Det athenske DEMOKRATI - historieopgave!

Hej alle kloge væsner:)
Hvis nogen evt. skulle få lyst til lige at gennemlæse min historie opgave om det athenske demokrati og give lidt respons, ville jeg bare blive super glad! Jeg mangler egentlig blot nogle andre friske øjne der lige kan suplere med lidt konstruktiv kritik.. På forhånd tak:)
Hilsen Isabel








































”Mange styreformer er blevet afprøvet, og vil blive afprøvet i denne verden af synd og sorg. Ingen forestiller sig, at demokrati er perfekt eller hele vejen igennem klogt. Faktisk er det blevet sagt, at demokrati er den værste form for styre bortset fra alle de andre former, der er blevet prøvet i tidernes løb."

Indledning
I dag ses demokrati i vesten som den ideelle styreform og mange krige udkæmpes derfor i dets navn. Gennem de 2500 år hvor demokratiet har været kendt, har begrebet haft mange betydninger og er blevet omdiskuteret, kritiseret og prist af mange forskellige filosoffer og samfundskritikere. Fænomenet, demokrati sås første gang i Athen 500-200 f.kr. dog i en lidt anden udgave end den vi ser i dag. Dengang var det fx kun mænd over 20 år der havde stemmeret (ikke medregnet metoikere og slaver) og man havde bygget samfundet op i helt andre organer end dem vi har i dag. Hvad der også adskiller nutidens demokrati og det athenske, er elementet af direkte demokrati. I dag er de fleste demokratiske stater karakteriseret ved valg af repræsentanter, mens demokratiet i Athen år 500-200 f.kr. var langt mere direkte.
Med denne opgave vil jeg først redegøre for det athenske folkestyres opståen og udvikling, fra Solons forfatning og til Perikles’ endelige udgave af demokrati. På baggrund af denne viden vil jeg gå videre til at beskrive hvorledes det athenske demokrati var opbygget virkede i praksis. Jeg vil ikke lægge vægt på at fortælle om de krige og de enkeltsager der forekom under demokratiet. Formålet med denne opgave er snarere at præcisere de tanker og ideologier der ligger til grund for oldtidsdemokrati, samt at eksemplificere hvorledes kritikken mod demokratiet lød. Til først nævnte vil jeg underbygge med en kilde, Perikles gravtale, hvori han klargøre hvor beundringsværdigt og godt fungerende den demokratiske styreform er. Til dennes modstykke vil jeg benytte et uddrag af Platons skrift, ”Staten”, for denne belyse Platons kritiske syn på demokrati.

