Hjælp til fortolkning af novelle

Hej jeg skal skrive en litterærartikel om novellen Vandpytten på 1.g niveau. Jeg har dog nogle problemer med at finde tema, budskab mening osv. Så hvis nogle kan hjælpe er jeg meget taknemmelig.
______________________________________________________
Vandpytten
Der er sorte frakker overalt. Mennesker i sorte frakker, sorte kjoler, sorte bukser og sorte sko – men skoene er ikke lige blanke. Nogle er beskidte. Nogle er af gummi. Der er endda et par hvide træsko. Min fars sko er sorte og blanke. Og de skinner. Han har sorte bukser på, sort vindjakke og sorte sokker. Han ser godt ud. Blændende. Han har sorte rande under øjnene, for det skal være sort til en begravelse. Det skal det bare. Sådan er det altid på film. Sådan er det altid i Hollywood. Og præsten er også i sort, bortset fra den hvide krave. Han ligner til gengæld en idiot. En fucking nar. Jeg gad godt nok ikke være præst. Hold da op! Man får ikke en kæreste, når man ser sådan ud og sætter sig op på cyklen hver morgen og kører gennem byen, mens alle folk tænker: »En mand i nedturs-tøj!«.

Kirken er lille, men parkeringspladsen er stor. Den er nok fire gange så stor som selve kirken. Der er store vandpytter, fordi asfalten danner fordybninger fyldt med regnvand og efterårsblade. Det er de største og dybeste vandpytter i hele byen. De er gode at hoppe i, og min far og jeg er på vej til begravelse i sort tøj og sorte skinnede sko. Der er ikke så mange biler på parkeringspladsen, og der er ingen, der ser os, mens jeg hopper i vandpytterne.

Min far, han smiler bare. Jeg ved godt, at det kommer til at ramme mig senere. Sjaskvåde lædersko, sjaskvåde sorte tennisokker i en kirke på et iskoldt stengulv. Men det er senere, og jeg er jo ham drengen, hvis mor er død. Kørt over af en bil. En flugtbilist. Og alle ved, at det er synd for mig. Og alle ved, at det kommer til at forfølge mig hele mit liv. Ligesom det kommer til at forfølge ham, der kørte bilen. Så vi begge to, måske, kan vågne med et sæt om natten og sætte os op i sengen – i hver sit hjem, i to forskellige soveværelser, to forskellige huse og tænke: »Fuck. Der døde min mor!« – eller: »Fuck. Jeg skulle have set mig for!«. Men en god ting er der kommet ud af det hele. Jeg har fået min far tilbage.

»Viggo, er du okay?«. Det er min mors stemme. Vi sidder i klassen. 4. b’s klasselokale. Der er mig og mor og min klasselærer, Vibeke.

»Viggo?«, spørger min mor igen. Jeg sidder vist og kigger ud ad vinduet. Hen over skolegården, hen mod den store parkeringsplads ved kirken. Jeg trækker på skuldrene.

»Det ved jeg ikke«, mumler jeg. Det er svært at svare på. Rigtig svært. Jeg var jo lige til hendes begravelse, og nu sidder vi her til skole-hjem-samtale.

»Hvor tit ser Viggo egentlig sin far?«, spørger min klasselærer. Min mor retter sig op i stolen. Hun siger ingenting. Hun gør heller ikke noget. Hun vender bare ansigtet ud mod parkeringspladsen og de blege lys fra gadelygterne derude. Jeg lægger forsigtigt hånden på hendes knæ. Det virker. Det er, som om det vækker hende.

»Vi har faktisk ikke set ham, siden Viggo var en dag gammel«, siger hun. Vibeke kniber øjnene lidt sammen. Der bliver en pause, så nikker hun og fortsætter.

»Viggo er middel i matematik og middel i dansk og middel i kristendom og faktisk også middel i engelsk – og en lille smule over middel i natur og teknik. Men det er ikke meget«, siger hun.

»Men det er jo godt«, siger min mor.

»Ja«, siger Vibeke. Middel er godt. Så skubber mor sin stol tilbage og rækker hånden frem mod Vibeke som tak for et godt møde, og stolene skramler, og jeg gør det samme som min mor og rækker hånden frem, men Vibeke opdager det ikke, og min hånd hænger et øjeblik alene i luften, indtil jeg trækker den tilbage igen og stikker den i lommen. Så går vi ud af klasseværelset og hjem.

»Det gik da meget godt«, siger min mor.

Vi er på skolebiblioteket. Hele 4. b. Bibliotekstime. Og så skal man bare sidde og læse lidt. »Lige hvad man har lyst til!«. Der er en bog ovre i fagsektionen om henrettelsesmetoder. Den er okay. Den eneste bog på skolebiblioteket, som er noget for mig. Brænding på bål. Elektrisk stol. Skydning. Halshugning. Spidning på pæl og Væltning af mur. Det sidste lyder helt lamt. Som noget fra en dårlig tegnefilm.

