Verdensbilleder

Det aristoteliske verdensbillede (Geocentrisk)
- sin tid samlede, forbedrede og fremlagde Aristoteles sit Verdensbillede med inspiration fra flere forskellige forudgående antagelser og ideer.
På baggrund af den græske fysik opfandt han sit geocentriske verdensbillede, der var opbygget omkring forskellige materialers kvaliteter og bevægelser.
Han mente at alt stof var opbygget af fire elementer: jord, luft, ild og vand. Derudover mente Aristoteles, at hver af disse fire elementer havde hver sin naturlige bevægelse.


Ild og luft vil stige til vejrs, mens jord og vand pga. deres høje densitet ville bevæge sig mod Universets centrum. Da man selvfølgelig også dengang kunne observere jord og vand falde til jorden, blev Jorden udnævnt til Universets centrum, hvorfor verdensbilledet altså var geocentrisk.

Dette medførte at resten af Universet måtte rotere omkring Jorden. Samtidig sluttede Aristoteles at Universet måtte være kugleformet, eftersom kuglen er den geometriske form, der er bedst til rotation. Derudover mente han bestemt, at Universet måtte være endeligt. Dette begrundede han med, at alt i Universet måtte rotere en omgang omkring Jorden en gang i døgnet. Hvis Universet var uendeligt ville der dermed opstå uendeligt store hastigheder langt ude i det uendelige verdensrum. Sådanne uendelige hastigheder kunne Aristoteles ikke forestille sig og deducerede derpå, at Universet var endeligt.

Universet var altså en afgrænset kugle. Aristoteles mente at hver planet havde sin egen sfære, hvori alt stoffet var placeret. Dette gav dog et nyt problem, da stoffet i de roterede planeter ville blande sig sammen. For at løse dette problem opfandt Aristoteles et femte element til lejligheden, den såkaldte æter, der havde den egenskab, at det kun bevægede sig i cirkler og hverken havde tyngde eller var let. Nu var Aristoteles tæt på at afslutte sit verdensbillede; dog manglede en sidste ting: Disse sfærer rundt om planeterne roterede adskilt i forskellige hastigheder og uden gnidning, hvilket skabte det problem, at de måske ville støde sammen. Som løsning på dette problem bestemte Aristoteles, at hver enkelt planet besad en intelligent sjæl, der bestemte rotationen.

Claudius Ptolemæus
- Claudius Ptolemæus (latinsk form for græsk Ptolemaios; ca. 100 – ca. 170) var en græsk videnskabsmand (astronom, geograf og matematiker). I ca.150 e.Kr. udgav han sit store værk Almagest, hvori det aristoteliske geocentriske verdensbillede (med Jorden som centrum for universet) for første gang blev forsynet med et fuldstændigt sæt af geometriske modeller, der på tilfredsstillende vis gav en matematisk beskrivelse af de dengang kendte himmellegemers bevægelser. Den gode overensstemmelse mellem modellerne og faktiske observationer bevirkede at det geocentriske system dominerede astronomien indtil det, i det 16. århundrede, blev afløst af Kopernikus's heliocentriske verdensbillede (med Solen som centrum for Solsystemet og Universet).

Ptolemæus foretog nye beregninger af afstanden mellem Jorden, Solen og Månen. I Almagest findes også et stjernekatalog. Mange af de kendte stjernebilleder, eksempelvis Orion og Løven, har navngivet af Ptolemæus.

Senere, i et mindre værk, forsøgte Ptolemæus at give en fysisk forklaring på de rent matematiske modeller fra Almagesten. Dette ledte til et sindrigt system af tætpakkede roterende æteriske sfærer, der ganske vist var tro mod det aristoteliske verdensbillede, men derudover ikke gav nogen ny indsigt.

Han bestemte afstanden til Månen til at være 29,5 jorddiametre; vi ved i dag at den nøjagtige værdi er på 30,2. Han skød dog en hel del forbi, da han fastsatte jordens afstand til Solen til 1/20 af den rigtige værdi.

Hans beskrivelse af solsystemet var baseret på flere hundrede års optegnelser over planeterne og han bestemte størrelsen og rotationshastigheden af de epicykler som korrigerede de perfekte cirkelbevægelser som planeterne skulle følge. Forudsigelserne var så nøjagtige, at de kunne bruges i over 1000 år, men på dette tidspunkt blev de fejl som gemte sig i teksten også så store, at man måtte justere systemet betydeligt for at få det til at stemme. Det blev alt for kompliceret og æstetisk utiltalende.

I det ptolemæiske verdensbillede gik alle bevægelige himmellegemer i kredsløb om Jorden. Solen og Månen blev også regnet som planeter. Dette geocentriske verdensbillede ved vi i dag er forkert, men fordi Ptolemæus’ beregningerne var så præcise, blev det accepteret i mere end 1000 år.

Mange tak for den fyldestgørende forklaring!

Direkte fra wiki ;)