Velfærdsstat

Dit spørgsmål er lidt stort, og jeg vil gerne give så en god og lang forklaring, som muligt, så jeg kommmer nok til at skrive til dig i flere omgange

Velfærd

Der er forskel på, hvordan velfærden finansieres, hvor meget velfærd man kan regne med at få, og hvem der er berettiget til at få disse velfærdsydelser. 

Den skandinaviske velfærdsmodel/den universielle velfærdsmodel

Norge, Sverige og Danmark

Velfærd til alle

Alle borgere får hjælp fra staten, når de har brug for det. Hjælpen finansieres via skatten, som vi betaler til staten. Velfærd i Danmark er altså finansieret via skatten

Alle borgere i Skandinavien har uanset rigdom og social baggrund adgang til de velfærdsydelser, som staten tilbyder. Alle har mulighed for at blive behandlet på de offentlige sygehuse, alle har ret til at gå i folkeskolen/tage en uddannelse, alle har ret til at modtage overførselsindkomster, hvis man ikke har et arbejde osv. uanset om man er rig eller fattig. 

Vores velfærd i de skandinaviske lande er som tidligere nævnt finansieret via skatten. Den store offentlige sektor og det at alle har ret til velfærd er meget dyrt. De borgere, som har en høj indkomst, betaler mest i skat. Man yder efter evner og modtager efter behov.

Der spændes et bredt sikkerhedsnet ud over alle borgerne, uanset hvor de er i livet. Arbejdsløse får kontanthjælp, så de stadig kan have et godt liv. Forældre får børnepenge, studerende får SU, de gamle får SU. Hvis man er syg eller handicappet, får du også hjælp. Du er sikret fra vugge til krukke. 

Ydelser er individorienteret-rettigheder til den enkelte person og ikke til en gruppe

Den universielle velfærdsmodel er kendetegnet ved en høj grad af horisontal og vertikal omfordeling. Horisontal omfordeling betyder, at dem på arbejdsmarkedet betaler til dem uden for arbejdsmarket. Dem, der arbejder betaler til dem, som ikke arbejder. Det kunne være børn, pensionister, arbejdsløse og syge. 

Der er også en høj grad af vertikal omfordeling. En høj grad af omfordeling fra rig til fattig. Dem, der tjener mest, betaler mest i skat. Men alle får de samme velfærdsydelser. Og derigennem virker den universielle velfærdsmodel lighedsfremmende. Staten er ansvarlig for, at vi har de velfærdsydelser, som får vores hverdag til at fungere. Staten har hospitaler, staten driver universiteter og gymnasier, staten giver understøttelse osv.

Skellet mellem fattig og rig bliver udlignet, b.la. da de højtlønnede betaler noget mere i skat end de lavtlønnede.Vores velfærdsmodel skaber et tryggere samfund, man ved, at staten vil sørge for, at man har et godt liv, uanset om man bliver gammel, syg eller handicappet. Andre mener, at de rigeste og stærkeste i samfundet ikke føler, at det er fair, at de skal betale til alle andre

Den universielle velfærdsmodel er baseret på socialdemokratisme.Staten skal være med til at sikre den enkelte et værdigt liv, og han/hun skal kunne realisere sine muligheder og drømme. 

Den residuale velfærdsmodel/angelsaksiske velfærdsmodel

Man skal ikke betale så meget i skat, til gengæld skal man selv betale for lægebesøg og videregående uddannelser

I de angelsaksiske lande bygger velfærd på et liberalt princip. Individualisme er vigtigt i den angelsaksiske velfærdsmodel.Borgerne har et stor medindflydelse på deres egen velfærd.  

Folk betaler lave skatter, men forskellen mellem rig og fattig er stor

De angelsaksiske lande er påvirket af USA og England.De har et princip om frihed. Man må f.eks. ikke tvinge folk til at betale høje skatter. I den angelsaksiske velfærdsmodel betaler folk lidt i skat. Tanken er dermed, at så kan man arbejde hårdt og dermed tjene mange penge. Man er sin egen lykkes smed. Når skatten er så lille, kan staten ikke give sine borgere ret meget velfærd-da velfærd er dyrt. 

Velfærd fås gennem forsikring. Hvis du bliver syg, så har du en forsikring, og din forsikring betaler så for din behandling. 

Individet har mulighed for selv at vælge, hvilke velfærdsydelser han/hun vil betale til og modtage. Man kan vælge om man vil have en arbejdsløshedsforsikring, som gælder i lang eller kort tid osv. Man kan selv vælge det velfærd, man ønsker og man har som regel råd til pga. at man ikke betaler så meget skat. Det gælder dog ikke for alle. De fattige har ikke råd til at købe de gode arbejdsløshedsforsikring og sundhedsforsikring, nogle gange har de slet ikke råd til nogle af delene. Den residuale velfærdsmodel skaber stor ulighed. 

Når staten ikke yder så meget velfærd, er det folks eget ansvar at spare op eller forsikre sig. Hvis man sparer op eller forsikrer sig, kan man selv dække udgifterne til at betale for lægehjælp eller forsørge sig selv, mens man er arbejdsløs. Staten giver kun støtte, hvis man har meget brug for det, og ydelserne er lave. Den residuale velfærdsmodel sikrer kun de allersvageste.

Den residuale velfærdsmodel er baseret på liberalisme. Frihed til at vælge selv-den velfærd man ønsker. Statens rolle er lille, sikrer kun de allersvageste. 

