Samfundsfag
Oversættelse til hverdagssprog.
Jeg har en opgave i samfundsfag, hvor jeg skal skrive om Liberal Alliance. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af at oversætte til hverdagssprog. (Har fundet teksten på deres hjemmeside)
P.S. går i 8. klasse.
Nogen der kan hjælpe med oversættelsen? Skal bruge det hurtigt.
Her kommer det:
Uddannelse og forskning
Liberal Alliance mener, at alle borgere skal have mulighed for få en grunduddannelse. Samtidig skal alle borgere have mulighed for opkvalificerende efteruddannelse i løbet af arbejdslivet finansieret af det offentlige og arbejdsmarkedet i fællesskab.
Også på uddannelsesområdet skal den centrale styring begrænses, og folkeskolerne skal have maksimal frihed til selvforvaltning. Der skal værnes om privatskolers, friskolers og efterskoler frihed, og også universiteter skal kunne organiseres i privat regi.
Liberal Alliance vil styrke den frie forskning gennem mindre statsstyring og flere frie forskningsmidler.
Miljø, klima og energi
Miljøafgifter skal dokumentere en reel grøn effekt og må ikke blot bruges som indtjeningskilde til statskassen. De, der belaster miljøet, skal som udgangspunkt selv bære omkostningerne. Klimahensyn skal indgå på højde med andre energipolitiske hensyn, men klimaet alene skal ikke diktere energipolitikken. Liberal Alliance mener, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, og Danmark skal derfor arbejde på at blive uafhængig af fossile brændstoffer.
Svar #1
19. december 2010 af mikaelvk (Slettet)
Uddannelse og forskning:
- Alle skal have mulighed for grunduddannelse
- Alle skal have mulighed for videre uddannelse selv efter de er uddannet og er kommet på arbejdsmarkedet (det skal staten og arbejdsmarkedet sammen betale for)
- På uddannelserne skal man selv have lov at styre det meste - staten skal ikke lave regler for det hele
- Forskning. Igen skal staten ikke blande sig så meget, men støtte "den frie forskning".
Miljø, klima og energi:
- Afgifter på diverse ting skal kun indføres hvis det kan dokumenteres at der er en miljømæssig idé med dem. Man skal ikke bare indføre afgifter for at få penge i statskassen.
- De som skader miljøet skal også selv betale for det (et eksempel er manden der kører i en firehjulstrækker og på den måde belaster miljøet - han skal betale en "transportafgift", det skal manden der kører i tog ikke).
- Partiet vil arbejde på at blive uafhængig af fossile brændstoffer (de er dermed at betegne som klimabevidste).
Kommentar: hæft dig ved at det du har fundet ikke er særligt konkret, men at det er populære forslag som de fleste ikke kan være uenige i. Især ikke set i liberalt perspektiv. Skriv endelig hvis svaret her ikke er tilstrækkeligt.
Svar #2
19. december 2010 af SJ11 (Slettet)
Apropo Liberal Alliance, ved i om de går ind for Irak krigen?
Svar #3
19. december 2010 af megirl10 (Slettet)
Tak det hjalp meget (:
Nej ved ikke om de går ind for Irak krigen. Det er en anden i min gruppe der skriver om det.
Svar #4
19. december 2010 af mikaelvk (Slettet)
Jeg tror de fleste er i tvivl om Liberal Alliances udenrigspolitik. Det er og har aldrig været et kernepolitisk emne for partiet. Men mht. Irak-krigen så forlod de danske soldater jo Irak i sommeren 2007 - umiddelbart efter at partiet blev stiftet (den gang "Ny Alliance"), hvorfor man måske heller ikke kan bebrejde dem ikke at tage stilling til den problematik.
Dette er hvad jeg konkret har kunnet finde - det er fra Liberal Alliances arbejdsprogram:
"Globaliseringen er en fordel for Danmark, og vi skal engagere os og tage ansvar. Derfor skal Danmark bidrage i forsvaret af frie nationer og allierede landes selvstændighed. Vi skal deltage aktivt internationalt for at håndhæve liberale frihedsrettigheder."
Kilde: http://www.liberalalliance.dk/politisk-program.html
Dermed er det jo blot ud fra en subjektiv fortolkning af Irak-krigen at det kan afgøres hvorvidt Liberal Alliance ville gå ind for en sådan krig den dag i dag. I hvert fald indtil de selv melder andet ud.
Svar #5
20. december 2010 af Walras
Irak-krigen er politisk uvigtig, den er simpelthen ikke interessant, hvorfor det naturligvis ikke er et emne, som Liberal Alliance fokuserer eller har fokuseret på.
