Arbejdsløshed

Der er i princippet tre overordnede modeller - læs fx her:

I Danmark er vi stolte af vores velfærdssamfund, som mange genrationer har brugt deres liv på at bygge op. Vi er stolte af at kunne sige, at vi lever i et universelt samfund, som er i stand til, at kunne tage sig af de svage, mens den samtidig tager højde for, at de som giver staten finansiel støtte i form af høje skatter, også får noget tilbage.

Men dette, som før har været så sikkert som det er sagt, stilles der nu spørgsmålstegn ved. For der skal spares og staten har ikke længere råd til det, som har været en selvfølgelighed. Derfor rejses der spørgsmål om brugerbetaling, privatisering eller at de, der har råd til det, selv betaler. På den måde bliver der vurderet, hvad der skal privatiseres, hvad folk selv skal betale for, og hvem der skal, og hvem der ikke skal. Og man kunne så spørge sig selv, om dette ikke mere minder om en residual samfundsmodel, end en universel.

For grundlaget for den universelle model er netop, at man aldrig kører træt i det, fordi alle får goder. Men hvis man laver brugerbetaling bestemt af, hvor høj indkomst man har, er vores samfund ikke længere bygget på den universelle ”hovedværdi”. 

Formålet med den danske velfærdsstat er at hjælper alle borgerne, gennem serviceydelser og penge til unge under uddannelse, ældre, børnefamilier osv,. Problemet med dette er jo at den danske økonomi - ligesom økonomien i resten af verden, indenfor de sidste år har taget et stort dyk, og derfor er det nu nødvendighed at prioritere. Vi kan ikke det hele og vi kan ikke bare blive ved med at sørge for tårnhøj velfærd til alle, når vi ikke har nogle penge at finansiere det med. Men spørgsmålet er jo om danskerne er klar til at der ikke længere findes de services i samfundet som vi er vant til. Så hvor skal vi spare, og har vi overhoved råd til en velfærdsstat i fremtiden? 

I Danmark oplever vi en begyndende ulighed mellem generationer - hvilket skaber en forsørgerbyrde. Dilemmaet består i, at der ikke er nok unge i arbejde til at forsørge de ældre. Dette forværres af, at der fødes færre børn, hvorfor arbejdsstyrken bliver mindre - mens antallet unde for arbejdsmarked bliver større. Forsørgerbyrden forstås generelt som en byrde af de der skal forsørges - hovedsageligt de ældste i samfundet. Overordnet ser har man således to væsensforskellige "greb" eller strategier man kan forfølge for at dæmme op for problemet. Disse er udvidelsesstrategien og nedskæringsstrategien. Udvidelsesstrategien går ud på at udvide den danske arbejdsstyrke, gennem fx; øget indvandring, unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, pensionen udsættes, efterlønnen afskaffes og længere arbejdstider. Alle disse metoder vil medvirke til, at der bliver genereret mere lønindtægt som der skal svares skat af, hvilket vil bidrage til en større indkomst i den offentlige sektor. Nedskæringsstrategien er derimod at man skærer i de offentlige ydelser, og gør flere af de tjenester der er i dag er offentlige til private tjenester.

Problemet opstår således ikke som et produkt af, at vi ønsker endnu bedre service end før - problemet består i, at folk lever længere og på den måde er på arbejdsmarked i en mindre procentuel del af deres liv end tidligere. Det bliver derfor dyrere og dyrere at opretholde den nuværende velfærdsstat. Her ud over er der øget fokus på individualisering - altså har mere fokus på egne behov og mindre fokus på fællesskabet hvilket fører til problemer for velfærdsstaten, fordi det svækker solidaritet og sammenhængskraften hvorfor opbakningen til velfærdsstaten svækkes.

I takt med at beskatningen af arbejde er steget for at dække statens udgifter til opretholdelse af væIfærdsstaten, er det blevet mere og mere tillokkende at udføre eller benytte sig af arbejde uden at betale skal - såkaldt sort i stedet for hvidt arbejde. Dette er endnu en trussel mod velfærdsstatens finansiering. I Danmark laves om året sort arbejde for omkring 46 milliarder kr.

