Den franske revolution

Lidt inspiration til dig..

Den Franske Revolution

Starten på revolution

I 1780-erne var Frankrig i blandt en af de store nationer i Europa. Befolkningen på 26 millioner var næsten 3 gange så stor, som landets nærmeste rival, Storbritannien. Frankrig havde for nylig, med held, været indblandet i krig mod Storbritannien, idet man var kommet de amerikanske kolonister til hjælp i uafhængighedskrigen 1775-1783). Dog var Frankrigs tilsyneladende stærke positioner svækket af alvorlige problemer.

Den første store krise var en desperat mangel på penge . Den Franske revolution havde brugt en formue under den amerikanske uafhængighedskrig. En række forskellige finansminister havde lånt enorme summer for at holde landet sammen I midten af 1780-erne stod det imidlertid klart, at Frankrig var på randen af fallit.

Kongen og hans ministre besluttede at øge skatterne på grund af mangel af penge, Franskmændene skulle betalte skat, det Franske system var specielt uretfærdig. Systemet var delt op i tre grupper, de blev kaldet stænder. Tredje stand skulle betale mest for at indbringe penge til staten

Standene

I årene op til revolutionen var Frankrigs befolkning delt op i tre stande, dem vil jeg komme nærmere ind på her.

Førstestanden:
Denne stand var kirkens folk, de gejstlige, men også her var der stor forskel mellem rige og fattige. Alle de højeste poster i kirken var besat med adelige. Mange af dem boede i Versailles og kom kun sjældent i deres kirker og klostre. Det liv, de førte ved konges hof, lignede fuldstændigt de rige adelsmænds. Kirkens folk havde de samme rettigheder som de adelige, og de skulle heller ikke betale skat.

Størstedelen af præsterne var dog fattige og forarmede, de var tilknyttet kirkerne på landet og måtte leve af en fas løn, som var meget lille. Den afgift, tiende, som bønderne betalte til kirken, gik til biskopperne, abbederne og de andre af adelig af afstamning. De fleste præster følte sig mere knyttet til bønderne og borgerne end til adelen.

Præsterne spillede en stor rolle i menneskers liv. De døbte børnene, viede ægtefolk og begravede de døde. Præsterne og deres hjælpere skulle sørge for, at folk blev oplært i den katolske tro, at de regelmæssigt gik til gudstjeneste, og at de betalte tiende til tiden. De oprettede hospitaler og fattighuse, her oplevede de den elendighed og fattigdom, som de fleste mennesker levede under.

Da revolutionen begyndte i 1789, var det ikke sært, at de fleste præster sluttede sig sammen med borgere og bønder mod de adelige, hvis de ikke var med dem, var de imod dem, og dem der var imod dem blev halshugget.

Anden standen:
Den vigtigste stand før 1989 var andenstanden. Når en person tilhørte den, havde han en masse rettigheder, som han var født til. Han måtte bære våben, han og hans familie havde en særlig plads i kirken, han skulle ikke betale skat, han havde jagtret, og han var sikker på at få et højt embede inden for hæren, kirken eller domstolen. Hvis han blev han dømt til døden, blev han halshugget, i stedet for at blive hængt. Det var også en rettighed.

Mange adelige ejede store godser, hvor de kunne opkræve store skatter og forlange, at bønderne arbejdede for dem på deres jord. Det var dog ikke alle adelige der var lige rige. De fornemste boede en stor del af året i Versailles i nærheden af kongen. De var en del af hans hof, de tog på jagt med ham, gik til hofballer, i teatret og til koncerter, og nogle af dem var med i kongens regering som ministre.

Det var dyrt at leve ved hoffet, nogle af adelsmændene fik løn af kongen, men de fleste måtte selv betale udgifterne. De måtte leje eller bygge fornemme palæer med plads til og hundrede tjenestefolk, kuske, kokke, påklædersker, skræddere, syersker, skytter, osv. De måtte hver anskaffe sig vogne og heste, service og sølvtøj til store middage, som de måtte servere hver dag, med de fineste retter og de dyreste vine for masser af gæster. Desuden var tøjet af stor betydning. Især kvinderne måtte følge den nyeste mode, og den skiftede hele tiden. Der skulle være tøj til enhver lejlighed, og det betød at kvinderne ejede hundrede af kjoler, sko, hatte og sjaler.

