Grænseoverskridende underholdning - studentereksamen 2009

Hvilket format ligger den i? Der er bare blankt når jeg åbner

Hejsa...

Du har skrevet en rigtig fin stil. Du redegør godt, men jeg synes du begår en mindre formmæssig fejl. Du blander din egen mening ind i redegørelsen, og det skal du ikke. Er det ikke tilfældet er din redegørelsesdel en anelse for kort - efter min mening. Din diskuterende del er også fin, selvom jeg ikke er enig med dig hele vejen - men det er jo sådan set ligegyldigt, hvis bare du formår at argumentere sagligt for dine holdninger, og det synes jeg lykkes. Jeg mangler et vigtigt argument fra Lars Hjortshøj, da han jo retfærdigører programmet ved, at det er "super god underholdning". Det slår du ikke rigtigt fast. Du er tæt på at gentage dig lidt for meget igennem stilen, men det bliver ved "tæt på".

Sprogligt er den udmærket. Du formulerer dig godt, og der er ikke særlig mange fejl.

Alt i alt lander jeg på 10 (pil ned)

Jekoa - gider du også bedømme min?

Jekoa: Tak for bedømmelsen... Kan godt følge dig i nogle af dine kritikpunkter, især det omkring at jeg gentager mig lidt for meget. Omkring redegørelsen starter jeg vel egentlig på diskussionen ret hurtigt, da jeg ikke var så bevidst omkring at have en skarp opdeling mellem redegørelsen og diskussionen.

Jeg ligger normalt på 12 i skr dansk, men var heller ikke på nogen måde tilfreds med min præstation i torsdag. Så et 10-tal er ok:)

Andre er også meget velkomne til at bedømme min stil...:)