1.1 Baggrunden for demokratiet
Det athenske demokrati blev dannet lidt efter lidt, og processen blev afbrudt af både krige og statskup. I det følgende vil jeg kort skitsere hvorledes Athen gik fra aristokrati, til et begyndende demokrati under Solon, til et tyranni og til sidst et endeligt demokrati – det pertilske.
Oldtidens Grækenland, af grækerne kaldet Hellas, var opdelt i adskillige små bystater, på græsk polis. Disse havde fælles identitet i form af sprog og religion, dog lå de i evig strid, især fordi de alle havde hver deres politiske ledelse, og sommetider også hver deres styreform. En af de største bystater var Athen, der dengang havde et areal på ca. 2250 km2 og lå på halvøen Attika. Grunden hvorfor det netop var Athen der voksede sig så stort, skal findes i bystatens beliggenhed. Athen var nemlig placeret kun få kilometer fra et godt havneområde, og samtidig bestod byen af forskellige høje der let kunne forsvares. Af disse var Akropolis den største.
Ca. 700 år f.kr. blev kongedømmet i Athen erstattet af aristokrati, hvor kongens magt blev fordelt ud på få adelsfolk, hvoraf den mest magthavende af disse var archonten. Da den adelsfødte Solon i 594 f.kr. blev archont indførte han en stænderforfatning, der siges at være det første skridt mod demokratiet. Solon frigjorde borgerne fra deres gæld, og forbød al gældslaveri i fremtiden. Samtidig opdelte han athenerne i fire formueklasser, der var baseret på avlens størrelse, og man behøvede derfor ikke længere at være adelsfødt for at have politiske rettigheder, thi ens rettigheder var bestemt ud fra ens rigdom. Endvidere fik Solon indført de første folkedomstole. Dog var ikke alle tilfredse med reformerne. De der havde tabt ved gældsophævelsen og de der modsat havde håbet på omfordeling af jordejendom strides.
Ved et kup i 561 f.kr. overtog Peisistratos magten i Athen. Peisistratos blev fordrevet og kom tilbage et par gange, men sad på magten til han døde. Derefter overtog hans to sønner tyranniet hvoraf den ene blev myrdet og den anden fordrevet efter nogle år. Ved tyranniets afskaffelse sørgede aristokraten, Kleisthene i 507 f.kr. for at Solons reform blev udviklet til det mere demokratiske. Han indførte den territoriale inddeling, ved at opdele Attika i ca. 100 små enheder som han kaldte demer. Hvor det før var normen at man blev opkaldt efter sin slægt, fik man nu oftere sit navn alt efter hvilken deme man tilhørte. Dette svækkede slægtens myndighed og fremmede dermed statsmagten. Tilmed bevirkede reformen at man ikke så let kunne skelne borgerne og metoikerne . Det var også under Kleisthene at metoikerne og endda nogle af slaverne fik tildelt borgerret.
1.2 Demokrati – i teori og praksis
Demokrati er det græske ord for folkestyre (demos = folk – kratos = styre), begrebet optræder første gang i kilderne fra ca. 500 år f.kr og det er ligeledes først der at der i Athen var tale om et egentligt demokrati. Dette konkluderer jeg ud fra den definition af demokrati at det indebærer lighed for loven og lige ret for alle statens borgere til på et vidst plan at deltage i statens styrelse. Demokratiet i Athen lever først op til denne definition da Perikleis kommer til magten. Han viderefører Kleisthenes reformer, men videreudvikler dem. Det fremgår ikke helt klart fra mine kilder hvem af de to omtalte herrer der indførte hvilke love, så det jeg vil beskæftige mig med her, er produktet af deres forfatninger; det athenske demokrati, uden at gå i dybden med hvem der præcist er bagmanden.
Det athenske demokrati var karakteriseret ved mange lodtrækninger frem for valg af mænd til de forskellige poster. Bagtanken var at alle i et demokratisk samfund skulle kunne agere ansvarlig for de forskellige poster.
Under ”det perikleiske demokrati”, der varede fra ca. 462-429 f.kr. var det borgerne der styrede samfundet. Definitionen af en borger var en mand over 20 år, hvis forældre begge var athenere, hvilket udelukkede metoikere og gjorde borgerretten til et arveligt privilegium. Ud af Athens ca. 350.00-400.00 indbyggere var det derfor kun ca. 30.000 mand der havde politisk medbestemmelse. I enkelte særtilfælde kunne en metoiker optages som borger, men det var kun i svære krigssituationer eller lignende hvor man havde brug for flere kræfter. Ellers var metoikerne frataget politiske rettigheder og rettigheden til at gifte sig med en Athener.
Det athenske demokrati var styret af forskellige organer og råd der hver havde deres opgave og som tilsammen opererede via et indirekte samarbejde. Heraf var folkeforsamlingen det mest centrale organ. Denne forsamling var åben for alle athenske borgere der havde interesse i samfundet. At deltage i demokratiet blev dengang set som borgernes pligt overfor staten, snarere end en ret som borgeren havde. Alle de deltagende mødtes på højen Pnyx, hvor der med indhegning var sørget for at der kunne være omkring 6000 mand. Var pladsen fyldt op måtte de resterende mænd der ikke mødte op i tide blive udenfor. Efter hvert møde fik deltagerne diæter udbetalt fra statskassen. Dette bevirkede at også fattige kunne deltage i beslutningsprocesserne. Der var folkeforsamling ca. 40 gange årligt og på hvert af disse møder blev der diskuteret omkring 10-15 punkter. Forsamlingens opgave var primært at vælge embedsmænd og at vedtage love samt enkelte beslutninger i udenrigspolitikken. De embedsmænd der blev valgt i folkeforsamlingen var 10 strateger som ledede hæren og flåden. Disse var den eneste gruppe i det perikleiske demokrati der ikke var kommet til magten ved tilfældig lodtrækning. Strategerne var udvalgt af folkeforsamlingen hvilket skulle sikre at de var kvalificerede til deres arbejde.
En anden institution der også spillede en væsentlig rolle under det athenske demokrati var folkedomstolen. Denne enhed havde fx til opgave at dømme de talere der havde forført eller ligefrem vildledt folkeforsamlingen til et forkert valg af standpunkt. Folkedomstolen, bestod af mindst 501 borgere der var udtaget ved lodtrækning af de 6000 edsvorne borgere over 30 år der sad som potentielle dommere i et år. Dommerpanelet rekrutterede tilmed de såkaldte nomotheter der talte ca. 1000 mand som alle var udtrukket ved lodtrækning. Nomotheterne havde til opgave at godtage de lovforslag som folkeforsamlingen ikke kunne tage stilling til og derfor sendte videre til denne post.
Den sidste enhed i det athenske demokrati var rådet, bestående af ca. 500 borgere over 30 år. Rådet havde eksisteret siden Kleisthenes tid og medlemmerne havde lige så længe været sammensat i fyler og udtaget ved lodtrækning. Hvilke sager der kom til diskussion i folkeforsamlingen var bestemt af folkerådet og de spillede derfor en vigtig rolle i beslutningsprocesserne. 50 mand fra hvert fyle sad en tiendedel af året som prytanere, hvilket indbragte at de skulle stå for mødeindkaldelse til folkeforsamlingen samt varetagelse af dagsorden for samme. (se også de forskellige organers indbyrdes relationer/demokratiets opbygning i bilag 1)