Den engelske forfatter Charles Dickens, har i sin bog om den franske revolution, ”To byer”, beskrevet dagligdagen for en rigmand på denne måde:
”Greven, en af de fornemmeste ved hoffet, gav audiens i sit prægtige palæ i Paris. Greven befandt sig i sine private værelse, medens hans ydmyge tilbereder ventede udenfor. Greven var i gang med at nyde sin morgen chokolade, den kunne han få ned ved hjælp af fire stærke mænd og sin kok, ja det var nødvendigt med fire personer. Alle klædt i guld og silke. Den første lakaj bar højtideligt chokoladen ind, den anden rørte i chokoladen og fik den til at skumme med et lille instrument, som han brugt til dette. Den tredje lakaj overrakte med dybe buk servietten, mens den fjerde skænkede chokoladen op. Det ville være umuligt for Greven at undvære en eneste af disse chokolade tjenere, hvis hans fornemhed ikke skulle lide skade.”



Tredje standen: Den store stand.

Tredje standen var bønderne og borgerne. Af Frankrigs 24 millioner indbyggere tilhørte 23 millioner denne stand. Det store flertal var bønder og landarbejdere, de boede i landsbyer, hvor bønderne ejede deres egen jord, her dyrkede de hvede, rug, havre, byg og vin og holdt forskellige husdyr. Ganske vist var bønderne frie, i modsætning til bønderne i Danmark på samme tid, men de havde svært ved at klare sig alligevel. Deres jordstykker var meget små, og de skulle betale et utal af afgifter til kongen, kirken og adelsmændene.

Til kongen skulle de hvert år betale en sum penge i skat. Desuden skulle de holde vejene i stand, være soldater og stille med heste og vogne til byggeri eller transport for kongen. Det værste for dem var dog en særlig skat på salt, som de var nødt til at bruge, for at maden kunne holde sig.

Kirken tog sin del af høsten. Hver tiende neg på marken skulle afleveres. Kun en lille del gik til præsterne, mens resten blev kørt til biskopperne, abbederne og de andre højtstående gejstlige i byerne.

Bønderne var dog mest vrede over alt det, de skulle betale til godsejerne, de skulle betale til godsejerne. De skulle betale for at køre på vejene og for at gå på markedet og sælge deres varer. De måtte kun male deres korn, bage deres brød og presse deres vin på godset. Det skulle de også betale for. Desuden havde godsejeren al ret til jagt og fiskeri på deres jord, og bønderne kunne risikere at blive hængt, hvis de skød et dyr i skoven eller fangede en fisk i floden.

For landarbejderne var livet endnu hårdere end for bønderne, de havde kun deres arbejdskraft at sælge, og den var der ikke altid brug for. For dem var sulten en daglig trussel. Mange af dem søgte ind til byerne i håb om at finde arbejde, men her var mulighederne ikke bedre. De heldigste fik arbejde på fabrikker og værksteder, eller som tjenestefolk, men lønnen var lav, og priserne steg og steg, så selv om både kone og mand arbejdede, kunne familien knap nok overleve. Arbejdsdagen var lang. På de fleste værksteder begyndte arbejderne kl. 4 om morgnen og fortsatte til kl. 8 om aftnen. Også tjenestefolkene måtte stå til rådighed helle dagen. Der skulle gøres rent, vaskes, bages og laves mad fra morgen til aftnen og der var ikke mange fridage.

