Ulemper ved planøkonomi

Fortiden viser den åbenlyse ulempe, i form af det at man ikke arbejder med økonomiske incitiamenter, hvilke vil sige at lysten til at arbejde mere, at uddanne sig, kan vise sig at være så begrænset, at folk ikke lyster at gøre en større indsats, da den i deres øjne ikke bliver mødt med, hvad der svarer til de anstregelser man ligger i sit arbejde eller uddannelse.

Kort sagt: Ideen med planøkonomi er jo at udjævne forskellene mellem befolkningen(pengemæssigt) og det ikke alle, det kommer til gavn.

Planøkonomi fremmer ikke frihed og kan i yderste tilfælde kvæle individet. Sat på spidsen så er planøkonomi og kapitalsime kampen mellem den enkelte individ og så fællesskabet.

Den største ulempe for en planøkonomi er, at staten ikke kender folks behov og præferencer. En konsekvens af dette kan være at staten ikke skaber nok incitament til at folk uddanner sig mv., da de kræver en større kompensation end den staten giver, hvilket Djemba også skriver.

Fordelene ved markedsøkonomien er netop at folk afslører deres præferencer igennem markedsmekanismerne (udbud-efterspørgsel).