Dansk
Eksamen maj 2008 (Alvor og spøg) - bedøm den venligst
20. juni 2008 af
janko (Slettet)
Det lader til, at jeg ikke er den eneste, der er RET så chokeret over eksamensresultatet i skriftlig dansk, hvorfor jeg nu ligger min opgaver herinde, for at få en vurdering med kommentar tak.....:
Alvor og spøg
_________________________________________________________
Ingen alvor uden spøg! Hvorfor er der et behov for at skrive spøgefuld eller alvorlig poesi? Hvorfor forvrænge sproget – er den så grufuld?
________________________________________________________
Af Ayhan Al Kole
________________________________________________________
Den alvorlige spøg!
Samfundet udvikler sig og ligeledes gør poesien for at opfange ”det nye samfunds” opmærksomhed. Det er ikke længere tilstrækkeligt at skrive idyllisk poesi, men der skal leges med sproget, hvor spøg og alvor blandes, hvor ordene forvrænges og nye ord dannes.
Alvor og spøg som modsætninger? Nej, det er ikke tilbagemeldingen fra Niels Lyngsø (f. 1968), dansk forfatter og kritiker. I Niels Lyngsøs tidsskrift, bragt i Standard nr. 2, 2002, ”Mona og overskægget”, kommer hans meldinger meget klart til udtryk. Han ser alvor og spøg som værende hinandens forudsætninger, hvor et alvor ikke kan eksistere uden spøg og omvendt. I poesien skal alvor være det bærende nødvendige element, mens spøgen blot kan forekomme som en mulighed, hvis poesien skal være god. Helt enig er den danske forfatter og kritiker Lars Bukdahl (f.1968) ikke. I tidsskriftet ”Alvorlig talt ud” bragt i Standard nr. 2, 2002, forstår han ikke og det forbliver ham gådefuldt, hvad alvoren i sig selv står for, skønt han må erkende, at det er alvoren, der ”går til yderligheder”. Lyngsø derimod har ingen problemer med at forstå alvorens betydning, hvor han definere den som alvorlig og alvorsfuld. Det alvorsfulde definerer han som det patetiske (/det ynkelige), det selvhøjtidelige, selvfede og det oplæste. Er dette tilfældet i et digt, må de nødvendigvis være ensbetydende med, at det mangler substansen af det alvorlige, som er det ligefrem-sagte, oprigtige og det vederhæftige.
Lars Bukdahl mener, at alvoren kun kan være tilstedeværende ved at dømme andet ualvorligt, under dens værdighed. Han ser alvoren eller nærmere”middle-of-the-road-koncensus-centraladministrationens-alvoren” som et problem, da den patronisere patosen, den højtidelig og følelsesladet måde at udtrykke sig. Alvoren associeres med den seriøse term, som han mener, er ”noget virkelig fis”, for det kræver mere flid og dedikation til den ualvorlige tilgang. Det er ironien og humoren, der kræver det hårde arbejde og det er dét han ønsker at se i digtningen frem for alvoren, som alvorsmændene og kvinderne benytter, ”fordi de for fanden da ikke kan andet end at røvkede sig med den alvor, der stamper dem længere og længere ned i et firkantet hjul i jorden”.
Hos Niels Lyngsø optræder alvoren i digtning bestemt ikke som røvkedelige, men sårbart. I poesien, mener han formulering er meget præcist, grundet i man ikke selv ved, hvad man mener. Poesien skal udtrykkes gennem billeder, syntaks, rytme og grafik. Det alvorlige, sårbare poesi er en potentielt genstand for spøg, netop fordi ”spøg forudsætter et element som tages alvorligt – for alvor”. Her kan det spøgefulde bestå i at forvrænge og vride sproget af led, således der muligvis sættes nyt formidling i værk. Lyngsøs hovedsynspunkt træder i karakter i slutningen af tidsskriftet, hvor han udtrykker, at alvoren er det grundlæggende i poesien, hvor han eksemplificere det med kvindeportrættet, Mona Lisa. Heri fortælles, at det vigtigere, vanskeligere og smukkere gebærden at male Mona Lisa som hun egentlig er, i stedet for at tegne hende med overskæg, som Murcel Duchamp (1887 – 1968) gjorde.