Charles Dickens beskrive også forholdene for de fattigste:
”Børnene havde gamle ansigter og alvorlige stemmer, og både deres og de voksnes ansigter stod i sultens tegn. Overalt var sulten tydelig. Sulten kom ud af de høje huse, den var i de usle klædningsstykker, som hang på stænger og snore tværs over gaden, sulten var i hvert eneste stykke usselt brænde. Sulten stirrede ned fra de røgløse skorstenspiber og fór langs den smudsige gade, hvor der ikke var noget spiseligt affald i al skidtet. Sult var skrevet på bagerens hylder blandt de små bitte brød, hos pølsehandleren, hvor man tilberedte døde hund. Sulten var snittet i små stykker som elendige kartoffelskræller, der blev stegt i nogle få dråber olie. Sultens tilholdssted var en smal, krum gade, hvorfra andre smalle og krumme gader gik ud. Alle gader var befolket af pjaltede og lasede folk, alting lugtede pjaltet og laset.

Louis d.16

Kong Louis d.16 blev kronet i 1774 -93, på det tidspunkt var han kun tyve år. Han gjorde bedste ved at udføre sine pligter, men han gik mere op i at nyde livet som konge. Han holdt meget af jagt. Der blev skrevet, at han var en grovæder. Engang var han til et morgenmad hvor han åd: “ fire koteletter, en kylling, en tallerken skinke, et halvt dusin æg i sovs og han drak 1½ flaske champagne.

Inden Kong Louis blev henrette var hans sidste ord:” Jeg dør uskyldig i de forbrydelser jeg er anklaget for. Jeg tilgiver dem, der er skyld i min død, og jeg beder til, at blod, I skal udgyde, aldrig må blive krævet af Frankrig ……..” de sidste ord kunne men ikke høre for støjen.

Kongens død

Kongen Louis D. 16’s sidste køretur gennem Paris´s gader var langsom og stille. Bevogtet af 1200 soldater fra nationalgarden, kørte han i sin egen vogn, fra fængslet og ud på den to timer lange køretur til skafottet på Place de la Revolution. Gaderne var kantet med en stille folkemængde. De var ivrige efter at se blod, det hele virkede skræmmende på dem. De skulle snart være vidner til deres kongens voldsomme død.

Faktisk var Louis blevet berøvet sin krone fire måneder tidligere. Hans dødsdom var blevet vedtaget af den nye revolutionsregering, Konventet, som hånligt kaldte ham hans borgerlige navn, Louis Capet. Kongen havde ikke været en populær regent, men den ro, hvormed han beredte sig på at dø, gjorde indtryk på alle, undtagen hans mest fanatiske modstander.

Efter at Louis var ankommet til torvet, hvor henrettelsen skulle ske, blev hans hænder bundet bag på ryggen. Han kravlede op ad stigen til skafottet. Han kravlede op ad stigen til skafottet. Hans hår blev hurtig klippet af Paris´s bøddel, Sanson, så hans hals var blottet til guillotinens klinge.

Kongen Louis blev bundet til henrettelses planken med ansigtet nedad, og hans hoved blev placeret i gabestokken. bødlen Sanson trak i rebet, og den tunge klinge susede ned mod. Louis´s hoved, hovedet faldt ned i en kurv. En af Sanson assistent tog det op og gik rundt på skafottet, mens han viste det frem for folket. De stod som lammede et kort øjeblik, så rejste der sig et vældigt brøl, med råb som: ”Vive la Nation! Vive la République!” De forreste styrte de frem for at dyppe lommetørklæder og papirstumperne i det blod, der dryppede ned fra skafottet, så de kunne gemme det til minde om denne store begivenhed.

Ved at dræbe kongen havde de revolutionære demonstreret for det franske folk og for resten verden, at de havde til hensigt at bryde helt med fortiden. Nationen skulle ikke mere styres af en konge, stedet som hævede at have guddommelige ret til at regere. I stedet skulle det franske folk regere sig selv. Folket skulle vælge repræsentanter, som skulle og denne regering, og denne regering skulle gøre , hvad folket ønskede.

Over en femårige periode var den gamle måde at lede landet på kendt som ancien regime blevet ødelagt. De mange privilegier, som kongen, adelen og præsterne havde nydt, var blevet renset væk. Forandringerne var så vigtig og dramatiske, at de selv dengang blev kaldt en revolution.

