Aristoteles: Etikken

Hey alle.

Jeg beskæftiger mig med Etikken lige p.t. og der er et punkt af den som jeg ikke er sikker på, at jeg har forstået helt 100 %.. Det er jo så filosofisk og abstrakt hele den måde han skriver på.

Det er 1. bog, kapitel/stykke 9 nederst og 10.
Han snakker om det "fuldkomne" liv. Jeg kan ikke helt tyde, om han mener, at man skal have leve hele sit liv færdigt, før man kan sige om en person er lykkelig.. eller om han mener, man godt kan sige, mens en person lever og f.eks. er 30-40 år, om personen er lykkelig eller ej.. eller om man kun kan snakke om dette, når personen er død.

Håber nogen kan hjælpe med at forklare begrebet "det fuldkomne liv", og hvad han ifht. denne del af Etikken helt præcis mener. Det er lige den sidste brik, som mangler at komme på plads.

kh. Line :)