USA's demokrati (DEBAT)

Det er da et uendeligt bredt spørgsmål.

Først skal du da definere hvad det amerikanske demokrati er, og om et sådant begreb giver mening da mange delstater har deres egen måde at gribe tingene an på. I nogen stater er den offentlige anklager eller sherif på valg eksempelvis.

Følgende er skrevet med fokus på Latinamerika men mange af pointerne går igen hvis du skal diskutere det amerikanske demokrati, specielt hvis du kan/vil sammenligne det med det danske. Helt kort kan man sige at indenfor demokratiteori er det evige stridspunkt hvordan man skal afveje retfærdighed og effektivitet - Italien er et eksempel på et parlamentarisk system der ligesom det danske i høj grad afspejler vælgernes ønsker mht. magtfordelingen, men dér har det medført stor ustabilitet og manglende effektivitet. Modsat Danmark hvor det (er den gængse vurdering vel) fungerer som det skal, og modsat USA hvor systemet er et andet, og man i højere grad stræber efter at få en handlekraftig og stabil udøvende magt.

"Forskellene mellem præsidentialisme og parlamentarisme er for det første, at den øverste udøvende myndighed ved parlamentarisme er en premierminister, der er valgt af parlamentet, sådan som vi kender det i Danmark, mens det ved præsidentialisme er en præsident, der er valgt af folket, sådan som det foregår i fx USA. For det andet er præsidenten og parlamentet i et præsidentialsystem valgt separat og til faste perioder, hvorimod regeringsperioden i et parlamentarisk system afhænger af parlamentsflertallets tillid. I et parlamentarisk system kan den udøvende og den lovgivende magt gensidigt afkorte hinandens perioder. Dette er ikke tilfældet ved præsidentialisme (Mainwaring, 1997: 14-15).

Den kritik, der rejses mod præsidentialisme, er bl.a., at den faste præsident-periode mindsker fleksibiliteten. Et kup er umiddelbart eneste mulighed for at afsætte en inkompetent præsident. Omvendt er det også blevet kritiseret, at populære og dygtige præsidenter som regel ikke kan genvælges til en periode mere. Endvidere er det blevet påpeget, at præsidentialisme er udemokratisk, idet den har en "winner-takes-it-all"-logik, til forskel fra et parlamentarisk system, hvori forhandlinger mellem en række partier normalt er nødvendige for at få opbakning fra et flertal.

Præsidentialisme er især almindelig i Latinamerika, og mange giver dette regeringssystem skylden for de mislykkede demokratier på kontinentet (ibid.: 18). Politologerne Mainwaring og Shugart mener dog ikke, at denne sammenhæng er bevist, da hidtidige undersøgelser ikke har kunnet tage højde for andre særtræk ved de latinamerikanske samfund, som fx den ekstreme socioøkonomiske ulighed (ibid.: 27), netop fordi der ikke findes parlamentariske eksempler fra Latinamerika til sammenligning (ibid.: 19). De to peger i stedet på variationerne af præsidentialisme som afgørende faktorer for, om et demokrati kan trives. Der er to typer magt, der tilsammen afgør, hvor stor styrke en præsident har til at gennemføre sin politik: den konstitutionelle magt og partimagten (ibid.: 40). Det er afgørende for præsidentens handlemuligheder, at han har mindst en af de to typer magt. Den konstitutionelle magt er den, der tillægges præsidentembedet i grundloven. De to vigtigste variabler er her, om præsidenten har reaktiv vetoret og proaktiv dekretmagt (ibid.: 41). Den anden mulighed, præsidenten har for at få styrke, er at have omfattende partimagt. Dette indebærer, dels at han har kontrol med sit eget parti, dels at partiet har kontrol over flertallet af pladserne i parlamentet (ibid.: 40). Også anden form for ikke-konstitutionel magt kan gøre sig gældende. Mainwaring og Shugart nævner fx magt til at lave aftaler, til at overtale samt privilegeret adgang til massemedierne (ibid.: 51). Det er sådanne magtvariabler de to mener, skal analyseres for at afgøre, om præsidentialisme påvirker demokratiet i de enkelte lande og kontekster.

En anden variabel i et lands politiske ledelse er, hvilket partisystem det har. De umiddelbare muligheder er et-, to- og flerpartisystemer, men også disse kan have forskellig karakter. Vigtigst for specialets analyse er for det første, at der i et topartisystem kan være flere partier, men kun to relevante og oftest midtsøgende partier, som skiftes til at vinde magten, og for det andet, at der i politologien skelnes mellem moderat pluralisme, som er et flerpartisystem med 3-5 partier og polariseret pluralisme, når der er mere end 5 partier (Knudsen, 2000: 109).

Forskellen for vælgerne er, at de i et flerpartisystem har god mulighed for at stemme på et parti, der har nogenlunde samme standpunkt som dem selv. Flerpartisystemer afspejler derfor i højere grad befolkningens spredning og fremmer repræsentation. Til gengæld kan det ved et sådant system være svært for vælgerne at vide, hvilken regering deres stemme rent faktisk fører til, og hvem der skal holdes ansvarlig for de politiske beslutninger, eftersom partierne må forhandle sig frem hen ad vejen. I et topartisystem fremmes ansvarligheden, netop fordi vælgerne ved, hvilken regering de stemmer på, og hvem der alene skal holdes ansvarlig. Samtidig er systemet moderations- og stabilitetsfremmende, idet de to partier søger mod midten for at få flest vælgere (ibid.: 110). Partisystemet har også betydning for, hvordan vælgerne stemmer. I et topartisystem går ens stemme ’tabt’, hvis man stemmer på et af de små ’irrelevante’ partier, hvorfor der er en tendens til, at man vælger det af de to relevante partier, man er mindst uenig med."
http://www.geocities.com/maigreenp/Samfundsteori.html - kap. 3.3