Odysséen, 23 sang, vers 248-284

Hej.
Jeg er i den her helt fantastiske situation at jeg lige har fundet ud af jeg skal gennemgå et tekststykke fra odysséen for klassen imorgen(fredag den 11. maj), som en slags prøveeksamen. Mit problem er derfor såre simplet, jeg aner ikke hvad der foregår, så hvis der var en venlig sjæl der kunne smide et par stikord ud til hvad man kunne sige om følgende tekststykke vil det være fjong!

248 Ei er vor Kamp endnu, min Elskede! kæmpet tilende.
249 Nei! endnu tilbage der staaer et umaadeligt Arbeid,
250 Stort og saare besværligt, og dette jeg nu maa bestride,
251 Thi af Teiresias' Sjel det blev mig saalunde bebudet
252 Alt paa den Dag, da jeg vandrede ned til Hades's Bolig,
253 Der mig at hente Besked om min egen og Svendenes Hjemfærd.
254 Dog, min elskede Viv! lad os komme tilsengs, at vi snarlig
255 Hvile kan finde paa Leiet, og sødelig qvæges af Søvnen.
256 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
257 Leiet skal vorde dig redt, saasnart det behager dit Hjerte,
258 Nu da dig Guderne have forundt, omsider at komme
259 Hjem til dit Fædreneland og din smuktopbyggede Bolig.
260 Dog da du tænker derpaa, og en Gud derom dig har mindet,
261 Vel! saa nævn mig den Kamp! da jeg sagtens engang den erfarer,
262 Saa var det fuldt saa godt, om jeg strax fik Sagen at vide.
263 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
264 Hvi opfordrer du mig saa ivrigen til at fortælle?
265 Vel! saa vil jeg det sige, og ei fordølge dig Sagen;
266 Glædes du vil dog ei, saa lidt som selv jeg mig glæder.
267 Vidt i Verden omkring til mangfoldige Menneskers Stæder
268 Bød mig Teiresias vandre paa Vei med en handelig Aare,
269 Indtil jeg kom til Mennesker hen, som aldrig har Havet
270 Seet, og som aldrig har spiist nogen Mad, der var krydret med
271 Mænd, der ligesaa lidt har seet rødbovede Skibe,
272 Som handteerlige Aarer, dem Snekkerne bruge som Vinger.
273 Derpaa han gav mig et tydeligt Tegn, som jeg ikke vil dølge:
274 Naar paa min Vandring engang en Mand jeg mødte, som sagde:
275 Det er en Kasteskovl jo, som du bær paa din kraftige Skulder,
276 Da befoel han mig strax i Muld Skibsaaren at plante,
277 Og til Poseidon et skjønt og glædeligt Offer at bringe,
278 Nemlig en Vædder, en Tyr, og en soebespringende Orne;
279 Derpaa jeg hjem skulde drage, og hædre med Festhekatomber
280 Alle de salige Guder, som boe paa Himmelen vide,
281 En efter Anden; tilsidst, dog ei paa det bølgende Havdyb
282 Skulde den blideste Død mig tage fra Jord som en Gubbe
283 Midt i velsignede Kaar, naar min Kraft var svunden, men Folket
284 Trives omkring mig og blomstre; saadan min Skjebne han tolked.

På forhånd tak med de ærbødigste hilsner Emil.