.

På barndommens vinger mudi muhammed

Da jeg fløj på barndommens vinger, troede jeg, at verden var tryg, troede at alt var godt. Jeg havde alrig været bekymret eller forelsket, havde aldrig hadet, misundt, savnet, afskyet, været trist eller blevet svigtet. Man kendte ikke til krige, for alle elskede jo hinanden, og ordet terror fandtes slet ikke. Man var mere fri dengang, mere fri til at gøre, hvad man ville, og man fik ikke at vide, at man skabte sig, når man græd over ligegyldige småting. Man kendte ikke til de andre lande, måske ikke engang det man selv levede i. Man havde ikke så stort et ansvar, man havde ikke så stor indflydelse på tingenes gang, man levede bare livet på den mest behagelige måde.

Da jeg fløj på barndommens vinger, blev man ikke kaldt for grimme skældsord, ingen var snobbede, forkælede, fattige, billige eller beskidte, og ingen bagtalte hinanden. Sådan noget kendte man slet ikke til. Man legede sammen med alle og holdt ingen udenfor, fordi ens forældre ikke lige havde det rette arbejde, eller fordi man havde en anden hudfarve end de andre. Der var ingen, der så ned på en, ingen der kommenterede andres udseende eller tøj. Alle havde grimme gummistøvler på, og hæslige regnjakker. Der var intet specielt mærke, man skulle gå i. Man var glad for sit udseende og gik ikke på slankekure. Man havde det rigtig godt med sig selv, og selvtillid var heller ikke noget, man manglede.

Da jeg fløj på barndommens vinger, var der ikke nogen, der stillede så store krav, og ingen, der forventede noget af en. Man var ikke bange for at få lave karakterer i skolen, eller for at man ikke var god nok. Der var ingen grund til at bekymre sig om lektier, man blev ikke stresset, fordi man ikke fik de karakterer, man ønskede, og man hadede ikke sine lærere (pædagoger) eller skole (børnehave). Der var ingen, der pjækkede, "glemte" at lave lektier, eller bare lod være at bekymre sig om skolen overhovedet for at være smarte. Man fik ikke at vide, at man ikke opførte sig ordentligt, at man var doven, eller at man slet ikke kunne finde ud af det, der blev gennemgået til skolehjemsamtalerne.

Da jeg fløj på barndommens vinger fik man ikke instrukser på at bevæge sig i mindst et time om dagen. Da løb og legede man jo hele dagen. Løb i skolen, kom hjem, løb derhjemme, spiste aftensmad, løb udenfor og til sidst i seng. Man havde nemlig ingen computer. Og hvem gad lege med en stor skrotkasse? Det var da meget sjovere at løbe rundt og lege med sine venner. Svine sig til.

Da jeg fløj på barndommens vinger hang pengene på træerne. Man tænkte ikke på hvor de kom fra. Mor og far arbejdede imens man legede. Deres arbejde betød intet. Om de var politibetjente, skraldemænd, læger eller rengøringsdamer. Hvis bare man kunne få den legetøj man ønskede sig, så var man lykkelig.

Nu flyver jeg på de voksnes vinger. Begyndelsen på en ny spændende rejse. Nye ting og mere stress. Flere opgaver og mere ansvar. Det er jo også det jeg vil have? Men jeg vil nu altid tænke tilbage på min gode barndom.

Jeg savner at være barn.

Muhammed 8c.