Kursskiftet 1949 - DK sikkerhedspolitik

my bad one word "nato" :P

Har lige nogle spørgsmål til ovenstående emne..
Hvordan så USA og Sovjet på et nordisk forsvarsforbund? Mit svar: USA så positivt på det, da de kunne benytte det til at lukke for Sovjets søiske vej til USA? Derudover fik de en ny angrebsmulighed fra Grønland. Sovjet så vel negativt på det af samme årsager?

Dks fordele/ulemper ved indmeldese i Nato:
Fordele for Dk
Tryghed (USA garanti)
Sikkerhed (USA og andre)
Demokratiske samfund
Respekt, anseelse
Grønland (USA) – Vi bevarer formelt suværenitet over grønland
USA våben(-hjælp) – sparer en masse penge på at udbygge eget forsvar

Ulemper
Modsætningsforhold til sovjet
Grønland bliver mål for sovjet.
Vi kan risikere at blive inddraget i krigen

Og til sidst ville jeg lige høre hvad den faste bipolaritet var?

Fordele for Danmark:
Spørgsmålet om hvorvidt Danmark blev sikret af et medlemsskab i Nato var, så vidt jeg husker, ikke afklaret. Den danske regering havde flere følere ude for at få nogle mere håndfaste garantier, men den fik dem ikke.
Problemet er jo, at hvis en ny storkrig i Europa brød ud, så var Danmark et af de lande, der lå tættest på fronten.

Ideologisk var NATO jo kun anden prioritet for den danske regering, idet den havde prioriteret et nordisk (socialdemokratisk) forsvarssamarbejde højere, sådan at man kunne bevare et strejf af neutralitet.

Det er rigtigt, at man lettere kunne få våbenhjælp ved en indmeldelse i NATO, men til gengæld blev man til en vis grænse også nødt til at give flere penge til forsvarsbudgettet (igen så vidt jeg husker :-)). DK fik dog en rabat pga. Grønland.

Endelig lå der en signalværdi på den indenrigspolitiske scene. Socialdemokratiet led stadig af efterveerne fra Samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og ville sende et signal, der lød på "aldrig mere en 9. april".

Her er et svar ang. den faste bipolaritet

Mellemkrigstiden = mulitpolært – tre eller flere stormagter konkurrerede med hinanden. Stormagterne var: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sovjetunionen, Italien, USA og Japan.
Op til anden verdenskrig = bipolært, to fast tømrede blokke stod overfor hinanden, hovedsaligt to enheder som hovedspillere.

Efter 1945 = bipolært de gamle Europæiske stormagter var reduceret til andenrangs magter; hoved aktørene: USA & USSR.

1945-1960 = fast bipolaritet, verden var mere eller mindre opdelt i øst og vest. Ingen af de to supermagter så med velvilje på de stater der stræbte efter neutralitet.

1960 = løs bipolaritet sammenholdet indenfor blokkene er ikke længere det samme. Frankrig meldte sig ud af det militære samarbejde i NATO. I øst opstår et brud mellem Kina og Sovjetunionen. Der opstår en ”tredje verden” hvor supermagterne blev nødt til at affinde sig med de nye staters neutralitet. I realitet var verden ikke længere todelt, men alligevel karakterisere man systemet som bipolært, idet at verdenspolitikken stadig var domineret af USA og Sovjetunionen.

1991 = unipolært Sovjetunionen svækkes og erstattes af Rusland der ikke kan matche USA’s magt. USA får status som enesupermagt. Konsekvenserne er at man på verdensplan kan se, at række mindre konflikter bliver løst i det forudsætningerne for forsat krigsførelse ikke længere var til stedet. Man ser det i Cambodja, Angola, ligesom man også ser, at i mellemøsten kan de arabiske lande og palæstinenserne ikke længere læne sig op af Sovjetunionen, og så en interesse i at indgå en fred der var acceptabel for USA.

I Europa betød Sovjets forsvinden og den kolde krigs ophør at der opstod en række nye stater i det gamle østområde, og at staterne mere frit kunne orientere sig politisk. (mange af de nye stater er nu optaget i EU)

Uden skiftet fra fra bipolaritet til unipolaritet havde den samling af Europa som vi ser i dag, aldrig kunnet lade sig gøre.