Guillotine arbejder

Det blev almindeligt syn i Paris gader at se de hestetrukne kærrer med de dødsdømte på vej til guillotinen. Ved siden af kærrerne gik soldater for at spytte efter fanferne eller overdænge med rådne frugter eller sten. Det var de fattiges hævn på deres fjender – adelsmænd, præster, og andre, der havde mere end de selv

På en stor plads stod plads stod revolutions henrettelsesmaskine, guillotinen. Neden for den stod menneskemængden som en mur og ventede på det øjeblik, da fangerne en efter en gik op ad trappen og lagde hovedet på blokken. Der var dødstille på pladsen, så alle kunne høre, når guillotinens store kniv faldt. Et brøl af begejstring rejste sig hver gang et hoved blev skilt fra kroppen.

Uge efter uge, måned efter måned gentog dette skuespil sig. Flere og flere begyndte at følge sig usikre. Hvem ville næsten gang blive mistænkt ? ingen vide sig sikre Selv i Nationalforsamlingen kunne ingen vide sig sikre. Flere pladser stod tomme, og Roberspierre tordnen fra talerstolen mod nye mistænkt. Helle ikke Danton undgik guillotine, da han mente, at Roberspierre gik for vidt.

Til sidst blev det for meget selv for dem, der havde støttet Roberspierre fra begyndelsen. Der blev lavet en sammensværgelse imod ham, og den 27.juli 1794 blev han og hans nærmeste tilbagehængere arresteret og henrettet dagen efter.

Hermed var rædselsperioden forbi. Den franske revolution var blodig. Men sammenlignet med krige revolutioner i vort århundrede kostede de fem revolutionsår ikke nær så mange menneskeliv. Det er muligt at finde nøjagtige tal, men sandsynligvis blev den henrettet omkring 30.000 mennesker, mens 10.000 døde i fængslerne.

Bastillens Fald

Den 14 Juli om morgenen stormede en kæmpe menneske mængde, et stort våben depot og erobrede 32000 geværere, derefter fortsatte de mod Bastillen. Hen på efter middagen nåede de til Bastillen.

Bastillen var en gammel borg, der lå midt i Paris. Den blev dengang brugt som fængsel, og derfor havde den 30 meter høje mure og var omgivet af brede og dybe voldgrave. Den blev forsvaret af 110 soldater, og det var nok til at holde mængden ude. Hen på eftermiddagen blev stemningen i mængden mere og mere ophidset, og folk blev så desperate at de kastede sig mod porten, slæbte stiger frem og prøvede at komme over muren, men ingen af delene hjalp.

Men så kom miraklet, en del af kongens livgarde sluttede sig til mængden, og med sig havde de fem kanoner, som så blev stillet op foran porten. Fra Bastillen beordrede kommendanten sine soldater at skyde mod folkemængden, men da han så kanonerne gav han op, og lod det hvide flag hejse, som et tegn på overgivelse. Vindebroen blev sænket, og folk stormede fortet, for at befri de fanger, de troede der var der. Men de blev skuffede, de fandt kun 7 fanger og det var kun helt normale forbrydere. I deres vrede brændte de fæstningen af og halshuggede kommendanten, satte hans hoved på en stage og gik gennem byen med den, som triumf.

Dagen efter samledes en stor menneskemængde, der begyndte at rive borgen ned. Kongen opgav at opløse mængden og satte hæren ind mod folket.

Bastillens fald var ikke nogen afgørende militær begivenhed, borgen var uden betydning for kongen, men alligevel blev stormen på Bastillen noget, som folk lagde vægt på. Her viste det sig, at borgerene i Paris kunne tvinge kongen til at bøje sig, og at store dele af hæren støttede dem i sin kamp. Siden 1789 er den 14. juli da også blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Maximilien Robespierre

I løbet af sommeren 1793 fik de mest yderliggående revolutionære magten i Nationalforsamlingen, da det lykkedes dem at få deres modstandere arresteret og henrettet. Den 6. april 1793 blev der dannet en ny regering, Velfærdsudvalget var Georg Danton og Maximilen De Robespierre. Robespierre var overbevist om at, Frankrig kun kunne reddes, hvis der blev taget skrappe midler i brug. Landet var midt i en krig. Der var åbent oprør mod revolutionen i mange egne af Frankrig. De fattige i Paris klagede over manglen på fødevarer og de høje priser.

