Studiestart - 9 gode råd

Studiestart nærmer sig med hastige skridt. For manges vedkommende er ’skole’ nok blevet lidt af et fremmedord i løbet af sommerferien, men nu skal ordet, og alt, hvad det indebærer, findes frem fra gemmerne igen. Bøgerne skal støves af, hjernen skal slås til, og værst af alt skal vækkeuret igen stilles til kl. ’alt-for-tidligt’ om morgenen. Du har sikkert lige nået at vænne dig til en døgnrytme og et hverdagstempo, som du har nydt, men det er desværre et overstået kapitel. Du skal nemlig så småt begynde at trykke på din indre speeder, for det er blevet tid til studiestart!

Studiestart på AU

Foto: Søren Kjelgaard / AU Kommunikation 

Vi har på Studieportalen.dk lavet en liste med en masse gode råd til studiestarten. Selvom det måske lige tager lidt tid at komme op i gear, så er starten på skoleåret utrolig vigtig. En god studiestart er nemlig grobunden for et godt skoleår. Et godt skoleår betyder gode karakterer. Og gode karakterer giver adgang til din drømmeuddannelse. Så der er ingen tid at spilde!

Gode råd til studiestarten

  1. Opbyg sunde studievaner. Hvis du kommer skævt fra start, kan det være, at du aldrig når at komme ordentligt i gang, og det kan let gå hen og blive en ond spiral, som du har svært ved at komme ud af igen.
     
  2. Sæt nogle mål. Sæt også nogle mål og forventninger. Find med andre ord ud af dit ambitionsniveau inden studiestart eller som minimum lige efter i er startet. Hvad vil du gerne have ud af året? Vær ærlig over for dig selv!
     
  3. Opbyg gode lektievaner. Prøv at sætte bestemte timer af til at lave lektier. Inden du går i gang med lektierne, så sluk for telefonen og slå eventuelt internettet på computeren fra. Fjern med andre ord potentielle overspringshandlinger. Glem alt andet og koncentrer dig om lektierne. Hvis du gør det, bliver du formentlig overrasket over, hvor hurtigt du kan blive færdig.
     
  4. Udnyt din tid! Hvis du har en fritime eller pludselig får aflyst en time, så væn dig til at se den som ekstra tid til lektier frem for ekstra tid til frikvarter. Det kan spare dig for mange af de aftener, hvor du i træthedens desperation kværner den ene energidrik og/eller kop kaffe efter den anden i et naivt forsøg på at gøre din danske stil færdig. Hvis du sørger for at bruge din tid effektivt, så får du mere fritid, mere søvn og bedre karakterer. Og hvem vil ikke gerne have de tre ting?
     
  5. Væn dig til at være aktiv i timerne. Sæt dig nogle mål om i hvert fald at læse noget af lektien til hver gang, så du kan deltage i klassediskussionen. Jo bedre forberedt du er, jo lettere er det at være aktiv. Du behøver ikke nødvendigvis at sige noget hvert femte minut, og du behøver heller ikke at nærlæse alt til hver gang, men sørg for at din lærer bliver gjort opmærksom på din eksistens ved at række hånden op og sige noget en gang i mellem. Det er det, der afgør, om du får 02 eller 10 i mundtlig årskarakter.
     
  6. Lærerne bedømmer dig fra start! Lærerne bedømmer din indsats lige så meget i begyndelsen af året som senere. Det er altså ikke kun din indsats lige op til karaktergivningen, der tæller, men derimod både din indsats ved studiestart samt i løbet af resten af året. Så lad være med først ”at tage dig sammen” eller ”gøre dig god”, dagen inden du får årskarakterer, for der er det for sent.
     
  7. Et godt førstehåndsindtryk er alfa omega. Der er skrevet tykke bøger om betydningen af førstehåndsindtrykket i relationen mellem mennesker, og konklusionen er altid den samme: Det betyder alt! Det gælder også relationen til din nye lærer. Vær klar og forberedt ved studiestart ved at være aktiv og sørge for, at du giver din nye lærer indtrykket af, at du er engageret. Det er også dokumenteret, at et dårligt førstehåndsindtryk kan være svært at ændre, så hvis din lærer først får en opfattelse af dig som doven, ugidelig og måske det, der er værre, så er du allerede bagud på point efter første uge. Og de point får du måske aldrig indhentet.
     
  8. Skab gode notatvaner. Notér ikke alt, hvad læreren siger, men prøv at formulere de vigtigste ting. Det er blevet ret nemt at tage noter på bærbare computere, men mange begår den fejl at notere alt, hvad læreren siger. Vi har lavet en guide til, hvordan du tager gode noter
     
  9. Vær klar fra start. Det overordnede og bedste råd, vi kan give dig med i tasken til studiestart, er at sørge for at komme godt i gang. Skab de gode vaner, inden de dårlige tager over. Ligesom det er svært at ændre et skidt førstehåndsindtryk, er det også svært at komme af med dårlige vaner. Ved at komme godt i gang undgår du helt at skabe dem.

Husk til sidst på, at din ungdomsuddannelse virkelig betyder noget. En hel del faktisk. Det er den indsats, du yder her, der afgør, om du kommer ind på dit drømmestudie. Det ligger måske langt ude i fremtiden, men tænk alligevel over det.

Giv dig selv det bedst mulige udgangspunkt for din videre færden i livet ved at gøre noget ud af din ungdomsuddannelse. Du vil nemlig fortryde det, hvis du ikke kommer ind på drømmestudiet, fordi du ikke lige tog dig sammen i Oldtidskundskab og Religion. Og det starter alt sammen med, at studiestarten er optimal, fordi du er forberedt og klar over hvad du ønsker at opnå i det kommende skoleår.