International økonomi

finans og pengepolitik

11. januar 2012 af ocelot427 - Niveau: B-niveau

kan man godt føre en lempelig finanspolitik, og samtidig føre en stram pengepolitik?

formålet skulle være, at få flere folk til at se det kan betale sig at arbejde, ved at betale mindre i skat, og få højere rente til deres opsparing.

eller er der en anden politik som gør det mere attraktiv at arbejde? 

 

på forhånd tak :)


Brugbart svar (2)

Svar #1
11. januar 2012 af Walras

Du skal, som skrevet i tidligere indlæg, skelne imellem struktur- og stabiliseringspolitik.

På det korte sigte er økonomien volatil, idet efterspørgslen ikke kan tilpasse sig, når priser og lønninger er træge. Derved skabes konjunkturer, som kan søges modvirket igennem stabiliseringspolitik, hvis formål er at påvirke efterspørgslen i den modsatte retning af konjunkturen for derved at stabilisere økonomien omkring trenden.

Stabiliseringspolitik kan føres som finanspolitik og/eller pengepolitik.

I finanspolitikken skelnes da imellem diskretionær finanspolitik og automatiske stabilisatorer.

- At føre diskretionær finanspolitik er at påvirke efterspørgslen ved aktivt at føre enten lempelig eller stram finanspolitik, dvs i praksis at fremrykke/tilbagerykke offentlige investeringer eller på kort sigt at sænke/hæve skatterne. 

- De automatiske stabilisatorer udspringer af det faktum, at den gældende finanspolitik har indbygget faktorer, der gør, at konjunkturerne helt automatisk i nogen grad bliver absorberet. For eksempel er det en automatisk stabilisator, at skatterne opkræves proportionalt med den økonomiske aktivitet (som procentsats af indkomsten) således, at skatterevenuet er stort, når den effektive efterspørgsel er stor, mens skatterevenuet er småt, når den effektive efterspørgsel er lille. Et andet eksempel på en automatisk stabilisator er, at arbejdsløshedsunderstøttelsen kontravarierer med ændringer i den effektive efterspørgsel. Når den effektive efterspørgsel således er lille, er arbejdsløsheden stor, og det samlede understøttelsesbidrag vil da være stort. Omvendt er det, når den effektive efterspørgsel er høj, idet arbejdsløsheden da er lav, så færre har brug for understøttelse, og det samlede bidrag vil derfor være lavt.

I pengepolitik er det muligt for centralbanken at hæve og sænke renten eller muligvis lette kreditgivningen for derved at påvirke den økonomiske aktivitet. 

Stabiliseringspolitik er kun brugbar på kort sigt, idet den kunstige opretholdelse/mindskelse af den effektive efterspørgsel vil føre til inflation, højere renter og gæld på lang sigt, der derved udhuler virkningen af stabiliseringspolitikken.

At føre ekspansiv finanspolitik og kontraktiv pengepolitik på en og samme tid er gældsskabende, men det kan være nødvendigt, hvis efterspørgslen skal påvirkes, og inflationen holdes nede. Omvendt kan det, som det er set i den nuværende gældskrise, være lige så nødvendigt at føre kontraktiv finanspolitik (for at sikre de nationale budgetter) og ekspansiv pengepolitik (for alligevel at forsøge at påvirke den effektive efterspørgsel). 

Strukturpolitik handler derimod om at påvirke de langsigtede strukturer i økonomien for derved at sikre holdbar vækst på lang sigt (dvs påvirke trendens niveau og hældning i positiv retning). Finanspolitik og pengepolitik kan også begge benyttes i dette øjemed, men det er ikke på den diskretionære form, som det lyder til, at du efterlyser.

Strukturpolitiske ændringer i finanspolitikken kan eksempelvis være at omlægge skatten, så den understøtter mere langvarige, vækstskabende strukturer. Det kunne være ved at lette skatten på arbejde for derved at øge arbejdsstyrken på lang sigt, mens det samme revenue da kunne indkræves via ejendomsbeskatningen, der ikke på samme måde skaber vækst. Skat på kapitalindkomst gør det mindre attraktivt at spare op og investere, hvorfor det udhuler kapitalintensiteten i økonomien, som derfor gør arbejderne mindre produktive. En sådan skat kunne desuden (på lang sigt med fordel / på kort sigt måske uden fordel) undgås. At nedsætte rentefradraget på negativ kapitalindkomst kunne desuden være en måde at fordre større opsparing på, som derved ville øge kapitalintensiteten og arbejdernes produktivitet. Skat på diverse erhverv og innovation er desuden med til at modvirke væksten, så der kunne eventuelt tales for at sænke disse eller i givet tilfælde helt fjerne dem.