»Viggo, hvor er det bare skønt at se dig fordybet i læsning«. Det er min klasselærers stemme. Hun elsker at flette mit navn ind i alle sætninger, når hun taler med mig. Hun står lige ved siden af og kigger ned i bogen.

»Hvad læser du?«, spørger hun. Jeg trækker på skuldrene.

»Det ved jeg ikke«, mumler jeg. Hun kniber øjnene sammen og ser lige på mig.

»Nogle gange synes jeg, det virker, som om du sidder og tænker på noget helt andet i timerne«, siger hun. Jeg trækker på skuldrene igen, men hun bliver stående.

»Det ved jeg ikke«, siger jeg. Så smiler hun heldigvis og går. Jeg låner bogen med hjem. Der er et eller andet over det med muren.

Dengang jeg var et foster i min mors mave, da var min mor og far sammen. De elskede hinanden. Min far arbejdede i sit omrejsende Tivoli, min mor var med og var gravid – og jeg lå inde i livmoderen og så og hørte det hele. De kyssede hele tiden. I alle forlystelserne, i ballongyngerne, i Dizzy Ducks med hovederne nedad. I Spøgelsestoget og i Love-Tower.

»Buller, Buller, Buller«, råbte min mor. Men så blev jeg født, og da jeg var en dag gammel, sagde min far, at nu skulle Tivoli rejse videre til en ny by. Min mor svarede ham, at vi ikke ville med.

»Det er ikke godt for babyer at rejse rundt fra by til by på den måde!«, sagde hun. Jeg hørte det hele. Men selvom jeg vidste, at det var en megabrøler fra min mors side, så var der ingenting, jeg kunne gøre, for man kan ikke tale, når man er 24 timer gammel. Og så rejste min far. Vi har ikke set ham siden, men jeg er sikker på, at hvis min mor døde, så ville han komme tilbage. Min far. Om ikke andet så ville han dukke op til begravelsen.

Hjemme på min computer finder jeg en film på internettet af Væltning af mur. Det viser sig at være en anvendt henrettelsesmetode i nogle muslimske lande. Tre mænd bliver begravet levende, hvorefter en tank vælter en mur ned over dem. Jeg kan ikke lide de tre sønderknuste og lemlæstede mennesker i ørkensandet. Det er ikke nemt at finde en løsning på, hvordan min mor skal miste livet. Det er sværere, end man tror, at slå nogen ihjel.

Det er blevet mørkt udenfor, og hun tror, at jeg sover.

»Du skal ligge i sengen klokken otte, så du er frisk i skolen i morgen«. Bla bla bla. Jeg lister ind i stuen, hvor hun ligger på sofaen. Hun er faldet i søvn. Jeg kigger på sofapuderne. Kunne jeg mon kvæle hende med en sofapude? Jeg sætter mig ved siden af hende. Hun ånder let. Jeg kan godt lide den måde, hun dufter på. Især når hun sveder lidt, som nu. Hun er helt væk. Hun ser sød ud og savler på sofaens betræk. Hun ligner ellers ikke en, der ville begå en brøler af den størrelse. Hun ligner ikke en, der ønskede for sin søn, at han skulle vokse op uden en far. Jeg rører forsigtigt ved hendes hår, som har klistret sig fast på kinden. Hun trækker vejret roligt.

Jeg går forbi kirken og over parkeringspladsen om morgenen. Det er den hurtigste genvej. Gennem kirkegården og over parkeringspladsen. Det tager seks minutter. Så er jeg i skole. Det regner, og vinden river i min jakke. Jeg springer over og mellem vandpytterne, og selvom jeg har skoletasken fyldt med sindssygt tunge bøger, så springer jeg mig elegant og let vej mod den allerstørste og dybeste af alle vandpytterne. Vandpytternes konge. Så glider jeg. Pludselig hænger jeg i luften, tre-fire centimeter over den. Jeg har, på næsten mirakuløs vis, nået at sætte hænderne og tåspidserne i asfalten, og jeg hænger som midt i en armbøjning. Kanten af jakken hænger ned i det mudrede vand. Hænderne og tåspidserne er under vand. Der er øde på parkeringspladsen, og vandet i den enorme vandpyt er koldt. Jeg kan mærke sten, snasket mudder og blade mellem fingrene. Det føles som jord. Mørk, kold jord. Jeg kan se mit eget spejlbillede i det sorte under mig. Så bøjer jeg armene og lader mig langsomt synke ned i vandet. Jeg kan mærke, hvordan vandet trænger gennem jakken, trøjen og ned i underbukserne. Jeg får kuldegysninger. »Tiårig dreng fundet livløs i gigantisk vandpyt«.

