Samfundsfagsopgave

Hej alle

Jeg er i gang med en samfundsfagsopgave, hvor jeg skal sammenligne tre artikler med hver deres opfattelse af den danske velfærdsstats udvikling. Jeg er gået lidt død, og vil høre om der nogle som kan hjælpe mig??? evt. give nogen kommentarer!!

M.v.h

Josefine

Artiklerne er understående:

BILAG 1:

skrevet af: Johannes Andersen

Efterhånden står det mere og mere klart: Den offentlige sektor, der normalt omtales som en velfærdsstat, styres i disse år mere og mere efter benhårde, snævre økonomiske kalkuler, hvor de ansatte i stigende udstrækning udsættes for barske og pressede arbejdsforhold, og hvor en række velfærdsydelser beskæres mere og mere. Her lægges der mindre og mindre vægt på værdier, på social ansvarlighed og på samfundsmæssigt engagement.

Omvendt styres den private sektor i stigende udstrækning efter kriterier, hvor man forsøger at forene økonomisk overskud med værdier, social ansvarlighed og et bredt samfundsmæssigt engagement. Her får medarbejdere i stigende udstrækning mulighed for at indgå i og dyrke kreative processer, opnå gode arbejdsvilkår og omsætte et samfundsmæssigt engagement til praktisk gøremål.

Selvfølgelig er der undtagelser. Selvfølgelig er der stadig områder i den offentlige sektor, der organiseres efter velfærdsstatens klassiske dyder, nemlig en ambition om, at man via det institutionaliserede fællesskab forsøger at løse samfundsmæssige problemer. Uanset omkostningerne. Og selvfølgelig er der stadig store dele af det private erhvervsliv, der først og fremmest fokuserer på omkostninger og overskud.

Men et grundlæggende mønster er ændret.

Det mest oplagte eksempel på denne ændring er selvfølgelig ældreområdet. Her er man historisk i løbet af de seneste 20-25 år gået fra ældreomsorg til ældreservice. Og her er ikke bare tale om ændring i ordvalg, men om den grundlæggende tilgang til området. Ældreomsorg handler om, at fællesskabet giver tilbage til dem, der har ydet noget for samfundet. Det er eksempelvis tanken bag folkepensionen. Hvor man som pligtopfyldende bonde, arbejder eller medborger har ydet sit til samfundet og nu i sin alderdom nyder godt af, at fællesskabet yder omsorg i form af økonomi og velfærdsydelser tilbage igen.

BILAG 2:

uddrag fra Niels Lillelund/Flemming Rose: Velfærd tur -retur..

Velfærdsstaten er en ulykke. Hverken mere eller mindre. Efter halvtreds års massiv socialisering af det danske samfund har velfærdsstatens arkitekter ikke formået at indfri deres egen utopi, drømmen om et samfund med ressourcestærke, trygge og socialt mobile borgere. I stedet oplever vi et samfund, det gør stadig flere danskere til skrøbelige og afhængige individer, som er ude af stand til at klare sig selv. Velfærdsstaten er kort og godt blevet indbegrebet af en ny og foruroligende kultur, der befordrer svaghed og fortrænger personligt ansvar.

Bilag 3:

Uddrag af Ove K. Perdersen "Den nye velfærdsstat".

Vores forestillinger om velfærdsstaten har ændret sig. Velfærdsstaten er en positiv faktor - måske den vigtigste - til sikring af landets konkurrenceevne.

Den havde også til opgave at stille velfærdsgoder til rådighed for alle - uanset stand, rang, køn og formue, og derved at give alle lige muligheder for at blive uddannet, få adgang til viden, og til informationer.

Den anden - den velfærdsstat som langsomt blev startet i 90’erne og hvis grundsten nu er lagt - har til formål at bygge den enkelte op, udstyre ham eller hende med kompetencer, der beskytter mod social ulykke. Altså mod forventede risici.

Den første - som jeg kalder fordelingsstaten, fordi den fordeler velfærdsgoder til de som er ramt af social ulykke, og den sidste - som jeg kalder konkurrencestaten, fordi den investerer i fremtidens konkurrencedygtige borger - er meget forskellige.

De har forskellige formål, varetager forskellige opgaver, bygger på forskellige visioner. Fordelingsstaten bygger på erfaringerne med 30’ernes økonomisk krise, og de sociale risici der her viste sig ved at leve i en åben kapitalistisk økonomi. Konkurrencestaten bygger på erfaringen med fordelingsstaten og på den viden, at en stor og ressourcefuld velfærdsstat - mod forventningerne og mod intentionerne - kan skabe nye uligheder. For eksempel når de, som modtager kompensation, ekskluderes fra arbejdsmarkedet, fordi de mister kompetencer, mister incitament, eller i det hele taget mister tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den bygger også på den overbevisning, at den internationale økonomi i dag er mindre forudsigelig end tidligere. Og at kravene til fremtidens arbejdskraft derfor også er mindre forudsigelig end tidligere.

Den sætter i det hele taget velfærdsstatens formål og opgaver ind i en ramme af fordums erfaringer og af visioner om fremtiden, og lægger op til at velfærdsstaten skal investere i fremtiden, ved at gøre tre ting: (1) skabe en arbejdskraft, der er internationalt konkurrencedygtig; (2) mobilisere alle i den arbejdsdygtige alder til at arbejde; og (3) skabe incitamenter til, at alle får interesse i at arbejde, og hvis ikke, at de så bliver nødet, overtalt, eller presset til det, og under ingen omstændigheder bliver hindret heri eller får foræret muligheden for at lade være.