Tilhængere af den residuale velfærdsmodel mener, at modellen tilskynder folk til at arbejde mere. De lave skatter gør, at man ret hurtigt kan tjene mange penge. Man kan selv vælge at få de velfærdsydelser, som ønsker. Fordi at man arbejder meget og tjener mange penge, har man måske folk ansat til at passe sine børn, lave mad eller ordne haven. På den måde skaber den residuale velfærdsmodel, jobs som dem uden uddannelse kan få. 

Kritikere mener, at den residuale velfærdsmodel skaber store forskelle mellem rig og fattig. Arbejdsløse og folk med ringe betalte jobs har måske ikke råd til sundsforsikringer/at gå til lægen. Deres børn kan heller ikke få de bedste universitetsuddanelser, da det koster, mange penge at gå på universitetet. Forældrene har simpelthen ikke pengene til det. På den måde har de riges børn mulighed for selv at blive rige, mens de fattiges børn også selv bliver fattige.

Centraleuropæiske velfærdsmodel/selektive velfærdsmodel

Familien og arbejdspladsen skal skabe tryghed og velfærd for den enkelte

Den selektive velfærdsmodel er baseret på et konservativt princip om, at familien, kirken og arbejdspladsen(de nære miljøer/civilsamfundet), er de vigtigste i dit liv.

i denne model står man sammen i familien. Hvis man f.eks. er arbejdsløs, hjælper ens familie en med penge eller at man evt. kan bo hos dem i en periode osv. Hvis ens familie ikke kan hjælpe, vil kirken eller andre godgørende organisationer træde ind i stedet. Staten udbyder ikke ret mange velfærdsydelser i forhold til den universielle model-

Folk betaler skat i den selektive velfærdsmodel, skatten er dog mindre end i den universielle velfærdsmodel. Igennem forsikringer på arbejdsmarkedet betales der til sygeforsikring, arbejdsløshedskasse. Folk, der tjener mest, indbetaler mest til disse kasser. Det kan de jo gøre, da de har flere penge end andre. De folk, som tjener mest, har indbetalt mest til pensions-og arbejdsløshedskasser. En pensioneret læge vil derfor få en højere pension end en pensioneret rengøringsassistent, da lægen jo har haft den største løn og derfor har indbetalt mest til arbejdsløsheds-og pensionskassen. 

Arbejdsgveren indbetaler penge fra ens løn til pension. Jo mere man tjener, jo mere indbetaler. I sidste ende vil de højtlønnede få større pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse end de lavtlønnede. Hvis man ikke har et job, er der ingen, som betaler til ens pension. 

Ens rettigheder til pension og arbejdsløshedpenge opnås gennem arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at få sig et fast arbejde, så man kan blive tilknyttet arbejdsløsheds-og pensionsordninger. 

Staten giver ikke så mange velfærdsydelser, da modellen er bygget op på, at man sikrer hinanden inden for familien. Forældrene betaler deres børns universitetsuddannelser og giver dem penge under uddannelsen. Når forældrene bliver gamle, betaler børnene for at forældrene bliver passet. Det er altså kun mennesker uden penge, netværk eller familier, som får hjælp af staten. 

Findes i lande som Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien

Der er fokus på de nære og naturlige fællesskaber. Problemerne skal først klares i familien eller på arbejdspladsen. Hvis de ting fejler, bliver det statens opgave at tage over. 

Velfærdsstatens historie

Kort fortalt

Alle danskere har ret til velfærdsydelser, som staten tilbyder. Velfærdsstaten er skabt gennem politiske forhandlinger gennem de sidste 100 år. Alle partierne i Folketinget accepterer velfærdsstaten, nogle partier holder dog mere af velfærdsstaten end andre. I slutningen af 1800-tallet fik Socialdemokratiet opbakning fra danskerne. Partiet arbejdede for at forbedre vilkårerne for arbejderne og de svageste. De pressede de borgerlige partier til at lave få velfærdsydelser. I slutningen af 1800-tallet blev alderhjælpen fundet frem. De gamle, som var blevet for svage til at arbejde, fik lidt penge fra staten. Man begyndte så småt med sygkasser, så man fik lidt tilskud til hospitalsindlæggelser og lægebesøg. 

I 1933 lavede man Kanslergadeforliget. Alle danskere var nu sikret hjælp fra staten i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. Man mistede nu heller ikke længere rettigheder, når man modtog offentlige ydelser såsom at miste sin stemmeret osv.

Sociallovgivningen blev ved denne lejlighed samlet i fire love: loven om ulykkesforsikring, loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, loven om folkeforsikring og endeligt i loven om offentlig forsorg.

Man gik fra et skønsprincip til et retsprincip. Ved et skønsprincip skal det vurderes om, man kan modtage ydelser. I så fald mister man nogle rettigheder f.eks. til at stemme. Ved retsprincip fastsættes understøttelsen/de penge man får fra staten ud fra takster. Man mister ej rettigheder, hvis man modtager ydelser. 

I 1957 blev folkepensionen indført. Alle ældre danskere var sikret et mindre beløb om måneden, når de blev for gamle til at arbejde

I 1976 kom bistandsloven. Ansvaret for mange af de sociale ydelser blev flyttet fra staten til kommunerne. Bistandsloven skulle gøre administrationen af sociale ydelser mere enkel. Sociale ydelser skulle nu også tilrettelægges efter individuelle behov. En kontanthjælpsmodtager med børn ville få mere i understøttelse end en modtager uden børn, da det koster penge at have børn, de skal jo både have mad, tøj, sko, legetøj osv. På den måde tages der hensyn til individuelle behov.