Det lykkedes Robespierre at få gennemført en ny lov, der gjorde det let at få arresteret, dømme og henrette enhver der var imod revolutionen. I en tale i Nationalforsamlingen den 10. Oktober, 1793 sagde han bl.a.:
”I har ikke længere grund til at holde jer tilbage over for republikkens fjender. Friheden må sejre for enhver pris. I skal straffe ikke blot forræderene, men også dem, der er ligeglade og lunkne. Fred og Retfærdighed, er ord der gælder. Vi må regere med jern over dem, der ikke kan styres ved hjælp af retfærdighed”.

Borger og bønder

Tredjestand var borgere og bønder. Der var mange forskelle på rige og fattige, og det var også meget forskelligt, hvad revolutionen kom til at betyde for dem.

Mens revolution stod på sluttede de fattige i byen, og på landet op om den, med stor begejstring. De havde alt at vinde og intet at tabe. En kort overgang. Det så ud som om at det var dem, der var ved at få alt magten, det nye revolution var godt for samfundet alle skulle være lige og frie. Der var mange der sluttede sig til hæren og gav deres liv til det nye Frankrig. Alle havde store forventninger til den samfund.

Men det viste sig at hurtigt, at revolutions lederne ikke ville eller turde give den brede befolkning større magt. Så de begrænsede stemmeretten, således at kun de mere velhavende håndværkere, købmænd og embedsmænd kunne stemme eller vælges til nationalforsamling. Nationalforsamling prøvede at holde priserne nede, men det var umuligt. Det endte at de fleste var lige så fattige og uden indflydelse, som da revolutionen begyndte.

Marie Antoinette

Marie Antoinette blev født i 1755 i Wien, i Østrig. Hun var datter af Maria Theresa og Francis den 1. Antoinette’ barndoms navn var Archduchess Antonia. Allerede som 14-årig blev hun gift med den senere konge, Ludvig d. 16. Sammen fik de 4 børn, to drenge og to piger. Som østrigsk prinsesse var hun ikke særligt populær i Frankrig. Østrig var Frankrigs gamle fjende, og dronningen blev hurtigt syndebuk for folkets problemer.

Marie Antoinette levede et overdådigt liv ved hoffet, omgivet af hofdamer, som alle var adelige, og helt uden kontakt med det franske folk. Hun forstod ikke, hvad revolutionen handlede om, og brugte alle midler for at bevare kongedømmets magt. Der er ingen tvivl om, at kongens kontakt til Frankrigs fjender i høj grad skyldtes hende. Samme år revolutionen brød ud, døde den ældste af hendes sønner, kronprinsen, der da var 8 år. Derfor blev den 4 årige Ludvig nu udset til kongens efterfølger. Men da kongefamilien blev arresteret i 1792, kom børnene med i fængsel.

Marie Antoinette sad i fængsel over et år. Hun oplevede kongens henrettelse i januar 1793, før hun selv blev dømt til døden for sammensværgelse mod Frankrig og henrettet den 17. Oktober 1793.

Den nu 8 årige Ludvig havde siddet i fængslet sammen med sin mor. I juli 1793 blev han fjernet fra cellen, og der er stor usikkerhed om, hvad der skete med ham. Men sandsynligvis, døde et par år senere af tuberkulose. Der blev således aldrig nogen Ludvig d. 17 i Frankrig.

Håber du kan bruge det til noget!!

Bruge gerne idéer og viden fra dettte stof og som inspiration, men det er ikke konstruktivt, hvis man bare kopiere dette.. Vær kritisk.. Go´ arbejdslyst.