Central/decentral styring

At styre fra central hånd eller fra lokal hånd er ikke altid så objektivt.

I EU har de eksempelvis subsidiaritetsprincippet, der søger at afveje fordelene og ulemperne ved at lade EU varetage en politisk og administrativ opgave, idet det tilstræbes, at beslutningerne træffes på det lavest mulige niveau således, at mindst mulig suværenitet tages fra nationalstaterne. I henhold til dette er EU den centralistiske styrelse, mens nationalstaterne står for den lokale/decentrale styrelse.

Fornyelig blev det diskuteret, om regionerne skulle nedlægges for at lade staten varetage de (få) opgaver, der hidtil havde påhvilet regionerne. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, men staten er i dette forhold den centrale  forvaltning, mens regionerne agerer de decentrale. 

I Danmark indkræves skatten eksempelvis både fra staten og fra kommunerne. Det er formodentlig sket som følge af en afvejning af, at kommunerne har bedre overblik over deres egne budgetter og derfor som minimum må have en vis medbestemmelse over sine indtægter såvel som at planlægge udgifterne. På den måde bliver skatten administreret af både en central myndighed i form af staten og en mere lokal myndighed, der sker ved kommunen.

Kort og godt: Jo tættere på borgerne desto mere lokalt sker forvaltningen. Det er en diskussion om ressortfordeling.