Hjælp: Typisch Dãniche

Jeg skriver noget til dig

Den typiske dansker.
Hvordan opfatter vi os selv? Og er der forskel på vores egen opfattelse og på det indtryk folk fra fremmede lande (turister, indvandrere m.m.) har af os? Det spørgsmål kunne man godt stille, når vi skal forsøge at beskrive os selv. Jeg kan naturligvis kun tale ud fra mit eget indtryk af gennemsnitsdanskeren, som kommer her:
Danskeren er meget imødekommende. Spørger du om vej, får du et smil og en fyldig redegørelse, han er også villig til at tegne det for dig eller henvise til andre, der ved bedre:
”Spørg inde i den forretning, de ved det sikkert, jeg er ikke her fra byen.”
En typisk dansk mand har familie, kone og to børn som gennemsnit, han bor enten i lejlighed eller i eget hus, han har mindst en bil, to, hvis også konen arbejder, som, i modsætning til i gamle dage (40-50 år siden), er ganske almindeligt. Mange familier sidder for så dyr en husleje, at to indtægter er strengt nødvendige, hvis der også skal lidt dyrere sager på bordet en gang imellem.
Den typiske dansker stifter gerne gæld, han er optimist og tillige humorist. Den danske humor er vidt berømt ude omkring.
Han spiser gerne traditionelt, sovs og kartofler, frikadeller, bøffer, kylling, i weekenden en engelsk bøf og et glas vin, og efter maden tager man enten på udflugt eller man dyrker hver sin interesse. Har han travlt spiser han fast food, dåsemad eller slet ingenting.
Om hverdagen er børnene enten i vuggestue, i børnehave eller i skole, de ældste går til sport, sang, musik, ridning eller dans. Foreningslivet er meget udbredt i Danmark, og det er ofte her, man får sin omgangskreds.
Dog billedet blegner noget, efterhånden som danskeren bliver ældre, bedsteforældre, forældre og senere også venner, bekendte og ægtefælle dør, og tilbage sidder en ensom gammel kone eller mand, der glemmes af systemet eller puttes hen i en lille kubisk boks på et plejehjem, så dejligt af vejen. Kun minderne, gamle familiebilleder og ting med affektionsværdi samler støv i rummet. Ingen orker at fjerne det, ingen uden den gamle gider kigge på det, spindelvævet kryber langsomt hen over kulturen, det, der var engang, og til sidst dør også den gamle tiloversblevne, danskeren med det glade smil, med den lyse humor, barnet, moderen bedstemoderen og gamle olde.
Hvor blev livet af?
Ensomheden hos mange ældre er skyggesiden af tilværelsen i det moderne dagens Danmark og måske endda i enhver europæisk kultur. Når der ikke længere er brug for en på arbejdsmarkedet, når man ikke længere hører så godt eller ser så godt, når børn og børnebørn ikke længere kommer på besøg, så kasseres man som en gammel handske. Ud! Duer ikke!
Og det var så det liv!

Hygge!
Folk udenfor DK aner ikke, hvad det er...

Janteloven - ganske enkelt.

#2 »Danskeren er meget imødekommende. Spørger du om vej, får du et smil og en fyldig redegørelse, han er også villig til at tegne det for dig eller henvise til andre, der ved bedre:
”Spørg inde i den forretning, de ved det sikkert, jeg er ikke her fra byen.”«

Er enig, men man burde måske tilføje, at selvom vi som folkefærd er flinke og imødekommende, taler vi ikke til andre før vi bliver talt til.

Hej allesammen!
Mange tak for jeres svarer.
Det er guldværd!

Godt og interessant skrevet, Erik!

#5
Synes jeg nu kan diskuteres, men det er denne tråd nok ikke oplagt til :)