Studievalg og videregående studie

Mat-øk eller økonomi

30. juni 2013 af LipsyS (Slettet) - Niveau: Universitet/Videregående

Hej alle :)

Jeg skal som så mange andre til at søge studie meget snart. I den forbindelse er jeg meget i tvivl om hvor vidt jeg skal sætte Matematik-økonomi eller Økonomi som min første prioritet, jeg synes snart jeg har læst samtlige debatter og al den info jeg kan finde om uddannelserne på nettet. Men al den information gør mig næsten kun mere i tvivl om hvilket studie der er det rette for mig.

Jeg vil gerne have en uddannelse med stort fokus på matematik da jeg altid har været glad for dette fag, men samtidig har jeg altid haft en bred interesse for alle fag og derfor vil jeg samtidig gerne have en uddannelse der favner bredt, så jeg ikke kører træt i et fag og bliver træt af det. Da jeg egentlig godt kan lide en blanding af bløde og hårde fag, selvom jeg sig mig som overvejende naturvidenskabelig.

Jeg har her prøvet at lave en pro/con-liste over de to studier:

Matematik-økonomi Pros


- Meget matematik = højt niveau, udfordring. Stor efterspørgsel på folk der er gode til matematik.
- Mere anerkendt i udlandet = større chance for at få job i udlandet
- Færre der studerer det = færre om buddet til de samme jobs senere hen. Jeg vil være mere unik i min jobprofil
- Det er svære selv at tillære sig matematikken end at tillære sig de ting man lærer på polit
- Mindre studie
- Flere valgfag end på økonomi
- Mulighed for semester i udlandet allerede på bacheloren

Matematik-økonomi Cons

- Meget matematik -> for stor en udfordring? Da der er en meget høj dumpeprocent
- For meget matematik? Kommer til at blive for tørt og kedeligt, jeg kommer til at køre fast i faget?
- Man bliver for tidligt specialiseret

Økonomi Pros

- Bredere studie = belyser økonomi fra forskellige vinkler (hvis man kan sige det sådan) Faget er ikke kun matematik, der er altså en bedre blanding, af bløde og hårde fag.

Økonomi Cons

- Jeg frygter virkelig, virkelig, at der er for mange gange, hvor man ikke kan sætte ”to streger under resultatet”. Dette skyldes at jeg synes mange på diverse debatter har nævnt, at man på økonomi lærer intuition (hvilket man ikke skulle lære på mat-øk). Men jeg ved jo i og for sig nok bare ikke, hvad dette begreb helt konkret indebærer? Det lyder bare i mine ører meget lidt… matematisk…
- Jeg frygter, at der ikke er nok matematik og for meget samfundsvidenskab, nok især fordi studiet er placeret på CSS
- Jeg frygter at jeg dermed ikke bliver en interessant nok arbejdskraft i udlandet.
- Få valgfag = derfor mindre mulighed for at tone uddannelsen og danne sig en personlig profil.
 

Hvis jeg ender op med en af disse uddannelser ser jeg gerne mig selv i en stilling, hvor jeg benytter mig af matematikken, men ikke kun har arbejdsopgaver der drejer sig om det. Altså vil jeg evt. også gerne være inden for trading eller som børsanalytiker. (Dog ved jeg generelt ikke nok om de efterfølgende jobs til at udtale mig mere specifikt om det). Derudover vil jeg, som I nok kan fornemme ud fra min pro/con-liste, gerne have muligheden for at få job i udlandet eller i hvert fald arbejde i en global virksomhed.

Jeg vil derfor meget gerne høre jeres kommentarer. Hvor meget matematik er der egentlig på økonomi og vil jeg fortryde, hvis jeg ikke vælger mat-øk?


