Oldtidskundskab

Hej. Jeg har lavet en opgave om Platon, og herunder behandlet sofisterne. Jeg paster lige den del af opgaven,som du måske har brug for. Du må gerne stille spørgsmål vedr. sofisterne.1.2 Platons filosofi

1. Groft sagt skelner Platon mellem to former for viden: 1) Den viden, man får gennem indtryk fra andre og deres meninger ( doxa ). 2) Den viden, man selv argumenterer sig frem til at have( i Platons dialoger ofte med hjælp fra Sokrates), dvs. når man selv når til erkendelse af sandheden og sætter sin personlige overbevisning ind. Den viden ( epistéme) man når frem til ved argumentationen er ifølge Platon et udtryk for en erindring, noget vi i forvejen godt ved, men ”bare” skal have hjælp til at genkalde. I det tidligere nævnte skrift Menon forklarer Sokrates, hvordan han ved hjælp af en speciel metode ( den maieutiske metode. Maieutik : jordemoderkunst) kunne få en tilsyneladende uvidende slave til at foretage en matematisk konstruktion, blot ved at stille ham forholdsvis enkle spørgsmål. Ifølge Platon går det ud på at frigøre, hvad sjælen allerede rummer i sig, for kun i sjælen ligger den sande viden og dermed muligheden for erkendelse af verden. Denne jordemoderkunst er et hovedbegreb for Sokrates og Platon, idet den hjælper med at forløse tanker og ideer, som er ”oplagret” i den menneskelige sjæl. I modsætning til dette står sofisterne ( vismænd i det gamle Grækenland, der tog rundt og underviste i retorik og argumentationskunst ). Platon var imod disse, da de mente, at der ikke fandtes en absolut sandhed og at alle sandheder kun skulle opfattes relativt. Hermed menes, at hvad der er sandt og godt for et menneske, måske ikke er tilsvarende for et andet. Platon mente, at det var muligt at nå til fuldstændig erkendelse og altså også at der fandtes en absolut sandhed. Denne sandhed findes kun i det metafysiske begreb ’ideernes verden’, der kun er mulig at ”nå” ved brug af ens sjæl og tanker. Sofisterne, der i modsætning til Platon var relativister, tog altså rundt og forsøgte at skænke andre viden og lære dem noget. Dette er ofte beskrevet som en spand, der hældes indsigt i, men det er ikke det Platon går ind for. Hans måde at få andre til at erkende kan bedre beskrives med en projektør, der skal vendes mod eleven i forskellige retninger, så han selv kommer til at erindre ( og derved erkende ).
2. Ifølge Platon er sandhed ikke et udtryk for en udenadslære , men noget man må argumentere og tænke sig frem til, og når dette er sket, står det som en slags garant for det man oplever og sanser. Platons dualistiske tankegang er her helt klar: sjælen, der er eneste mulighed for at opnå erkendelse af ideernes verden og Det Godes Idé, går forud for vores sanser og handlinger i fænomenernes verden. Kun fordi vi har sjælen og kan erkende verden ved hjælp af denne, er det muligt for os at opleve og sanse. Tænkningen (sjælen) går dermed forud for sansningen og alt det sanselige i den jordiske verden. Først når vi har indsigt i ideernes verden kan vi nå til erkendelse af den kødelige verden.