Sproget
Hvordan skal sproget anvendes for at fremme den bedst mulige forståelse? Det, at kunne anvende sproget med særlige holdninger og udsagn med overbevisende kraft er en kunst som mennesket har forsøgt at mestre i utallige år. Lars Bukdahl benytter sig fint af de sproglige virkemidler, hermed mener jeg sætnings konstruktionen (syntaksen). Hans brug af sprog og ordforråd er meget nuanceret, hvilket sætter krav til læserens sproglige udvikling. Han skriver i et lidt abstrakt sprog, dog forståeligt, når sproget flyder over til det mere ”hverdagssproglige”/jordnære, hvor ord som ”fanden, røvkede” benyttes. Igennem hele sin tidsskrift benytter Bukdahl bagvægt, således der ikke går ret lang tid før sætningens væsentligste meningsindhold antydes. Enkelte steder gøres der brug af forvægt, hvor det meningsbærende udsagnsord kommer efter en alenlang sætning ”F.eks. patroniserer den gerne patosen, som i enhver udomesticeret, udkullet kunstfærdig udgave burde være den væsensfremmed, for den, patosen, accepterer vi andre jo ikke…”. For Bukdahl virker tingene usammenhænge, uklart og uforståeligt, hvorfor han selv må definere dem igennem brug af andre begreber.
Ser vi på Niels Lyngsøs tidsskrift, vil meget af det ovenstående mht. til syntaksen også være til at genkende hos ham. Lyngsø skriver dog på en hel anden plan; her bliver ordene som alvor og spøg grundig defineret, således der ikke opstår forståelsesproblemer. Dertil bruger han logos, hvor han i sin indledning ”naturligvis” afviser, at alvor og spøg skulle være hinandens modsætninger. Skønt han siger, at de ikke er hinandens modsætninger, ser vi, at han gøre brug af kontrasterne for at fremhæve sin mening omkring alvor og spøg i digtning, hvor han sætter alvoren som det nødvendige i digtning, men spøgen som en mulighed. Her har vi kontrasterne spøg/alvor og nødvendighed/mulighed. Endelig afrunder han, som tidligere omtalt, sin tidsskrift med sin konklusion: alvor er grundlæggende!
Ærlig talt, det må være en spøg!
Som Georg Brandes sagde, da han den 3. november 1871 besteg talerstolen i et at auditorierne på Københavns universitet: ”Man skal sætte problemer under debat!” Her går mine tanker ikke til de sociale-, samfunds- og køns relaterede problemer, men til brugen af sproget. Man sætter således ikke sproget under debat ved at følge Lyngsøs synspunkt mht. at det er alvoren, der er det grundlæggende – og dog! Som de begge siger, skal noget defineres ualvorligt, for at et ”alvor” kan eksistere. Men, at alvoren skal være grundlæggende for god poesi – Gud bevares! Det er nu tid til forandring, vi har nu i tusinder af år læst og set poesi omhandle dødsens alvorlige omstændigheder: det fattiges kår, krigene og jeg skal komme efter dig. Nej, lad os nu lege med sproget – det er nydeligt, det skaber foranderlighed. Hvad er det vi dog frygter ved at bruge ironien, humoren og sarkasmen? Godt nok kræver det et relativt højt kognitivt potentiale at begribe ironi og sarkasme, men det er vel det sproget er til for?
Møder vi ikke alvoren, hvor enten vi befinder os? Jovist! – behøver vi også møde den i poesien, for møder vi ikke nok i hverdagen, der giver anledning til bekymring om tanke? Det er herligt når sproget forvrænges og vrides af led. Som Lyngsø sagde, er det kun noget der finder sted, fordi det sætter noget frem, som måske er noget helt nyt. Det kræver større flid og dedikation at beskæftige sig med det ualvorlige, fordi den netop ikke har en lammende attitude af stive med. Og hvorfor skal det alvorlige altid tages så alvorlig? Ja, ”det er virkelig noget fis”, som Bukdahl ville have udtrykt.
På den anden side bliver vi nødt til at tage det alvorlige alvorligt, for spøg forudsætter et element som tages alvorligt. I midlertidig er jeg ikke helt enig med den definition de begge har på alvor: om det siger Bukdahl, at det er det røvkedelige og Lyngsø det oprigtige, ”al-sande”. Jeg vil nærmere betegne det som det bekymrende! Det alvorlige er bekymrende, fordi man netop altid skænker det omtanke, hvad enten det drejer sig om. Ja, tænk på hvad som helst!
Brugen af et varieret og nuanceret sprog er ganske nyttigt, for sprog er et effektivt kommunikationsmiddel i en moderne verden. Måske er det ikke længere den identitets-skabende sprog vi søger, men behovet for spændingen – den finder vi igennem en blanding af alvor og spøg!
