Geografi
UNFPA?
hvordan kunne jeg omformulere dette på en anden måde for at kunne forstå det?
Målene for UNFPA - at opnå universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed (herunder familieplanlægning), fremme af reproduktive rettigheder, reducere mødredødeligheden og hurtigere fremskridt på ICPD-dagsordenen og MDG 5 - er uløseligt forbundet. UNFPA fokuserer også på at forbedre livet for unge og kvinder, ved at advokere for menneskerettigheder og ligestilling og ved at fremme forståelsen af ??populationsdynamik. Populationsdynamik, herunder vækstrater, aldersstruktur, fertilitet og dødelighed og migration have en virkning på alle aspekter af den menneskelige, sociale og økonomiske fremskridt. Og seksuel og reproduktiv sundhed og kvinders muligheder al kraftigt påvirker og påvirkes af den demografiske udvikling.
Svar #1
24. april 2012 af mettestrandlod (Slettet)
Hej
Jeg hedder Mette og arbejder for UNFPA's nordiske kontor i Købehavn. Lad mig se om jeg kan besvare dit spørgsmål:
Det er en menneskerettighed selv at kunne bestemme hvor mange børn, man gerne vil have. Det er den ret, der henvises til, når der skrives "reproduktiv rettighed". Hvis man skal forklare det vigtigste af UNFPA's (FN's Befolkningsfonds) arbejde i en enkelt sætning, så er det at gøre folk i stand til at få det antal børn, de gerne vil have, på det tidspunkt de gerne vil have dem, uden at risikere liv og helbred. Altså at nyde denne rettighed.
Hvis man selv skal kunne bestemme, hvornår man vil have børn, skal man først og fremmest have noget viden; man skal have seksualundervisning, så man både ved, hvordan børn bliver skabt, og hvordan man kan beskytte sig mod uønsket graviditet. Og så skal man have mulighed for at bruge prævention.
I forhold til spørgsmålet om at risikere liv og helbred, så kan ubeskyttet sex fører til HIV og andre seksuelt overførte sygdomme. Derfor skal man have adgang til test og behandling, før man prøver at få børn (altså før ubeskyttet sex). Desuden er det et kæmpeproblem i mange u-lande, at kvinder ikke har adgang til jordemødre og til akut hjælp som f.eks. kejsersnit. Derfor dør 358.000 kvinder i u-lande hvert år i forbindelse med graviditet og fødsel. Det er den største dødsårsag blandt unge kvinder på 15-19 år og i et land som Niger, der har den højeste dødelighed, er det op mod hver 16. kvinde, der risikerer at dø i forbindelse med graviditet og fødsel.
Når vi taler om "seksuel og reproduktiv sundhed" så er det det fulde begreb, der omfatter alle de forhold, der påvirker sundhed i forhold til seksualitet og reproduktion (altså at få børn). Hvis vi ser på et pigeliv i syd, så bliver 3 millioner piger hvert år omskåret. Det er et helt unødvendig overgreb, som i sig selv fører til dødsfald blandt pigerne (pga infektion) men som også fører til varige mén og som kan forøge risikoen for problemer i forbindelse med fødsel. Senere bliver pigen måske gift bort alt for tidligt. Det er i sig selv i mod barnet rettigheder, men det er også et problem, når ikke fuldt udvoksede piger bliver gravide - piger mellem 15 og 19 er i dobbelt så stor fare for dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel som kvinder over 20. For de ugifte kan det være svært at få adgang til prævention, for de gifte er der måske en forventning om at bringe børn ind i ægteskaber. Hvis man er ung og kvinde, er man også rent fysisk i højere risiko for at få HIV, hvis man udsættes for smitte. Og sidst men ikke mindst udsættes mange unge piger for vold, også af seksuel karatér.
Men selv i et ganske almindelig ægteskab, kan det være svært at begrænse sig til det antal børn man ønsker. Prævention er måske ikke så let at få fat på - det er meget almindeligt at klinikker løber tør, det kan være for dyrt, eller klinikken kan ligge langt væk. Det kan være, at der er et specielt ønske om, at man får mange drengebørn, eller det kan være at manden (eller svigermor) gerne vil have flere børn, end kvinden selv ønsker. Derfor er der i dag 215 millioner kvinder i forhold, der siger, at de ikke ønsker at blive gravide inden for de næste to år, men som alligevel ikke bruger prævention.
Dermed arbejder UNFPA både med seksualundervisning, med at udbygge sundhedssystemer, med at indkøbe prævention til lande (faktisk ligger hele indkøbsafdelingen med 50 ansatte her i København), med at uddanne jordemødre og lave systemer, så kvinder kan blive transporteret til hjælp, hvis der opstår komplikationer under fødsel, og med at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder - og piger og drenge. Vi ved, at piger, der får en uddannelse, generelt ønsker at få færre børn, og bedre er i stand til at få det antal børn, de ønsker, Og så arbejder vi for at afskaffe traditioner som f.eks. børneægteskaber og omskæring af piger. Det gør vi ved at arbejde med lokale partnere, der selv er en del af samfundet. Gennem oplysning, får de lokalsamfund til selv at nå frem til en beslutning om, at afskaffe disse traditioner. Det er den bedste og mest holdbare måde at gøre det på.
Desuden hjælper vi lande med at lave folketællinger. Det er en forudsætning for at kunne planlægge for eksempel udbygning af skole- og sundhedssystem (social infrastruktur), at man i et land ved, hvor stor befolkningen er, hvor hurtigt den vokser, og hvordan den bevæger sig indenfor landets grænser - er der f.eks. mange, der flytter mod byerne?
Som FN-organisationer er UNFPA's mandat givet af medlemslandene. Og vores nuværende mandat blev verdens lande enige om i 1994, på International Conference on Pouplation and Development. Så det er den, der refereres til, når der står ICPD.
Jeg håber, du kan bruge dette.
Mange hilsner Mette
Skriv et svar til: UNFPA?
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
