Keynes og multiplikatoreffekten

Nu har jeg kun økonomi som et mindre fag, så mine ord skal vejes derefter. Men som jeg har forstået det, så siger man vist endda 'den keynesianske multiplikator'. Så der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem Keynes og multiplikatoreffekten. Jeg ved ikke helt, hvad der menes med den keynesianske teori. Jeg har haft om den simple Keynes-model, som handler om efterspørgslen i samfundet. På den måde kan man sige, at det centrale for Keynes er efterspørgslen, og at multiplikatoreffekten handler om at påvirke de faktorer, der indgår i den samlede efterspørgsel. Måske skal du have fat i nogle grundlæggende antagelser hos Keynes, som er i modsætning til neoklassikerne.

Det lyder ikke helt tosset. Jeg har bare allerede læst så meget om alle hans teorier, beregninger osv. Det virker bare som et trick spørgsmål, når der jo er overensstemmelse mellem multiplikatoreffekten og hans teorier. Det er jo ud fra den effekt at han viser sammenhængen mellem en ændring og det endelige resultat af ændringen?
Eller lyder det som noget værre vrølv.
Hvis du skulle komme i tanke om noget som helst andet af bare den mindste relevans er du meget velkommen til at sige det, er helt på bar bund.
 

Hvad er "multiplikatormodellen"?

Selve multiplikatoreffekten er komplet og helt og holdent forenelig med Keynes teorier, han har decideret nævnt effekten i sit hovedværk The Generel Theory of Employment, Interest and Money. De neoklassiske økonomer var hovedsageligt fokuseret på den langsigtede udvikling i økonomien, mens multiplikatoren er et strengt kortsigtsfænomen, der netop opstår ved R. F. Kahn, J. M. Keynes, svenske B. Ohlin og andre nytænkende økonomer efter krisen i 1929.

Spørgsmålet er formentlig stillet af en samfundsfagslærer, der har haft et kort kursus i økonomi og derfor intet begreb har om, hvad han egentlig spørger om.

Hvis jeg får tid her til aften eller i morgen, vil jeg lige se, om jeg ikke kan finde citatet fra Keynes' bog til dig.

Det er ikke så nemt at forkorte i et enkelt og slagkraftigt citat, men du burde næsten selv læse kapital 10 i hovedværket. Det går såmænd under titlen Chapter 10 - The Marginal Propensity to Consume and the Multiplier, hvor Keynes først forklarer lidt om R. F. Kahn, der var den første, der nævnte en multiplikatoreffekt ("beskæftigelsesmultiplikator"), før Keynes selv begynder at beskrive multiplikatoren for en ændring i investeringerne med hensyn til realindkomsten. Han understreger desuden vigtigheden af den marginale forbrugstilbøjelighed (forbrugsraten), der er selve årsagen til, at multiplikatoreffekten overhovedet opstår. Den marginale forbrugstilbøjelighed er i øvrigt, hvis du ikke ved det, den andel af realindkomsten, som forbrugeren vælger at forbruge. Analogt har du da den marginale opsparingstilbøjelig (opsparingsraten) givet ved s=1-c, hvor c er den marginale forbrugstilbøjelig.  Da den marginale forbrugstilbøjelighed er en rate og således et relativt mål, vil det altså sige, at effekten bliver mindre og mindre, idet en del af forøgelsen i realindkomsten jo vil forsvinde som følge af opsparing. Hvis modellen udvides med skatter, vil der være tale om den realdisponible indkomst, hvilket altså mindsker effekten endnu mere, idet en del nu skal betales i skat. På samme måde vil det gå, hvis modellen beskriver en åben økonomi, hvor en del af forbruget går til import. Størrelsen af multiplikatoreffekten afhænger altså i den grad af størrelsen af den marginale forbrugstilbøjelighed, hvilket er vigtigt i forhold til, hvordan beskæftigelsen bliver berørt ved politisk intervention i økonomien, som jo i det store og hele var det, som Keynes ønskede at gøre rede for, idet det specielt var beskæftigelsen, der interesserede ham.

Jeg har nogenlunde styr på de to ting, men har virkelig svært ved at se modsætningen af de to? Du har sikkert ret, en lærer der ikke ved nok om økonomi. Men indtil nu kan jeg lige finde følgende: multiplikatoreffekten er med til på langt (15-20 år) sigt at skabe en negativ udvikling i forhold til udgangspunktet, keynes tager ikke stilling til denne udvikling og fokuserer på det korte sigt, hvor resultatet af ekspansiv finanspolitk viser en positiv udvikling. Lyder det helt tosset?
 

Multiplikatoreffekten findes slet ikke på lang sigt. På lang sigt er økonomiens vækstbane givet ud fra strukturelle parametre, det teknologiske niveau og udvikling samt udbudsvariable som kapital og arbejdskraft. Det er ikke muligt at påvirke efterspørgslen, idet priserne på lang sigt er fuldt ud fleksible. Det følger af kvantitetsligningen, der er givet ved M*V=Y*P, hvor M er pengemængden, V er pengenes omløbshastighed, Y er den reale indkomst (som proxy for transaktionsomfanget) og  P er priserne, at priserne blot vil stige som følge af en forøgelse i pengemængden, idet vi antager, at V er konstant og Y decideret ikke kan påvirkes af nominelle variable på lang sigt (på lang sigt gælder både pengeneutralitet og klassisk dikotomi). På kort sigt havde Keynes ret, idet priserne var stive og ikke kunne tilpasse sig. Det er det, der er årsagen til, at tilpasningen i stedet må ske i variable, der er med til at bestemme Y fra efterspørgselssiden. Da multiplikatoren er et kortsigtsfænomen, vil den altså kunne influere positivt på økonomiens umiddelbare udvikling, om end som det er just er vist, en kunstig intervention i økonomiens vækst vil føre til inflation på længere sigt, hvilket i øvrigt var et af de senere   helt store kritikpunkter for monetarister heriblandt Milton Friedmans af den keynesianske teori (delvist fordi der var nok inflation under oliekriserne i forvejen).

Jeg kan godt se du har en pointe der, men så er det jo nærmest umuligt at diskutere mit spørgsmål, hvis der ikke er nogen decideret modsætning mellem de to..