organdonor

Jeg synes at det er en smuk smuk ting at gøre; Hvis man Kan rede et andet menneskes liv -Bør man -desuden er man jo selv død på det tidspunkt.
På den anden siden; Det er måske ikke lige sjovt for ens egen resterende familie, at ens krop bliver parteret og givet væk.

Jeg har registreret mig som organdonor uden at pårørende skal give accept. Jeg har valgt at gøre den på den måde, fordi mine pårørende har nok at tænke på den dag jeg dør, og derfor måske ikke er i stand til at træffe en rimelig beslutning om organdonation.
Når der kan reddes menneskeliv ved at jeg donerer dele af mig selv efter min død, synes jeg, at det næsten er forkert at lade være med at være donor. Og man kan jo alligevel bare blive brændt - så gør det jo ikke noget at der mangler et par dele hist og her. Man skal jo også tænke på, at det ikke bare er ét organ der ville brugt til at hjælpe ét menneske med, men derimod ville man som enkeltperson give flere mennesker på én gang chancen for at overleve/få et bedre liv.

#2 (: Super begrundelse -Synes virkeligt at det er smukt af dig. Har det lidt på samme måde - Med at andet ville være dumt at gøre. Men mine familiemedlemmer er meget imod det -Finder det etisk forkert og bisart.

#2 præcis det samme som mig. Er selv organdonor og mener det er ens pligt som del af vores samfund. Hvis man selv ønkser at man selv eller en fra familien skal kunne modtage så må man også være parat til at give...

Et af de store problemer vi har på hospitalerne idag er at mange af donornes pårørende afslår den afdødes (eller hjernedød er det jo) ønske om at ville donere hans/hendes organer. Dette er ikke pga. at de er "onde mennesker," men simpelthen fordi deres verden oftest er faldet ned mellem ørerne på dem i det øjeblik jeg eller en anden fortæller dem at deres pårørende aldrig vil komme til bevidsthed igen og kun holdes i live pga. respirator. Tanken om at ens pårørende skal afgå ved døden når de ligger og ser ganske levende ud i sengen er som regel ikke i situationen forståeligt for dem og tilmed står der en læge og spørger dem om de må tage hjerte, lunger, nyre osv ud til donation. Mange har oftest efterfølgende fortrudt deres forbud på deres afdøde pårørendes vejne.

Derfor mener jeg personlig ikke det skal være op til mine pårørende at bestemme om jeg skal donere mine organer når jeg selv har ønsket dette. Det er som sagt ikke fordi de er "onde," det er simpelthen fordi de er ude af stand til i øjeblikket at se alle de positive elementer en donation medfører.

Selv har jeg ligesom Allie opskrivet mig som donor for alt hvad der kan bruges, uden påkrævning af mine pårørendes accept, hvilket jeg mener alle donorer burde gøre.
Og systemet er endda så smart indrettet at hvis du fx mener som mange gør, at sjælen bor i hjertet og derfor ikke vil donere, kan man faktisk fravælge at donere hjertet, men stadig donere de resterende brugbare organer.

En masse syge mennesker kan få deres største drøm opfyldt hvis de får doneret et organ og for de pårørende til den afdøde hjælper det også med at finde lidt mening i hvorfor deres mand/hustru/barn pludselig skulle dø en ellers så meningsløs død.