Hvidt arbejde forstås som lovligt arbejde hvor man betaler skat, moms, afgifter, forsinkringer og feriepenge mm. Antallet af sorte arbejdere er steget meget og i dag er det cirka en femtedel af befolkningen der udfører det sorte arbejde. Det er typisk travle parcelhusejere i alderen under 40 år der udfører det sorte arbejde.

En løsning kan være at vi sætter pensionsalderen op, så den følger middellevetiden.

I 45-50’erne lige efter krigen blev der født rigtigt mange børn, fordi folk så de lyse tider komme, og derfor er der i dag et overtal af ældre i det danske samfund. I 80’erne blev der derimod født ”for få” børn, fordi der var finanskrise, hvilket afholdt folk fra at få børn. I dag er vi lidt i den samme situation - mange folk fravælger børn, eller i hvert fald mere end to børn fordi de simpelthen frygter at krisen skal presse på, så de ikke kan forsørge deres familie.

I velfærdsstaten opstår der er forventningspres, altså der er forventninger fra borgerne til statens ydelser for dem, og det er ikke sikkert at staten i fremtiden kan leve op til disse. Derfor er det nødvendigt at prioritere. 

De aspekter man kan vælge at justerer på i forbindelse med udvidelsesstrategien er:

- øget emigration, 

- højere produktivitet, 

- længere arbejdstid, 

- længere på arbejdsmarkedet 

I det følgende vil vi fokuserer på fordele og ulemper ved valg af de forskellige virkemidler.

Skriv selv noget her – altså fordele og ulemper ved de fire faktorer ovenfor…

Generelt set findes der tre velfærdsmodeller staten kan vælge mellem. Disse vil vi gennemgå herunder.

Den universelle velfærdsmodel

Esping-Andersen har i sin forskning påvist, at den danskevelfærdsmodel er inspireret af den socialdemokratiske ideologi. Socialdemokratisme tager udgangspunkt i, at det kapitalistiskesamfund skal ændres gennem demokratiske reformer.

Socialdemokrater argumenterer derfor for en blandingsøkonomi, hvor staten blander sig i markedet for at sikre alle borgere mulighed for rimelige livsbetingelser. Alle borgere har de samme rettigheder i den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel, og alle betaler skat, men som bekendt ikke lige meget (progressivt skattesystem). Den høje beskatning, af særligt de højere indkomster i samfundet, sikrer en høj grad af omfordeling.

Den universelle velfærdsmodel

Denne omfordeling kan vi også kalde for ”Robin Hood-princippet”, fordi der tages fra de rigeste og gives til de fattigste. Den omfattende omfordeling i den universelle (socialdemokratiske)velfærdsmodel forsøger desuden at udligne de økonomiske forskelle de sociale grupper imellem samt at skabe reelle lige muligheder for alle borgere i samfundet.

Det er kendetegnende for den socialdemokratisk inspireredevelfærdsmodel, at staten spiller en central rolle for at sikre borgernevelfærd. Den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel findes hovedsageligt i de skandinaviske lande.

Den liberale velfærdsmodel

I andre lande indrettes fordelingen af velfærd anderledes. Esping-Andersen kalder den velfærdsmodel, der fx er i USA, for liberal, bl.a. fordi markedet er helt centralt for borgernes adgang til støtte og velfærdsydelser. Residual betyder ’resterende’ eller ’tilbageblevne’.

I den residuale (liberale) velfærdsmodel skal staten kun gribe ind over for de svageste. Som hovedregel skal borgerne sikre deres egenvelfærd via markedet. Det kan borgerne fx gøre ved at købe en privat forsikring af et forsikringsselskab. På den måde kan den enkelte borger selv vurdere, hvilke behov han eller hun har og derefter selv købe sig adgang til socialt sikkerhedsnet og velfærdsydelser. Staten i den residuale (liberale) velfærdsmodel er dermed mere passiv end i den universelle (socialdemokratiske)velfærdsstat:

For det første omfordeler den i mindre grad. Når borgerne selv kan købe deres egne velfærdsydelser, skal staten kun give overførsler til den del af befolkningen, der ikke selv kan købe ydelser på markedet.