Alvor og spøg
_________________________________________________________
Ingen alvor uden spøg! Hvorfor er der et behov for at skrive spøgefuld eller alvorlig poesi? Hvorfor forvrænge sproget – er den så grufuld?
________________________________________________________
Af Ayhan Al Kole
________________________________________________________
Den alvorlige spøg!
Samfundet udvikler sig og ligeledes gør poesien for at opfange ”det nye samfunds” opmærksomhed. Det er ikke længere tilstrækkeligt at skrive idyllisk poesi, men der skal leges med sproget, hvor spøg og alvor blandes, hvor ordene forvrænges og nye ord dannes.
Alvor og spøg som modsætninger? Nej, det er ikke tilbagemeldingen fra Niels Lyngsø (f. 1968), dansk forfatter og kritiker. I Niels Lyngsøs tidsskrift, bragt i Standard nr. 2, 2002, ”Mona og overskægget”, kommer hans meldinger meget klart til udtryk. Han ser alvor og spøg som værende hinandens forudsætninger, hvor et alvor ikke kan eksistere uden spøg og omvendt. I poesien skal alvor være det bærende nødvendige element, mens spøgen blot kan forekomme som en mulighed, hvis poesien skal være god. Helt enig er den danske forfatter og kritiker Lars Bukdahl (f.1968) ikke. I tidsskriftet ”Alvorlig talt ud” bragt i Standard nr. 2, 2002, forstår han ikke og det forbliver ham gådefuldt, hvad alvoren i sig selv står for, skønt han må erkende, at det er alvoren, der ”går til yderligheder”. Lyngsø derimod har ingen problemer med at forstå alvorens betydning, hvor han definere den som alvorlig og alvorsfuld. Det alvorsfulde definerer han som det patetiske (/det ynkelige), det selvhøjtidelige, selvfede og det oplæste. Er dette tilfældet i et digt, må de nødvendigvis være ensbetydende med, at det mangler substansen af det alvorlige, som er det ligefrem-sagte, oprigtige og det vederhæftige.
Lars Bukdahl mener, at alvoren kun kan være tilstedeværende ved at dømme andet ualvorligt, under dens værdighed. Han ser alvoren eller nærmere”middle-of-the-road-koncensus-centraladministrationens-alvoren” som et problem, da den patronisere patosen, den højtidelig og følelsesladet måde at udtrykke sig. Alvoren associeres med den seriøse term, som han mener, er ”noget virkelig fis”, for det kræver mere flid og dedikation til den ualvorlige tilgang. Det er ironien og humoren, der kræver det hårde arbejde og det er dét han ønsker at se i digtningen frem for alvoren, som alvorsmændene og kvinderne benytter, ”fordi de for fanden da ikke kan andet end at røvkede sig med den alvor, der stamper dem længere og længere ned i et firkantet hjul i jorden”.
Hos Niels Lyngsø optræder alvoren i digtning bestemt ikke som røvkedelige, men sårbart. I poesien, mener han formulering er meget præcist, grundet i man ikke selv ved, hvad man mener. Poesien skal udtrykkes gennem billeder, syntaks, rytme og grafik. Det alvorlige, sårbare poesi er en potentielt genstand for spøg, netop fordi ”spøg forudsætter et element som tages alvorligt – for alvor”. Her kan det spøgefulde bestå i at forvrænge og vride sproget af led, således der muligvis sættes nyt formidling i værk. Lyngsøs hovedsynspunkt træder i karakter i slutningen af tidsskriftet, hvor han udtrykker, at alvoren er det grundlæggende i poesien, hvor han eksemplificere det med kvindeportrættet, Mona Lisa. Heri fortælles, at det vigtigere, vanskeligere og smukkere gebærden at male Mona Lisa som hun egentlig er, i stedet for at tegne hende med overskæg, som Murcel Duchamp (1887 – 1968) gjorde.
