Andre fag

Jobsamtale

15. februar 2004 af Don Corleone (Slettet)
Skal snart til jobsamtale, så kunne godt bruge et par råd!

Der må være nogen af jer andre der bliver færdige til sommer, der har søgt noget??

Hvad er vigtigt til en samtale??

Hvad spørger de typisk om??

Er der tests?? (Personligheds- og færdighedstest)

Håber i har nogle råd!!!

Brugbart svar (0)

Svar #1
15. februar 2004 af Katrine (Slettet)

Om de har tests er jo forskelligt fra virksomhed til virksomhed, men jeg mener da, at hvis de har en personlighedstest, at du så vil blive oplyst om dette før du får den stukket i hånden. Men vær pænt klædt på, smilende og imødekommende, og så sælg dig selv. Falsk beskedenhed virker bare ikke i jobsammenhænge, så hvis der er noget, som du er god til, så sig/vis dem det.

Mange gange bliver man bedt om at nævne X antal gode og dårlige sider, og her er tricket så at nævne dårlige sider, som faktisk også er positive.

Men held og lykke..

Ps. Her er et tip, som jeg fik i en mail fra Jobindex:


Dagens lille trick er endnu et af dem, du kan være næsten sikker på ingen andre anvender, og som derfor vil skille dig ud fra de andre ansøgere.
Når du kommer hjem fra en jobsamtale, der forhåbentlig gik godt, bør du skrive et lille takkekort i form af et postkort til dem, du var til jobsamtale hos, og sige tusind tak for jobsamtalen.

Dit takkekort har tre formål:

Skil dig ud fra de andre ansøgere
Første formål er at sige tak for interviewet og skille dig ud fra de andre ansøgere, som de har haft til jobsamtale samme dag. Et takkekort fra dig vil gøre det nemmere for dem at huske dig.

Bekræft at du stadig er interesseret i jobbet
Andet formål er at bekræfte overfor arbejdsgiveren, at du stadig er meget interesseret i jobbet efter at du har haft en chance til at tænke over det. Husk at fortælle hvorfor du er specielt interesseret i netop dette job. Hvis du ikke længere er interesseret i jobbet kan du også skrive det i takkekortet, men sørg for at holde døren åben overfor andre jobmuligheder i firmaet.

Fortæl de ting, du glemte under jobsamtalen
For det tredje er takkekortet alle tiders mulighed til at få fortalt de ting, som du glemte at fortælle under jobsamtalen. Der er som regel altid et eller andet, man bagefter ærgrer sig over, at man ikke fik sagt. Det kan du i stedet skrive i takkekortet. Hvis du føler, du har fået fortalt det hele, kan du bruge takkekortet til at opsummere de vigtigste punkter, som I snakkede om, og de vigtigste argumenter for, at de skal ansætte dig.
Alle bliver glade for et takkekort, men der er næsten ingen, der sender dem. De sidste 7 år har jeg vel haft omkring 100 personer til jobsamtale, og jeg tror jeg i alt har fået et enkelt takkekort. Dette er med andre ord en af de nemmeste og billigste måder at skille sig ud fra mængden.

Jo mere personligt og individuelt du kan gøre det, jo bedre. Det er mennesker vi har med at gøre, så hvis du er glad og positiv overfor jobbet og de mennesker, du skal arbejde sammen med, så sørg for at vise det. Arbejdsgivere elsker glade og positive medarbejdere. Men det skal være ægte, hvis du ikke føler, du har noget at takke for, er det bedre at lade være med at sende et takkekort.

Hvordan du sender takkekortet er op til dig. Postkortet skal passe til din stil og temperament. Et pænt håndskrevet postkort virker bedst og mest personligt. E-mail kan også bruges, de vinder frem alle steder, og det kan være det passer bedre til din stil. En SMS besked kan kun anbefales, hvis det er en meget ung person, du har været til jobsamtale hos, og det er svært at fortælle ret meget i en SMS besked, så den bør følges op af en rigtig hilsen.

Udover at sende takkekort til dem, du har været til jobsamtale hos, bør du også sende takkekort til andre folk, du har været i kontakt med, og som har hjulpet dig med oplysninger eller kontaktpersoner eller lignende. Folk bliver altid glade for et takkekort, og det kan være de kan hjælpe dig med yderligere oplysninger.

Husk på at jobbet som regel gør til den ansøger, som virkelig viser entusiasme og interesse for jobbet. Ved at sende et takkekort viser du, at du er høflig og betænksom og virkelig er interesseret i jobbet, og hvilken arbejdsgiver vil ikke gerne ansætte sådan en medarbejder?

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen



Skriv et svar til: Jobsamtale

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.