Medborgerskab

Et af de vigtigste steder man kan regulere den slags er ved at decentralisere - altså flytte de politiske beslutningsprocesser så tæt på de mennesker de omhandler som muligt. Tesen er egentlig rimelig simpel; hvis man føler, man har mulighed for at få indflydelse, så er sandsynligheden for at man engagerer sig større. Det er også et interessant tema, fordi tendensen i mange år har været den modsatte. Mange beslutninger der tidligere lå i Folketinget ligger nu i EU, de 15 amter blev til 5 regioner, og en del af deres magt blev i øvrigt flyttet til Folketinget, de 273 kommuner blev til 91, og helt nede på institutionsniveau ser man også at de små skoler, sygehuse og daginstitutioner fusioneres til stadigt større enheder. Dette gør det mere og mere uoverskueligt at øve indflydelse, hvorfor den gruppe der forsøger bliver mindre og mindre.

Et andet vigtigt område er hvordan man øger medborgerskabet hos marginaliserede grupper (økonomisk, socialt og kulturelt), fx kontanthjælpsmodtagere, handicappede, flygtninge/indvandrere mv. Disse grupper har en tendens til at deltage mindre i foreningsliv, bestyrelsesarbejde mv. Så initiativer til at styrke deres deltagelse vil klart have en positiv effekt. Det kan fx være større grad af tosprogethed eller andre måder at bryde sprogbarrierer på, hensyntagen til anderledes kulturel adfærd (fx alkohol og svinekød), tilgængelighed for handicappede, fx tegnsprogstolkning og kørestolsadgang mv.

En tredje ting er et øget fokus på at de offentlige institutioner (daginstitutioner, skoler, uddannelsessteder, hospitaler, plejehjem mv.) fokuserer på borger- og brugerinddragelse og aktivt forsøger at opdyrke engagement, fx ved at understøtte elevråd og patientforeninger i deres arbejde.