1.3 Pertikles syn på demokrati
For at belyse de forskellige syn på demokrati der herskede i antikken vil jeg først se på udtalelser fra en fortaler for demokratiets væsen. Her er Perikles et oplagt valg. Han blev genvalgt til strateg hele 14 gange i træk og har således haft stor indflydelse på det athenske demokrati, som han bestemt var en stor tilhænger af. I 431 f.kr. i den pelonnesiske krigs første år holdt han gravtale over de faldne soldater, hvori han ifølge Thukidids gengivelse beskrev og priste Athen som legemliggørelsen af de idealer, soldaterne døde for at forsvare. Samtidig kritiserede han indirekte fjenden, Sparta, der jo i højere grad havde aristokrati. Da Thukidids beretning om gravtalen er en samtidig kilde (skrevet umiddelbart efter talens afholdelse), samt at han var historiker og derfor må formodes at have interesse i at beskrive virkeligheden så objektivt som muligt, er kilden pålidelig. Kilden beskriver hvorledes Perikles starter sin tale; ”Den statsform, vi har, er ikke en efterligning af vore naboers love; nej vor statsform er snarere selv et eksempel for andre end andres for os.” Hermed lægger han retningen for resten af talen, hvori han stolt beretter om Athens, for ham fantastiske styreform. Ifølge Perikles indebærer friheden i hans samfund at alle, rige som fattige, har mulighed for at deltage i demokratiet og dermed komme staten til gavn. Perikles priser det athenske folk fordi de, som følge af demokratiet, viser respekt overfor lovende og de usagte regler såvel som overfor deres medmenneskers søgen efter lykke. Samtidigt udnytter han lejligheden til at fortælle hvorledes Athens militære praksis fungerede. Denne var karakteriseret ved åbenhed overfor fremmede og ved en tro på Athens dådskraft mere end på intriger. Om den demokratiske beslutningsproces udtaler han, at demokrati, i forhold til andre styreformer, medfører at en sag bliver grundigere og mere alsidigt belyst grundet lange debatter på folkeforsamlingen. I kraft af demokratiet er Athens planer derfor langt mere gennemtænkte og velovervejede end de andre bystaters, der er præget af uvidenhed og ubeslutsomhed.
Som det fremgår af overstående har kilden en klar tendens; Perikles ønsker at lovprise demokratiet og få det til at fremstå som et forbillede for Hellas øvrige bystater. Kilden skal derfor ikke ses som en historisk beretning, da denne ikke beskriver demokratiets fungeren fra en objektiv vinkel. Men kilden kan i stedet bruges til at præcisere hvorledes nogle athenere så demokratiet som den eneste rigtige styreform. Dog var der flere forhold der bevirkede at ikke alle var af denne overbevisning.

