Ionforbindelser

Kemiske forbindelser

En kemisk forbindelse er karakteriseret ved at være et kemisk stof, der består af mindst to forskellige slags atomer. Kategorien omfatter derfor alle stoffer på nær grundstofferne i deres rene form, altså såsom metallisk jern (Fe) eller ilt (O_2).

Kemiske forbindelser deles ind i to forskellige typer: molekyler og ionforbindelser. Om en kemisk forbindelse er et molekyle eller en ionforbindelse afgøres af, hvilke bindinger der holder atomerne i forbindelsen sammen. Hvis alle bindingerne er kovalente, er der tale om et molekyle. Hvis det i stedet er ionbindinger (link), der holder atomerne sammen, er det en ionforbindelse.

Hvis en kemisk forbindelse indeholder både kovalente bindinger og ionbindinger, er der typisk tale om en ionforbindelse af sammensatte ioner, hvor de sammensatte ioner består af kovalente bindinger. Et eksempel på dette er ionforbindelsen kaliumnitrat (KNO_3). Her haves en ionbinding mellem kaliumionen (K^+) og nitrat-ionen (NO_3^-), mens oxygenatomerne i nitrat-ionen er bundet til nitrogenatomet med kovalente bindinger.

Ionforbindelser

En stor gruppe af ionforbindelserne kaldes også for salte. Hvis en ionforbindelse indeholder en ionbinding mellem et metal og et ikke-metal, er det et salt. Natriumklorid (NaCl) er et eksempel på et salt, da det består af metallet natrium (Na) og ikke-metallet chlor (Cl). Alle salte er altså ionforbindelser. Et eksempel på en ionforbindelse, der ikke er et salt, er hydrogenfluorid (HF). Selvom hydrogenfluorid er et diatomisk molekyle, der er bundet sammen af en ionbinding, så indeholder det ikke et metal og kan derfor ikke karakteriseres som et salt.

Om en ionforbindelse kan klassificeres som et salt eller ikke, er generelt ikke særligt tydeligt defineret. Derfor ser man ofte, at alle ionforbindelser kaldes for salte. Det afhænger dog af ens niveau og detaljegrad, hvor dybt man går ned i disse definitioner.