Sproget
Hvordan skal sproget anvendes for at fremme den bedst mulige forståelse? Det, at kunne anvende sproget med særlige holdninger og udsagn med overbevisende kraft er en kunst som mennesket har forsøgt at mestre i utallige år. Lars Bukdahl benytter sig fint af de sproglige virkemidler, hermed mener jeg sætnings konstruktionen (syntaksen). Hans brug af sprog og ordforråd er meget nuanceret, hvilket sætter krav til læserens sproglige udvikling. Han skriver i et lidt abstrakt sprog, dog forståeligt, når sproget flyder over til det mere ”hverdagssproglige”/jordnære, hvor ord som ”fanden, røvkede” benyttes. Igennem hele sin tidsskrift benytter Bukdahl bagvægt, således der ikke går ret lang tid før sætningens væsentligste meningsindhold antydes. Enkelte steder gøres der brug af forvægt, hvor det meningsbærende udsagnsord kommer efter en alenlang sætning ”F.eks. patroniserer den gerne patosen, som i enhver udomesticeret, udkullet kunstfærdig udgave burde være den væsensfremmed, for den, patosen, accepterer vi andre jo ikke…”. For Bukdahl virker tingene usammenhænge, uklart og uforståeligt, hvorfor han selv må definere dem igennem brug af andre begreber.
Ser vi på Niels Lyngsøs tidsskrift, vil meget af det ovenstående mht. til syntaksen også være til at genkende hos ham. Lyngsø skriver dog på en hel anden plan; her bliver ordene som alvor og spøg grundig defineret, således der ikke opstår forståelsesproblemer. Dertil bruger han logos, hvor han i sin indledning ”naturligvis” afviser, at alvor og spøg skulle være hinandens modsætninger. Skønt han siger, at de ikke er hinandens modsætninger, ser vi, at han gøre brug af kontrasterne for at fremhæve sin mening omkring alvor og spøg i digtning, hvor han sætter alvoren som det nødvendige i digtning, men spøgen som en mulighed. Her har vi kontrasterne spøg/alvor og nødvendighed/mulighed. Endelig afrunder han, som tidligere omtalt, sin tidsskrift med sin konklusion: alvor er grundlæggende!
Ærlig talt, det må være en spøg!
Som Georg Brandes sagde, da han den 3. november 1871 besteg talerstolen i et at auditorierne på Københavns universitet: ”Man skal sætte problemer under debat!” Her går mine tanker ikke til de sociale-, samfunds- og køns relaterede problemer, men til brugen af sproget. Man sætter således ikke sproget under debat ved at følge Lyngsøs synspunkt mht. at det er alvoren, der er det grundlæggende – og dog! Som de begge siger, skal noget defineres ualvorligt, for at et ”alvor” kan eksistere. Men, at alvoren skal være grundlæggende for god poesi – Gud bevares! Det er nu tid til forandring, vi har nu i tusinder af år læst og set poesi omhandle dødsens alvorlige omstændigheder: det fattiges kår, krigene og jeg skal komme efter dig. Nej, lad os nu lege med sproget – det er nydeligt, det skaber foranderlighed. Hvad er det vi dog frygter ved at bruge ironien, humoren og sarkasmen? Godt nok kræver det et relativt højt kognitivt potentiale at begribe ironi og sarkasme, men det er vel det sproget er til for?
Møder vi ikke alvoren, hvor enten vi befinder os? Jovist! – behøver vi også møde den i poesien, for møder vi ikke nok i hverdagen, der giver anledning til bekymring om tanke? Det er herligt når sproget forvrænges og vrides af led. Som Lyngsø sagde, er det kun noget der finder sted, fordi det sætter noget frem, som måske er noget helt nyt. Det kræver større flid og dedikation at beskæftige sig med det ualvorlige, fordi den netop ikke har en lammende attitude af stive med. Og hvorfor skal det alvorlige altid tages så alvorlig? Ja, ”det er virkelig noget fis”, som Bukdahl ville have udtrykt.
På den anden side bliver vi nødt til at tage det alvorlige alvorligt, for spøg forudsætter et element som tages alvorligt. I midlertidig er jeg ikke helt enig med den definition de begge har på alvor: om det siger Bukdahl, at det er det røvkedelige og Lyngsø det oprigtige, ”al-sande”. Jeg vil nærmere betegne det som det bekymrende! Det alvorlige er bekymrende, fordi man netop altid skænker det omtanke, hvad enten det drejer sig om. Ja, tænk på hvad som helst!
Brugen af et varieret og nuanceret sprog er ganske nyttigt, for sprog er et effektivt kommunikationsmiddel i en moderne verden. Måske er det ikke længere den identitets-skabende sprog vi søger, men behovet for spændingen – den finder vi igennem en blanding af alvor og spøg!
Svar #2
20. juni 2008 af janko (Slettet)
#1
Det vil jeg helst ikke oplyse, da det muligvis kan bevirke at "smitte" af på andre der vil kommenter opgaven. Men hvad vurder du den til :)?