1.4 Demokratiet under Perikles
Perikles demokratisering af Athens forfatningsform fik ikke helt den succes Pertikles tillagde den i sin gravtale. Grundet den peloponnesiske krig (431-404 f.kr.) voksede kritikken af demokratiet. Det viste sig nemlig at folkeforsamlingen ikke var i stand til at føre en kontinuert politik, som ellers var nødvendig i krig. Thi under krigen måtte en stor del af Athens befolkning drage i krig, skønt det ellers var dem der havde den største rolle i beslutningsprocesserne. Folkeforsamlingens sammensætning afhang nu af hvilke troppestyrker der var i byen ved afstemningens afholdelse, hvilket bevirkede at forsamlingens holdninger skiftede fra dag til dag. Ydermere blev Athen ramt af pest og senere af mangel på levnedsmiddelforsyninger. Alt denne resulterede i en større utilfredshed blandt folket, som de angiveligt tillagde demokratiet skylden.
Men krigen var ikke kun med til at svække demokratiet. Ironisk nok var det netop de mange krige og succesen i samme, der finansierede den dyre styreform, hvor der skulle udbetales diæter og lignende på statens regning.

1.5 Platons syn på demokrati
Omkring 60 år efter Perikles’ gravtale, skriver Platon ”Staten”(politeia) , et skrift der belyser hans opfattelse af den bedst mulige stat. Skriftet, der er udformet som en dialog mellem Platons filosofiske mentor, Sokrates og en bifigur, skal ses i relation til den tid med demokratisk styre som Platon har gennemlevet. Siden Perikles gravtale der blev afholdt ved starten af den pelonnesiske krig er mange af de demokratiske drømme bristet, som følge af flere krige, revolutioner og statskup.
I 399 f.kr. henrettedes Sokrates ved en demokratisk domstol, anklaget for forførelse af ungdommen og ugudelighed. Platon, der var Sokrates’ elev, blev rystet over denne handling, og det siges at Sokrates’ død har påvirket Platons holdning til demokrati. Jeg vil i det følgende karakterisere Platons syn på demokrati med et uddrag af ”Staten” (8. bog) som kilde.
Det fremgår tydeligt af ”Staten” at Platon ser demokratiet som en styreform der overlader magten til tilfældige borgere der ikke har kompetence til at styre et samfund. Han mener at demokrati opstår ved oligarkiets nedbrydelse. Altså ved at oligarkerne, der før styrede samfundet bliver for vænnet til magten (ifølge Platon bliver de for blege og overvægtige) så at de fattige ikke nærer respekt for dem længere og derfor selv overtager styret. Det nye styre, demokratiet, bliver nu styret af embedsmænd bestemt ved lodtrækning, og præget af ”en slags lighed til lige og ulige” Denne fordeling af lighed mener Platon tilsyneladende ikke er hverken retfærdig eller fornuftig. Han klargøre hvorledes en mand, der er opvokset i frihed vil ende som et dyr, der opdrages for frit; forkælet, ulydigt og oprørsk. En stat med helt frie borgere vil dermed resultere i mangel på normer og principper såvel som opdragelse dannelse og ansvar. Dermed sætter Platon de demokratiske idealer om frihed og lighed lig med pøbelvælde og anarki.
Det fremgår således klart af Platons udtalelser hvor dybt uenig han er med Perikles. Han siger om indbyggerne i et demokratisk samfund;
”For til sidst, ved du jo nok, at de ikke engang bekymre sig om lovene, hvad enten de er skrevne eller uskrevne, for at de ikke på noget område skal have nogen herre”
Hvilket jo er stik imod Perikles’ påstand om at alle borgerne i hans stat respekterede lovende, også de uskrevne.
Platon påpeger at det ikke er muligt at føre en fast politik med et demokrati, fordi folkeforsamlingens standpunkt vil ændre karakter fra møde til møde. Platon kritiserer især det store element af lodtrækning der var i det athenske demokrati, fordi denne måde at finde embedsmænd og lignende på modvirker ekspertdannelse og professionalisme. Platon er derimod fortaler for arbejdsdeling; at enhver skal gøre det han er bedst til.
Ifølge Platon bør de klogeste og mest kompetente mænd styre et samfund ud fra moral og fornuft. Timokratiet er derfor den styreform der ligger Platons ideal nærmest. Med demokrati mener han at samfundet i stedet bliver ledet af de bedste talere og demagoger, de der er dygtigst til at forføre folket. ”Og så til sidst, når de ser, at folket, ikke med sin gode vilje, men af uvidenhed, og fordi det bliver vildledt af bagtalerne, forsøger at gøre dem fortræd, så bliver de, hvad enten de vil eller ej, i sandhed oligarkisk sindede, ikke med deres gode vilje; men også denne skadelige indvirkning udøver den omtalte drone på dem ved at stikke dem”

Her skal der så komme en afslutning der sammenligner Platons og perikles udtalelse mm.