Teksten ”Giftigt: Klædt af” er et uddrag af en artikel, som blev bragt i Weekendavisen den 26. september 2008. Artiklen er skrevet af Søren Staal Balslev, som er mag.art og ansat som journalist ved Weekendavisen.
Artiklen handler om programmet ”Sandhedens Time”, der første gang blev sendt på tv-kanalen TV3 i september måned sidste år, og ifølge Balslev var programmets lancering i Danmark indledningen på et helt nyt kapitel inden for dansk fjernsynsunderholdning. I ”Sandhedens Time” spiller løgnedetektoren en central rolle, idet opgaven for ugens deltager er at svare sandt på en lang række personlige spørgsmål. Skal hovedpræmien vindes, kræves det således, at deltageren løfter sløret for intime detaljer, der oftest end ikke er blevet delt med venner eller familie. Det er denne eksponering af deltagernes dybeste hemmeligheder, som Balslev i artiklen tager dyb afstand fra, og han lægger ikke skjul på sin frustration over nutidens underholdningstendenser: ”At sige jeg er rystet, er en underdrivelse. Jeg er sitrende arrig og fyldt op med lede og væmmelse”.
Balslev argumenterer i uddraget for, at programmet er udtryk for en ”rovdrift på proletariet”. For at underbygge sit synspunkt opstiller han det som et faktum, at programmets deltagere alle kommer fra miljøer, hvor man enten ikke er klar over betydningen af ordene ”personlig integritet”, eller hvor man ganske enkelt ikke er i stand til at bedømme programdeltagelsens konsekvenser for én selv og ens nærmeste. Balslev mener således, at programmet udnytter en befolkningsgruppe, der ikke er i stand til at beskytte sig selv: ”Sandhedens Time er ikke følelsespornografi i traditionel forstand, men snarere en sadistisk udnyttelse af et hjælpeløst og psykologisk skrøbeligt befolkningssegment”, skriver han. Dette må anses for at være en ganske kontroversiel udmelding, idet Balslev med få tryk på tastaturet reducerer en forholdsvis stor andel af den danske befolkning til at være en befolkningsgruppe, som er ude af stand til noget, der må betegnes som ganske essentielt: At beskytte sin personlige integritet. Deltagerne i et program som ”Sandhedens Time” fremstilles som mennesker, der i kraft af enten personligt eller finansielt underskud bliver ofre for tv-kanalernes skånselsløse jagt efter høje seertal. Spørgsmålet er, om det vitterligt forholder sig så enkelt – er deltagerne blot underbemidlede danskere, som i kampen for overlevelse går med til noget, de under andre omstændigheder ville have holdt sig langt væk fra? Dette spørgsmål må siges at være essentielt, idet deltagernes bevæggrunde for medvirken i et program som ”Sandhedens Time” i høj grad afslører, hvorvidt der blot er tale om glimrende underholdning på en kedelig fredag aften, eller om programmet i virkeligheden er udtryk for en uanstændig udnyttelse af en svag befolkningsgruppe i Danmark.
For at afdække spørgsmålet er det oplagt at se på en anden årsag, som Balslev i sin artikel peger på: ”At en mere generel narcissisme og eksponeringstrang muligvis også spiller ind, er indlysende”. Som citatet viser, spiller tørsten efter landsdækkende eksponering muligvis også ind i beslutningen omkring at melde sig som deltager i et underholdningsprogram. Balslev nævner kun kortfattet dette aspekt, hvilket med stor sandsynlighed skyldes, at antagelsen ikke ligefrem underbygger Balslevs fremstilling af deltagerne som intetanende ofre. Meget tyder dog på, at man skal passe på med at undervurdere den evige higen efter berømmelse som et vigtigt aspekt i iveren efter at deltage i fjernsynsprogrammer, for ser man på andre populære tv-udsendelser, går én tendens igen hver gang: Eksponeringen af deltagerne er enorm. Dette er der talrige eksempler på lige fra det meget omtalte talentprogram ”X Factor” til ”Paradise Hotel”, hvor deltagerne befinder sig på et luksushotel og hver uge stemmer om, hvem der skal sendes hjem. Berømmelse er blevet et essentielt begreb, og derfor skal man være påpasselig med at stemple deltagerne i ”Sandhedens Time” som værende ofre for tv-industriens mangel på moralske skrupler. Det kan godt være, at Balslev anser tv-programmets koncept for at være grænseoverskridende, men ikke desto mindre skaber det ikke tilstrækkelig grobund for at kunne konkludere, at deltagerne er underbemidlede stakler – medvirken i et underholdningsprogram kan såmænd sagtens være et udtryk for higen efter personlig eksponering.
Samtidig kan det i høj grad diskuteres, hvorvidt Balslevs omtale af ”Sandhedens Time” som udtryk for en negativ tendens i samfundet er berettiget. Det er tydeligt, at Balslev lægger dyb afstand til underholdningsindustriens måde at skabe penge på: ”For Sandhedens Time repræsenterer en sandhedens time for masseunderholdningsindustrien og den udnyttelse af alt for velkendte menneskelige drifter”, udtrykker han det. I den forbindelse må man spørge sig selv om, hvorvidt man ikke også kan anse de grænseoverskridende underholdningsprogrammer som værende udtryk for en positiv tendens. Dette giver Lars Hjortshøj et eksempel på i interviewet ”En lille hvid Lars” af Camilla Høy-Jensen, som blev bragt i Politiken den 28. september 2008. Hjortshøj er vært på ”Sandhedens Time”, og i interviewet forklarer han blandt andet, hvorfor programmet tiltaler ham: ”Det tiltalte mig meget, at programmet har noget kant. Det handler ikke bare om at gætte geografispørgsmål, men om at være menneskelig på godt og ondt”. Ifølge Hjortshøj er programmet således især karakteriseret af, at det også omhandler de dårlige sider af mennesket og tilværelsen i al almindelighed – og dette anser han ikke nødvendigvis for at være negativt. Hvor Balslev ser programmet som en ydmygelse af deltagerne, vælger Hjortshøj således derimod at se programmet som en udmærket måde at fremstille livets dårlige sider på.
”Sandhedens Time” kan på den måde ses som et eksempel på den generelle tendens i tiden til at fjerne sig fra den glorificering af mennesket, som vi tidligere var vidne til i fjernsynet – personificeret ved de gode og kloge deltagere, som vi for eksempel har oplevet i et program som ”Hvem Vil Være Millionær?”. Nutidens underholdningsprogrammer sætter fokus på, at mennesket ikke altid er perfekt, og at det sommetider handler på utilsigtet vis. Som andre eksempler på denne type program kan nævnes ”Robinson Ekspeditionen” på TV3, hvor seeren har mulighed for at opleve, hvordan mennesket handler, når der skal kæmpes for føden. Når Balslev anklager grænseoverskridende underholdningsprogrammer for at have ét enkelt formål: At skabe underholdning ved at ydmyge deltagerne, burde han måske også kigge på, hvorfor seeren bliver så grebet af det. Med Hjortshøjs kommentar in mente er det med stor sandsynlighed fordi, seeren er fascineret af at kunne opleve, at han ikke er ene om at have dårlige sider, hvilket seeren ellers kunne foranlediges til at tro, når han sætter sig foran fjernsynet og ser ”Hvem Vil Være Millionær?”
Alligevel kan man dog ikke fortænke Balslev i at stille spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går. Det siges, at den amerikanske version af ”Sandhedens Time” har medført flere skilsmisser, og i den forbindelse må man spørge sig selv om, hvorvidt det er et tegn på, at programmet er gået for langt i sit forsøg på at udstille menneskets dårlige sider og samtidig skabe god underholdning. I interviewet siger Hjortshøj, at ”Det er i hvert fald moderne, men man skal altså ikke ophøje programmet til mere, end det er. I bund og grund er det bare en quiz”. Ifølge Hjortshøj skal man altså ikke tage ”Sandhedens Time” så seriøst, men utroskab er vel stadig utroskab, også selvom det opdages i en quiz - og derfor er det vel kun forventeligt, at det medfører en konsekvens. I den forbindelse er det tilbageværende spørgsmål: Hvor ligger ansvaret? Balslev viser i sin fremstilling af deltagerne som ofre, at hans sympati ligger hos dem, hvorimod Hjortshøj blåstempler programmet og argumenterer for, at der blot er tale om et fjernsynsprogram, hvor det at være menneskelig på godt og ondt er i centrum.
I sidste ende må det vel være op til den enkelte at vurdere, hvorvidt personen vil deltage i et program eller ej – ligesom det er op til den enkelte seer at vurdere, hvorvidt personen vil se på eller ej. Man må stole på individets evne til at værne om sig selv og beskytte sin personlige integritet – underholdningsindustrien kan ikke fortænkes i at ville skabe god underholdning, selvom det unægteligt er lettere at skyde skylden på de store selskaber end på folk, der deltager i et fjernsynsprogram uden først at have tænkt sig godt om.
Afslutningsvist kan det således siges, at Balslev i artiklen ”Giftigt: Klædt af” argumenterer for, at en svag befolkningsgruppe bliver ofre i underholdningsindustriens kamp for høje seertal. Modsat Balslev argumenterer Hjortshøj, som er vært på programmet ”Sandhedens Time”, for, at underholdningsprogrammerne er spændende, fordi de handler om det at være menneskelig på godt og ondt, ligesom han påpeger, at der trods alt bare er tale om et fjernsynsprogram. Uanset om man bryder sig om tendensen inden for underholdningsindustrien eller ej, må man dog efter min mening stole på den enkeltes evne til at vurdere, hvorvidt man vil være deltager i – og hvorvidt man vil se – et program eller ej.

