Meningsløshed

Det eneste, der ringer en klokke i mit hoved er "vanitassymboler".

Kan kun sige, at de mente at verden grundlæggende var meningsløs og alting forgår.

mange tak for svaret

og derfor er livet ikke værd at leve eller?

Det er kun gennem oprøret at eksistensen får mening, ses dette ikke f.eks. i sisyfos ?

Så livet er absurd - men hvad er det helt præcist der gør verden meningsløs - er det tings forgængelighed? - at vi alle skal dø en dag, og hver dag blot er et skridt på vejen mod den uundgåelige død - hermed bliver vores handlinger ligegyldige, da vi ikke kan forhindre døden ?
har jeg forstået det nogenlunde??

desuden taler de så ikke om at det at erkende døden er vigtigt for at kunne "leve" ?

kan man tale om at Sartre (og Camus?) mener at vi skaber os selv gennem vores handlinger, og at disse ikke blot er baserede på og får konsekvenser for os selv men for hele menneskeligheden?

#0 Lidt off-topic: Fandt du et citat om meningsløshed/trvialitet?

#4

nej jeg leder stadig, overvejer om jeg bare skal starte min opgave, med et citat fra bogen:

"intet er statisk, alt falder fra hinanden" - eller også overvejede jeg citatet: "Destruktion er en konsekvens af liv der ikke leves".. - det skal være sigende for min opgave jo, og jeg overvejer lidt at flytte fokus så det mere bliver destruktionskraften eller måske identitetsbegrebet der bliver afgørende, idet jeg, hvis jeg har plads til det, vil samfundsperspektivere til 9/11 og fundamentalisme :)

men jeg kan ikke finde topic'et mere :/ har du evt link (:

men i hvert fald tak for hjælpen, selvom jeg i denne hektiske tid jo nok har virket ret utaknemmelig, idet jeg ikke har fået svaret..

#5 Ok. Synes det lyder som nogle glimragende citat-eksempler du har fundet (uden at kende til opgavekontekst). Er det linket til den tidligere tråd om citater du efterspørger? https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=290384

De er alle eksistentialister.

Den vigtigste holdning hvad angår filosofien er, at mennesket som det eneste ikke har en essens før deres eksistens, altså at mennesker er det eneste der skaber sig selv, og dette sker gennem handlinger.

De mener ikke direkte, at livet er menningsløst, men nærmere at den er paradoksal. Kierkegaard mener at man kan finde meningen med livet, men oftest finder man det i noget der er forgængeligt, men mens man har det, er livet ikke meningsløst. Det eneste eksempel han opstiller, hvor livet giver mening og meningen ikke er forgængelig, det er lykken i GUD, da han selv var meget religiøs.

De to andre er begge ateister, og mener det samme som kierkegaard, udover det med gud.

Det paradoksale ved "det lykkelige liv" er, at hvis du leder efter det, kan du umuligt være lykkelig. Men da du ikke har nogen mening med livet, kan du lige så godt dø. Og "meningen med livet" har en determinator, og det er at den ikke må være forgængelig.

Evt læs "Den fremmede" af Camus, virkelig god bog, nem at gå til. Læg mærk til alle personer i bogen, selv de mindst væsentlige. Nogen har fundet deres meningen, andre har fundet den og derefter mistet den, og hovedpersonen selv har levet i liggyldighed indtil han får dødsstraf, hvor han bliver lykkelig.