Tog i 1800-tallet

En typisk udvikling
Stationsbyerne er alle opstået i perioden fra det sene 1800-tal til det tidlige 1900-tal. En typisk stationsbyudvikling kunne være: Jernbanen opretter en landstation eller holdeplads i tilpas afstand fra nærmeste kød eller handelsplads. En købmand/kromand slår sig ned over for stationen, gerne på hjørnet af landevejen og en bivej. Nogle håndværkere bygger huse og værksteder, senere måske med udsalg af varer (kombinationen skrædder og manufakturhandler er klassisk). Efterhånden bebygges vejene omkring stationen med sammenhængende husrækker, der kommer flere handlende til. Den lokale sparekasse flytter ind til stationsbyen og/eller byens handlende og håndværkere gå sammen om at oprette en lokal bank. Kroen bliver til et "Jernbanehotel". Smedien bliver til en maskinfabrik for landsbrugsmaskiner, først kopier af udenlandske maskiner, men senere også maskiner, som smeden selv har opfundet. Gaden bliver brolagt, og byens Borgerforening opretter et lokalt elværk og der opstilles gadebelysning. Senere planter Borgerforeningen også et anlæg eller en "Lystskov". Der åbner måske en privat mellemskole eller realskole. I mellemtiden er vejene blevet til bebyggede gader, og byen er blevet et sted, som man flytter til for at bo i en by - landbrugets pensionister slår sig ned i byen og er ofte drivende kræfter ikke bare i foreningslivet, men også som investorer i det spirende erhvervsliv.