#3

Så lad gå...

Først en kommentar til nedenstående...

Jeg er enig med Søren Balslev i, at programmet tiltaler svage individer, der er fattige både intellektuelt, økonomisk og socialt.

Aarhh er det nu også rigtigt... Jeg kender mange, der på ingen måde passer på ovenstående, og de elsker sådanne programmer. Det gør du formentligt også?

Vurderingen:

Du har bestemt skrevet en udmærket stil. Du har en fin indledning og redegør fint for tekstens synspunkter. Også redegørelsen af argumentationen er god. Måske er redegørelsen en smule for lang i forhold til diskussionsdelen?

Diskussionsdelen er også udmærket, idet du fint underbygger dine argumenter. Denne del er dog måske en anelse for kort?

I begge dele gør du fint brug af faglige begreber.

Er det muligt at begrænse vores ytringsfrihed, og ændre mediepolitikken således at specielt grove programmer udelades? Jeg tvivler! Medierne giver os hvad vi vil have – grænseoverskridende underholdning. I bund og grund er vi ligeglade med konsekvenserne og overvejer ikke, at ofret i den røde stol også skal leve et liv efter udsendelsen. Det er en skræmmende udvikling indenfor masseunderholdningsindustrien, men eftersom vi hele tiden vil have mere, kan jeg altså også konkludere, at udviklingen er ganske uundgåelig.

Ovenstående del er lidt tvetydig - prøv at læse det en gang til og se, om du kan se det, hvad jeg mener.

Sprogligt er stilen velformuleret. Dog er der en del irriterende kommafejl - desværre. Det trækker lidt ned!

Alt i alt lander jeg på 10

Mange tak jekoa :)

Kan sagtens følge dig i din kritik. Og min kommatering er direkte pinlig! Min printer gik desværre i udu, så jeg nåede ikke at rette komma. Det havde ikke været fejlfrit selvom jeg havde nået at rette, men det er helt til hundene i stilen.

Det første citat har jeg fået formuleret helt forkert, og det er virkeligheden ikke det han siger. Det er deltagerne og ikke seerne der kendetegnes ved det skrevne. Ifølge Søren Balslev.

Tak for karakteren :)

Jeg synes egentlig at L-pigens argumentations analyse er bedre, fordi den til dels ligger indirekte i besvarelsen, hvorimod mit står lidt for sig selv.

Synes det er en rigtigt fin stil du har skrevet, men opdelingen af redegørelse og diskussion bør være mere tydelig i en kronik. Gentagelse er efter min mening uundgåeligt