Brugbart svar (0)

Svar #1
01. juli 2013 af Okapipasser

Hej LipsyS

Jeg har selv studeret Aktuar, hvilket i den første del af kurset følges meget med Mat-Øk, og jeg arbejder sammen med en del der har studeret Økonomi. Vi sidder i et afstemningsteam og arbejder derfor alle med mere eller mindre de samme opgaver. Jeg ved at der både er nogle der tilrettelægger deres økonomi studie så de lægger meget stor vægt på det samfundsvidenskabelige, men man kan også lægge stor vægt på selve matematikken.

Jeg er ikke helt klar over hvor store muligheder man har for at komme til at arbejde i udlandet hvis man vælger en økonomisk uddannelse, men der burde være muligheder for at læse et semester i udlandet, hvilket nok vil være en fordel.

Jeg håber du kan bruge ovenstående.


Brugbart svar (0)

Svar #2
02. juli 2013 af Earthquake (Slettet)

Ved ikke helt hvornår fristen for at ansøge løber ud, så nu svarer jeg bare alligevel.

Mht. Mat-øk: "Mere anerkendt i udlandet = større chance for at få job i udlandet" tror jeg ikke er rigtigt. Polit-studiet (hvis du vælger ku), er et meget anerkendt studie, fordi det er så stort og folk ved ligesom hvad man er, ifht. en matøk uddannelse.

 

Har studeret et år matøk og det første år er der ikke meget blanding mellem fagene. Den ene halvdel er ren økonomi (ligesom det økonomi-studerende får), mens den anden halvdel er ren matematik (lineær algebra, it, calculus osv). Kan være der kommer noget mere overlap senere, det skal jeg ikke kunne sige.

Mht. jobmulighed er det oplagt at tænke på at der er mindre udbud af matøkere, og derfor er de mere eftertragtede. Vi fik afvide som tommelfinger-regel at oeconerne er dem der sidder i filialer, matøker er dem der sidder i hovedsæddet (sagt med et smil på læber og af en matøk-forelæser, så skal tages med et forbehold).

Synes ikke du skal vælge udfra jobmuligheder, da der er mindst 5 år til du bliver færdig og til den tid kan der være ændret mange ting. Du skal blot vælge det du synes er mest interessant. Det er også der du automatisk vil klare dig bedst efter studiet så.

 

Held og lykke med valget :)


Brugbart svar (0)

Svar #3
16. august 2013 af Walras

Hvis du gerne vil have matematik på økonomi, kan du sagtens få matematik. Teoretisk mikroøkonomi er eksempelvis næsten ren matematik, men selv en makroøkonomisk models resultater og "økonomiske intuition" kan nu være svær at se for optimumsrelationerne (som i øvrigt udledes med metoder fra raketfysik).
Den økonomiske intuition er en historie, du lægger ned over matematikken for at retfærdiggøre din model og dine resultater. Det er en måde at forklare implikationer og kausaliteter på - ikke en måde at teoretisere tomt på (vi studerer ikke statskundskab :-) Enhver økonomisk teori starter med en idé, en historie, der undersøges i en matematisk model - denne har til formål at nedbryde den komplicerede virkelighed, så den kan forklares i mindre detaljerede relationer. Men ét er at se effekten af et initiativ i sin model, noget helt andet er at forklare, hvorfor initiativet har denne effekt. Det er denne forklaring, som kaldes økonomisk intuition, og det er den, der adskiller en økonom fra en matematiker. At regne rigtig kan vi (forhåbentlig) alle.
Der er også meget i økonomi, som man kan sætte to streger under. Måske ikke et resultat, men så en adfærdsrelation, der udspringer af de præmisser, som vi har opstillet i modellen. Om præmisserne så er rigtige kan diskuteres, for resultatet skal jo gerne afspejle virkeligheden. Men selv om økonomer er dygtige, og har gode modeller, er det jo altid svært at spå om menneskelig adfærd (den ændrer sig jo konstant, ikke ligesom naturvidenskabelige fænomener, der for det meste er konstante. Derfor er der meget større usikkerhed i økonomi, selv om metoderne minder og i høj grad er de som i fysik).

Skriv et svar til: Mat-øk eller økonomi

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.