Da det er forskellen på løn og understøttelse, der er relevant for, om det er attraktivt at arbejde, vil det øge arbejdsstyrken, såfremt understøttelsesniveauet sænkes relativt (bemærk, at den nuværende regering gør lige det modsatte ved at ophæve kontantshjælpsloftet). 

Reformer, der har til formål, at mindske andelen af de offentlige ansatte og kanalisere en del af disse over i den private sektor kunne også være en måde at øge væksten på.

I økonomisk teori hersker der bred enighed om, at pengepolitik på lang sigt udelukkende skal søge mod at stabilisere inflationen, se Barro-Gorden modellen. Hvis centralbanken formår dette, vil det betyde, at realrenterne er lave, og staten vil kunne låne penge billigere, hvilket således understøtter væksten.

Andre strukturpolitiske ændringer kan være arbejdsmarkedsreformer, som på sigt påvirker arbejdsudbuddet. I Danmark er dagpengereformen og efterlønsreformen eksempler på sådanne. En reform via arbejdsmarkedes parter som øger den ugentlige arbejdstid fra 37 timer til 38? timer vil desuden være med til at skabe vækst ved at øge det langsigtede arbejdsudbud.

I øjeblikket diskuteres muligheden for, at nogle førtidspensionister eventuelt kan bidrage på arbejdsmarkedet, hvis de rette fleksordninger stables på benene. En sådan reform ville desuden være med til at øge arbejdsudbuddet. 

Reformer, der sigter imod at øge konkurrencen de forskellige markeder, vil tillige være med til at øge væksten og den strukturelle beskæftigelse. Dette kan eventuelt ske ved at mindske toldregler og lignende, som Danmark eksempelvis har gjort det ved at indgå i det europæiske Indre Marked, som er en toldunion. Desuden kan det ske igennem mere omfattende konkurrencelovgivning. Selv om denne i Danmark i forvejen er meget omfattende, er der stadig sektorer, som kunne gøres mere konkurrerende. 

For at øge landets konkurrencedygtighed kan det være relevant via arbejdsmarkedets parter at plædere for at holde igen med lønudviklingen, så priserne ikke vokser så hastigt. Det vil udover at øge nettoeksporten på sigt også gøre det mere attraktivt for virksomhederne at hyre ny arbejdskraft og dermed øge den strukturelle beskæftigelse. 

Derudover vil reformer, som sikrer, at opsparingen i landet øges også kunne bidrage til vækst igennem større kapitalakkumulation.

Fra det offentliges side kan væksten påvirkes ved at understøtte incitamenter til at få børn (øger arbejdsstyrken på meget lang sigt), få en videregående uddannelse (øger humankapitalen i samfundet og dermed produktiviteten og innovationen), øge sundhed (øger produktivitet) såvel som understøtte andre institutionelle konkurrenceparametre som eksempelvis infrastrukturen og daginstitutioner, der dermed gør det nemmere at drive virksomhed og at få tid til at arbejde.

Det var bare et par eksempler. 


Brugbart svar (1)

Svar #2
05. juni 2012 af miamiamia18 (Slettet)

Omvendt kan det, som det er set i den nuværende gældskrise, være lige så nødvendigt at føre kontraktiv finanspolitik (for at sikre de nationale budgetter) og ekspansiv pengepolitik (for alligevel at forsøge at påvirke den effektive efterspørgsel).

Sidder netop med en opgave hvor jeg skriver om ovenstående, som jeg har sat ind i IS-LM modellen. Men nu sidder jeg og bliver lidt i tvivl. Giver det overhovedet mening både at føre ekspansiv pengepolitik og kontraktiv finanspolitik? og hvilken påvirkning vil det have på BNP ?

 

 


Skriv et svar til: finans og pengepolitik

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.