For det andet er skatten typisk lavere i stater med residuale (liberale) velfærdsmodeller. Staten skal ikke finansiere samme andel overførsler og serviceydelser som universelle velfærdsstater. Når skatten er lav, og fokus er på markedet, betyder det også, at den offentlige sektors serviceydelser ikke er af samme kvalitet som den private sektors serviceydelser. Et væsentligt udgangspunkt for den liberalistiske tankegang er, at markedet skal fungerer så frit som muligt. Derfor er målet i den residuale (liberale) velfærdsmodel, at staten ikke må hindre markedsøkonomien i at virke optimalt. Man kan sige, at staten ikke bør forstyrre markedet, og den skal holde sig fra at løse problemer, som borgerne selv kan løse.

Den residuale velfærdsmodel

Således overlader den residuale (liberale) velfærdsmodel mest muligt initiativ til borgerne selv, hvilket gør modellen til stærkt individorienteret. Omfordeling og serviceydelser er forbeholdt de svageste og er ikke udtryk for, at staten er et serviceorgan for borgerne.

Den konservative velfærdsmodel

Den sidste velfærdsmodel, Esping-Andersen nævner, vil vi kalde den korporative (konservative) velfærdsmodel. At modellen er ’korporativ’, refererer til, at virksomheder og staten indgår i et tæt samarbejde og umiddelbart har et interessefællesskab i at sikre borgerne et vist velfærdsniveau. At den er ’konservativ’ hentyder til, at modellen tildeler civilsamfundet, fx kirken og familien, en helt central rolle. Overordnet set er familien den enhed, der først skal forsøge at tage sig af samfundets svageste, og hvis familien ikke kan løse opgaven, er det velgørende organisationer, fx kirkelige organisationer og/eller staten, der overtager opgaven.

Det korporative element i modellen er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedstilknytning har en central betydning. Borgerne er hovedsageligt forsikrede gennem deres arbejdsplads. Sociale forsikringer er obligatoriske på arbejdsmarkedet, så alle med et job har sociale rettigheder i form af forsikringer mod fx lønnedgang ved fyring eller i form af sygeforsikringer. Finansieringen af sociale forsikringer betales på den måde af borgerne og virksomhederne, men staten yder ofte også betragtelige tilskud til disse. Et konservativt element i modellen er, at familien spiller en central rolle i tildelingen af velfærdsrettigheder.     

De borgere, der står udenfor arbejdsmarkedet, har ikke samme adgang til social sikring, men er afhængige af andre familiemedlemmers indkomst og forsikringer. Ofte forsikres hele familien på samme forsikring, og dermed er det også hele familien, der tildeles de sociale ydelser – ikke individet, som i de andre velfærdsmodeller. Det vil sige, at hvis et familiemedlem har et job, så har det stor betydning for hele familiens mulighed for velfærdsservice og -ydelser. De borgere, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet og heller ikke har familiemedlemmer, der kan hjælpe, er derimod de mest udsatte borgere i lande med korporative (konservative) velfærdsmodeller. Det er familien, der først og fremmest skal løse problemerne ved velfærdstab, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det velgørende organisationer, kirken og staten, der påtager sig rollen.

Dette kalder vi for subsidiaritetsprincippet eller nærhedsprincippet, som er et katolsk princip, der går ud på, at problemer skal løses så tæt på borgeren som muligt og ikke først gennem en højere enhed, fx staten. Dette princip forsøger at undgå, at overordnede institutioner krænker borgerne eller gør dem til klienter. På linje med den residuale (liberale) velfærdsmodel spiller staten dermed en mindre rolle i samfundet end i den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel. Det betyder, at arbejdsmarkedet og civilsamfundet har en fremtrædende rolle i samfund med korporative (konservative) velfærdsmodeller. De sociale rettigheder er differentierede, hvilket betyder, at forskellige borgere har forskellige muligheder for at få sociale ydelser og velfærdsservice.

M.v.h.

Søren

1# Sikke et engagement, der kommer fra denne herre.

Der er sammenhæng mellem recession(økonomisk nedgang) og arbejdsløshed.

I nedgangstider føres der en ekspansiv finanspolitik, hvor man øger det offentlige forbrug og sætter gang i beskæftigelsen ved at bygge broer, veje, skoler, bygninger osv. Det øgede offentlige forbruger medfører at flere kommer i job samt, at der kommer flere penge i samfundet.