Svar #6
20. december 2010 af mikaelvk (Slettet)
#5 - den må du gerne uddybe. Jeg medgiver at den naturligvis ikke fylder meget i den politiske debat i dag. Men det er da en væsentlig politisk og historisk begivenhed både på nationalt og internationalt plan. Det er efter min opfattelse imidlertid tidsperspektivet der gør at Liberal Alliance ikke har taget offentlig stilling hertil.
Svar #7
20. december 2010 af Walras
Irak-krigen er kun vigtig for de, der på en eller anden måde er berørt af den. Den var politisk interessant, da den var oppe i medierne, men det er snart et par år siden, siden da har den være en smule ligegyldig, for der er ikke nogen stemmer i at være for eller imod Irak-krigen. Emnet er uddebateret, der er efterhånden opstået en stiltiende enighed om, at det var en "ulovlig" krig, at USA ikke havde nogen undskyldning i form af bekymring efter masseødelæggelsesvåben men hovedsageligt gik ind i Irak, fordi de ville have fjernet en diktator og måske samtidig have lidt af olien. Det er muligt at en sådan indrømmelse ville skabe oprør, men den kommer jo aldrig, så nu går vi ellers bare og venter på, at soldaterne kan trække sig endegyldigt ud, og så er Irak-krigen ellers for alvor overstået. Den er så at sige "old news".
Svar #8
20. december 2010 af mikaelvk (Slettet)
Dermed er vi jo dybest set også enige i at tidspunktet er relevant. Var situationen opstået i dag er det indlysende at Liberal Alliance skulle tage stilling - men da den brede offentlighed på det nærmeste har glemt begivenheden er der ikke nogen grund til at LA potentielt skulle brande nallerne på emnet.
Og nej du får nok aldrig en indrømmelse omkring din påstand af olieincitamentet :)
Svar #9
20. december 2010 af Walras
Der er heller ikke megen sammenhørighed de Mellemøstlige og Vestlige lande imellem. I Vesten vil vi på den ene side så gerne udråbe os som de store frelsere, der befrier Mellemøsten fra diktatur og på den anden side, har vi absolut ingen intention om at kæmpe en krig så langt væk fra os selv, fordi den føles helt nyttesløs. Det er også den strid, der udspiller sig i de Vestlige lande i optaktsfasen til en krig, hvor store dele af befolkningen har et antipatisk forhold til til det at sende danske og vestlige tropper ned for at kæmpe andres kamp, mens politikerne finder sympati i det politiske projekt.
Så kommer vi i krig på et snævert flertal, oppositionen står og råber højt om, at de skam er og altid har været imod krigen, mens journalisterne er alvorligt aktive for nu at finde ud af, hvorfor vi egentlig gik i krig, om krigsreglerne nu bliver overholdt, dokumentarister raser over rækken af de civile ofre, og befolkningen hidses op på kort sigt. Men pludselig sker der et eller anden i den Vestlige verden, denne gang var det finanskrisen, der retter befolkningens og politikernes fokus væk fra krigen, nu er det noget helt andet, der er oppe i tiden, noget andet, der er interessant, og krigen nævnes fremtidigt kun, hvis vi ellers får en soldat dræbt eller soldaterne har opført sig forfærdeligt eksempelvis igennem udøvelsen af tortur, som vi jo ikke tolererer i Vesten.
Tilbage står et billede af, at Vesten i bund og grund er komplet ligeglade med irakerne og resten af de Mellemøstlige folk, vi kan kun hidse os op, når vi bliver truet og så bomber vi hellere engang for meget en engang for lidt i vores iver efter at forsvare os selv uden tanke på, om det nu også var den smarteste måde at gribe det hele an på. Af samme grund er Irak-krigen fuldstændig ligegyldig politisk, den har kun skabt en forskel for de direkte implicerede, det være sig irakerne, soldaterne og familierne herhjemme, der har fået en søn eller datter hjem i en kiste. Vi andre bekymrer os ikke længere om en krig, der retmæssigt sluttede for år tilbage og nu blot er et langtrukkent forsøg på at forlade Irak i så pæn en stand som muligt, så vi undgår, at en ny diktator sætter sig på "regeringsmagten" igen.
Folks opmærksomhed er kun kortvarig, det gælder om at fange den på den korte bane ved små og slagkraftige forslag, det viser sig gang på gang. Store reformer og visioner er ikke velkomment, det kan folk ikke forholde sig til, problemerne ligger alt for langt ude i fremtiden. Det modsatte gælder Irak-krigen, den er allerede forældet, ingen gider at beskæftige sig med den mere, vores ophidselse er drevet over, nu handler det igen om os selv. Sådan er det altid.
Skriv et svar til: Oversættelse til hverdagssprog.
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
