Samfundsfag

3 vigtige punkter fra artiklen

25. januar 2013 af michelle-506 (Slettet) - Niveau: B-niveau

Hej er der nogle der kan hjælpe mig med at udpege de 3 vigtigste punkter i denne artikel? Kan ikke rigtig få det kortet ned.
Håber meget på svar (:

 

Kernefamilien ændrer form
Politiken | 29.12.2009 | Side 1 | 559 ord | Artikel-id: e1d33d9a |  Original artikel   
Den danske familie ændrer form fra far, mor og to børn til en langt mere varieret størrelse. Flere par vælger at leve uden fælles børn, og flere par får fire og fem børn sammen. Eksperter synes, det er fint.

af OLAV HERGEL, MARTIN KAAE OG KIRSTEN NILSSON

I bryggerset hos familien Probst i Dragør kan de ikke nøjes med én vasketøjskurv.
De har et skab, og indeni er der fem hylder. En til det blå snavsetøj, en til det hvide, en til det grå, en til det sorte og en til det farvede. Sådan er det nødt til at være med fem hjemmeboende og et udeboende barn. Men de to forældre, Daniel og Maiken, klager ikke.
»Vi har selv valgt det«, som Maiken Probst siger.
Hun er en af Danmarks nye storfamiliemødre, efterhånden som billedet af den typiske danske kernefamilie med far, mor og to børn har fået flere nuancer.
De seneste tyve år har nye familietyper vundet stærkt frem. Det drejer sig især om familier, hvor manden og kvinden ikke har børn sammen, samt i nogen grad familier med tre, fire og endnu flere børn.
»Familieformerne bliver mere ekstreme i dag«, siger idéhistoriker Agnete Braad, der har skrevet speciale om ' Familien efter kernefamilien'.
»Enten ofrer man alt for familien og går efter både tre og fire børn. Så sker det typisk på bekostning af kvindens arbejdsliv, og familielivet bliver et karrieremål i sig selv med syltning, bagning og hjemmelavet julepynt. En stor familie er et statussymbol, der signalerer maksimalt overskud, ikke mindst fordi det også er dyrt at have børn i Danmark«, siger Agnete Braad.
Tendensen fremgår også klart af tal, som Danmarks Statistik har trukket ud af den store database for Politiken.
I 1989 levede 310.000 par sammen med deres to fælles børn. I dag er antallet af den type familier nede på 277.000. Også antallet af par med ét barn er faldet markant.
Og det er vel at mærke sket i en periode, hvor det samlede antal børn i Danmark er steget med omkring 300.000.
I stedet findes børnene i stigende grad i storfamilier med fire og fem børn. Og de findes i stigende grad i sammensatte familier med papfædre, nye mødre og halvog kvartsøskende. Danmarks Statistik opererer nu med hele 37 forskellige måder at definere en børnefamilie på. Familien Danmark er blevet en samling af dine, mine og indimellem også vores børn.

»Det er et brag af en udvikling«
Selv om der bliver længere mellem den klassiske familie med far, mor og to børn, der gennemfører livet sammen, betyder det ikke, at familielivet er på retræte. Det ændrer bare radikalt form i disse år, vurderer idehistoriker Agnete Braad: »Verden forandrer sig, og det gør familierne også som følge af det. Det er der kun grund til at glæde sig over«, siger hun.
Fremtidsforskeren Johan Peter Paludan er enig: »Det er et brag af en udvikling. Parforhold brydes, og ægteskaber opløses, tit fordi børnene ødelægger roen og harmonien og sætter de voksne under pres. Så går man fra hinanden. Først er man gift med den, man får børn med. Derefter er man gift med den, man har det sjovt sammen med«, siger direktør for Instituttet for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan, der følger familiernes udvikling tæt.
Andre steder er der til gengæld dømt storfamilie som i gamle dage. Men endnu har omverdenen ikke helt vænnet sig til det.
Når familien Probst fra Dragør og deres seks børn møder op, er folk som regel ret positive. Men også forundrede.
De tror, at familien enten må være sammenbragt - eller stærkt religiøs.
»Vi er the freaks«, siger Daniel Probst.
Nye familieformer afspejler tiden 1. sektion side 4.
[email protected]


Brugbart svar (4)

Svar #1
27. januar 2013 af bauen (Slettet)

Den traditionelle familie er i tilbagegang

I dag mange børn, evt sammenbragte

Parforhold brydes hvis der er uro


Skriv et svar til: 3 vigtige punkter fra artiklen

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.