbageblivende eller resterende, og karakteristisk for denne model
er, at markedet anses for at være den bedste
fordelingsmekanisme af samfundets goder.
De initiativrige og ihærdige vil sikre sig
gode forhold, og det er derfor op til den
enkeltes egen vilje og evner at få sin del af
kagen. Staten skal derfor spille en beskeden rolle og skal kun yde støtte til de dårligst stillede. Kun borgere, der ikke er i
stand til at sikre velfærden med privat forsikringstegning, kan regne med offentlige
midler - deraf betegnelsen residualmodellen. I lighed med den universelle model og
i modsætning til den selektive model, hvor
familien udgør et vigtigt sikkerhedsnet, fokuserer den residuale model på individet.
Den har til opgave at stå som garant for individets formelle (i modsætning til den
universelle models reelle) lige muligheder
for at gøre sin egen lykke i samfundet. Ophævelse af mindsteløn og neddrosling af
alle velfærdsydelser, såsom pensioner, syge- og dagpenge, børnepenge osv., placerer
klart England i bunden med den mest skrabede model for velfærdsstat i EU.

Den skandinaviske
(universelle) model
Denne velfærdstype er karakteristisk ved,
at staten spiller en stor rolle i fordelingen
af goder. I Danmark går over halvdelen af
vores samlede produktion over de offentlige kasser. Markedets betydning er således
ikke så stor som i den residuale model.
Staten søger at fremme lighed, hvorved
f.eks. forstås, at alle personer uafhængigt af
arbejdsmarkedstilknytning sikres en indkomst, ligesom personer med arbejdsindkomst sikres en tilsvarende højere indkomst i tilfælde af en social begivenhed -
såsom arbejdsløshed, sygdom eller arbejdsulykke.
Overførselsindkomsternes formål er
både at sikre vertikal og horisontal omfordeling. Den vertikale sker fra høj- til lavindkomstgrupperne, ved at højindkomstgrupperne betaler en forholdsvis højere skat
end lavindkomstgrupperne. Den horisontale omfordeling sker for alle lønmodtagere over livsforløbet, f.eks. ved at vi i den
arbejdsduelige alder sparer op til pension.
Sidstnævnte er dog ikke en overførselsindkomst fra det offentlige til borgerne, men
en omfordeling fra den enkelte borgers yngre år til de ældre.
Som nævnt er markedskræfterne ikke
tiltænkt nogen vigtig rolle i den universelle
velfærdsstat. Tværtimod kan man sige, at
velfærdsstaten har til opgave at afbøde
markedets skæve fordeling af goder. Familien har heller ingen funktion som sikkerhedsnet. Den sociale sikring er en individuel rettighed. Derfor er det også muligt
for kontorchefens kone at få arbejdsløshedsunderstøttelse uafhængigt af mandens
indkomst.
Modellen forudsætter en relativ stor
grad af politisk enighed, da den bygger på
en meget høj skattebetaling. Dermed trives
den bedst i homogene samfund som de
skandinaviske lande, som netop er karakteristiske ved, at der er tradition for udpræget samarbejde inden for den politiske
elite.

Den centraleuropæiske
(selektive) model
Den selektive model adskiller sig på afgø-
rende punkter fra de to øvrige modeller. 1
lande som Tyskland, Frankrig, Italien,
Østrig, Schweiz, Holland og Belgien har de
kristelige demokratiske partier været toneangivende i mange år, og disse partiers indflydelse på den selektive velfærdsmodel er
lige så stor som socialdemokraternes på
den universelle model i de skandinaviske
lande.
Den selektive model bygger på to hovedprincipper. For det første tanken om, at
der findes naturlige, sociale fællesskaber,
hvori mennesker udvikler sig og kan påtage sig et ansvar. Det er først og fremmest
familien, men også virksomheden, lokalområdet, hvor man bor osv. For det andet
nærhedsprincippet, som betyder, at hvad
en mindre enhed i samfundet selv er i
stand til at gøre, må ikke overdrages til en
større eller højere samfundsenhed. Altså:
Hvis f.eks. familien selv kan klare opgaverne, skal disse ikke overdrages til staten.
Den selektive model knytter således løsningen af sociale problemer til familien og
arbejdsmarkedel. Personer, der er dækket af
social sikring, er afgrænset til lønmodtagere på arbejdsmarkedet - heraf udtrykket
"selektiv". Personer uden for arbejdsmarkedet, som f.eks. arbejdsløse eller husmødre (som stadigvæk er udbredte i de nævnte
lande) er henvist til hjælp fra familien eller
frivillige hjælpeorganisationer.
Inden for denne model er forsikringsprincippet dominerende. Såvel lønmodtager som arbejdsgiver indbetaler bidrag, der
sammen med tilskud fra staten finansierer
de nødvendige ydelser.
Overførselsindkomsterne i denne model
har en horisontal omfordeling som primært mål, dvs. en fordeling af økonomiske
ressourcer over livsforløbet, f.eks. fra erhvervsaktiv til pensionisttilværelsen. Dermed bevares statusforskelle. Direktøren vil
altså modtage en betydelig højere pension
end kontorassistenten. En vertikal omfordeling fra høj- til lavindkomstgrupper er
mindre væsentlig i den selektive velfærdsmodel end i den skandinaviske.

Håber at jeg kan få lidt hjælp!