Psykologi, behaviorisme

Du kan både komme ind på adfærds- og udviklingspsykologi.

Ok, tak. Man kunne vel også anvende psykoanalysen?

Inde for psykologi kan man se et givent emne ud fra utroligt mange vinkler, og den ene behøver nødvendigvis ikke være mere korrekt, eller give mere mening end den anden. De kan alle sammen give mening men på forskellige måder. Det er altså vigtigt at have en helhed for øje!

Men hvad mener du med dit spørgsmål? Hvordan dominerende forældre påvirker børnene, når de bliver voksne? Eller hvordan forældres dominerende adfærd kan have en betydning for barnets udvikling, og hvordan det derefter kan have en betydning for personligheden, når barnet er blevet voksen? Der er en forskel. :) 

Der kan  inddrages behaviorisme ift. straf og belønning. I forhold til indlæring er observationel indlæring ift. modelling relevant. (man lærer af at se på forældrene, og opfører sig muligvis på "samme" måde, når man selv er blevet voksen). Og pga. indlæring vil man undgå nogle ting, fordi forældrene har reageret negativt på det. Det kan faktisk vise sig at være ganske uhensigtsmæssigt som voksen, hvor man undgår noget, der måske slet ikke er farligt. Både psykoanalysen og udviklingspsykologi kan jo se på, hvilke faser et barn går igennem udviklingen, og hvordan forældres autoritære opdragelse kan påvirke barnets udvikling og personlighed, når det bliver voksen.

For det første kan det jo påvirke hele barnets personlighed og verdensopfattelse. Hvordan den gør det, afhænger jo også i høj grad af, hvordan forældrene er dominerende. Fx. kan barnet når det bliver voksen udvise et sort/hvidt syn på verden, fordi forældrene igennem deres dominerende adfærd muligvis kun viser én rigtig måde. Dette kan lede til et smalt perspektivtagning, stereotype opfattelser af andre og måske generelt en indelukkethed overfor noget anderledes.

Hvis vi tager den behavioristiske vinkel i betragtning, kan det resultere i, at barnet som voksen vil være motiveret ud fra excentrisk motivation om straf og belønning. Dvs. at udefrakommende personer eller begivenheder, kan være styrrende for hele ens måde at handle på i verden, man bliver så at sige hevet rundt i manegen og ikke rigtig mærker, at man handler ud fra egne værdier, holdninger, interesser og behov. 

Altså kan den dominerende adfærd fra forældrenes side, kan (behøver dog ikke) have indflydelse på barnets selvstændighed og udvikling af et fuldkomment selv. Hvis forældrene har været meget dominerende, har barnet muligvis ikke fået lov til selv at udvikle sin egen personlighed, fordi forældrene har været styrende. Her kan man evt. sammenligne med den demokratiske måde at være på overfor børn. Her bliver der fx. lyttet til barnet, og dermed bliver det anerkendt for de meninger, holdninger og behov det har. Det giver jo masser af selvværd, gå på mod og en tro på sit eget selv. 

Dette blev pludselig til en lang tankestrøm, og det kan måske være, du kan bruge nogle af tankerne til at finde andre vinkler at anskue det fra. :-)

KH.

.