»Det var et utroligt held, at vi nåede at få min søn hjem i tide«, udtaler drengens far. »Vi troede aldrig, han skulle blive rask igen efter den omgang«. Artiklen er suppleret med et fotografi fra børneafdelingen på sygehuset. Jeg ligger i en hospitalsseng med en masse hvide bandager om hovedet. Det er måske lidt overdrevet, men min far holder mig i hånden. Han sidder på kanten af sengen med en plade chokolade og smiler til fotografen fra lokalavisen. Jeg vender ansigtet mod vandpyttens overflade og stirrer ned i det sorte vand. Så lader jeg ansigtet synke ned i vandet. Jeg får mudret vand i munden og spytter det ud. Det smager af metal. Så vender jeg mig langsomt og lægger mig på ryggen i den dybe vandpyt. Tøjet er tungt og gennemblødt. Det drypper og strammer. Jeg læner baghovedet ned i vandet. Håret bliver koldt og tungt af væde. Jeg ligger tilbagelænet og udstrakt i den gigantiske vandpyt og kigger op i den grå himmel. Regndråberne suser mod mig som projektiler. Jeg hører skoleklokken ringe i det fjerne bag bøgehækken ovre på skolen. Men jeg bliver liggende. Kroppen ryster, men så bliver den helt stille i det kolde vand.

»Viggo, skat?! Du har gæster!«. Det er min mors stemme. Jeg ligger i min seng på mit værelse. Klokken er 11, og efterårssolen skinner udenfor. Døren går op, og ind kommer min klasselærer Vibeke og Mathilde og Martin fra klassen. De har fødselsdagsflag med, og Vibeke sætter sig på sengen. Mathilde og Martin sætter sig på to stole fra køkkenet, som min mor har stillet ind på mit værelse i dagens anledning. De har gaver med og et stort kort fra 4. b, som Vibeke læser op.

»Vi savner dig i klassen, Viggo. Nu har du været syg i fire dage. Du missede afslutningen på emneugen i naturfag, hvor vi udstillede vores isbjerge i gymnastiksalen. Men det allerværste er måske, at du er syg på din fødselsdag«. Vibeke læser og læser. Alle de ord. Mathilde og Martin sidder og glor rundt på tingene på mit værelse. De siger ikke noget, og deres øjne kigger på alt muligt andet end mig. Hvad skal man sige til en dreng, der blev fundet i byens største vandpyt? Det var Vibeke, der fandt mig. Jeg havde ligget der i hele første time, da hun dukkede op på parkeringspladsen i sin gule Mazda. Hun trak mig op af vandet ved at holde om mig med begge hænder, for kroppen var blevet helt stiv af kulde, og så vaklede vi hen til hendes bil. Hun blev våd af regnvand på sin frakke, men hun var ligeglad med, om der kom mudder på sædet.

»Vi skal bare se at få dig hjem i varmen under bruseren«, sagde hun og løftede mig op, som dengang jeg var lille – og satte mig på sit skød på førersædet i bilen. Hun vuggede mig som en lille baby og blev ved med at sige, at det er okay. Det var dejligt, at hun ikke blev sur over mudderet og bladene, for hendes tøj er ellers altid så pænt.

Så rejser Vibeke og Mathilde og Martin sig for at gå. Jeg sætter mig op i sengen, men jeg rejser mig ikke op og følger dem ud, for jeg har kun underbukser, T-shirt og tennissokker på. Vibeke vinker og ønsker hjertelig tillykke med fødselsdagen, og bagefter kommer min mor ind for at hente en af stolene ud på plads i køkkenet. Jeg rejser mig fra sengen for at hjælpe hende, for hun ser så mærkeligt på mig – og hun er sikkert møgtræt af, at jeg bare ligger i sengen hele tiden. Hun står ligesom i vejen for mig i køkkendøren. Hvorfor flytter hun sig ikke?

»Din lærer siger, at du savner din far, Viggo. At jeg skal ringe til ham og spørge ham, om han har lyst til at komme og besøge dig, nu hvor det er din fødselsdag«, siger hun. Hun står midt i døråbningen med stolen løftet op foran sig. Hendes øjne er mørke.

»Jeg ved ikke ...«. Hun kigger ned på køkkengulvet, selvom der ikke er noget at få øje på. »Jeg synes, det er bedst, at du selv ringer til ham. Du er jo en stor dreng nu … – jeg vil give dig hans telefonnummer, hvis du da vil have det?«. Hun kigger spørgende på mig og stiller stolen fra sig på gulvet. Jeg kigger på hende. Så rækker hun en lille seddel frem mod mig.