/ ayhan
Det vil jeg helst ikke oplyse, da det muligvis kan bevirke at "smitte" af på andre der vil kommenter opgaven. Men hvad vurder du den til :)?
/ ayhan
Svar #3
20. juni 2008 af hiat (Slettet)
Jeg læser den gerne, men kan du ikke skrive opgaveformuleringen (eller det, du husker af den) og evt. en kort beskrivelse af teksterne?
Så er det lettere at forholde sig til.
Så er det lettere at forholde sig til.
Svar #4
20. juni 2008 af janko (Slettet)
Hmm jo, jeg kan prøve at skrive det jeg husker:
Man skulle første referere og sammenholde teksternes synspunkter.
Dernæst karakterisere brugen af sproglige virkemidler
endelig en diskussion om alvor og spøg pga., hvor man skulle se på det på baggrrund af de sproglige virkemider bl.a.
Beskrivelsen af teksterne indgår jo i min opgave, men kort sagt handler det om 2 forfatters syn hvorhvidt man skal skrive alvorlig eller spøgefuld i digtning.
:)
Man skulle første referere og sammenholde teksternes synspunkter.
Dernæst karakterisere brugen af sproglige virkemidler
endelig en diskussion om alvor og spøg pga., hvor man skulle se på det på baggrrund af de sproglige virkemider bl.a.
Beskrivelsen af teksterne indgår jo i min opgave, men kort sagt handler det om 2 forfatters syn hvorhvidt man skal skrive alvorlig eller spøgefuld i digtning.
:)
Svar #5
20. juni 2008 af danielruhmann (Slettet)
Her Janko,
læs det, jeg har skrevet i gennem og kommenter det gerne.
Først noget til det grammatiske/ret sproglige. Her har jeg ikke rettet ting, som sikkert er tastefejl/oversete ting under eksamens tidspres, men generelle fejl, der gør, at læseren skal læse sætningen flere gange.
Ingen alvor uden spøg! Hvorfor er der et behov for at skrive spøgefuld eller alvorlig poesi? Hvorfor forvrænge sproget – er den så grufuld?
Her opstår det første problem. Jeg kan ikke ud fra sætningens opbygning se, hvad ”den” viser tilbage til? Den første sætning er generelt af stor betydning...
det er ikke tilbagemeldingen fra Niels Lyngsø
Tilbagemelding? Ordet passer ikke ind i denne sætning. Måske du skulle have valgt ”udmelding”.
I Niels Lyngsøs tidsskrift
Har Niels Lyngsøs sit eget tidsskrift?
poesien skal alvor være det bærende nødvendige element
bærende nødvendigt er lidt for meget af det gode. Du siger det samme med to ord.
det forbliver ham gådefuldt
Dativkonstruktioner er ikke så velsete på dansk. Sætningen bliver herved en smule for tung.
hvor han definere den som alvorlig og alvorsfuld
nutids-r mangler på definere.
da den patronisere patosen
nutids-r mangler
Hos Niels Lyngsø optræder alvoren i digtning bestemt ikke som røvkedelige, men sårbart
Adjektiverne forkert bøjet.
Det samme ses i denne sætning: Det alvorlige, sårbare poesi er en potentielt genstand for spøg
Denne sætning illustrerer det også: sættes nyt formidling i værk
hvor han eksemplificere det med kvindeportrættet
nutids-r mangler
Igennem hele sin tidsskrift benytter Bukdahl bagvægt
Et tidsskrift
For Bukdahl virker tingene usammenhænge, uklart og uforståeligt, hvorfor han selv må definere dem igennem brug af andre begreber.
Adjektiverne er her forkert bøjet. De læner sig jo op ad „tingene“
Måske er det ikke længere den identitets-skabende sprog vi søger, men behovet for spændingen
Et sprog – det identitetsskabende sprog
Kommasætningen er ikke konsekvent (eller den halter en del steder)
Så det var lidt til det grammatiske. Hvis dine censorer har været meget grammatikfikseret, kan en del af din måske lave karakter forklares herigennem. Grammatisk ligger stilen på et 4-7 tal – dog må det siges, at dit ordforråd viser overskud og at du stort set konsekvent indsætter meningsgivende fremmedord og ord af højere taksonomi, når du skal. Dit sproglige niveau ville jeg sige ligger på mellem 7 og 10.
Et par generelle kommentarer:
„hermed mener jeg sætnings konstruktionen (syntaksen)“
jeg-formuleringer hører ikke til i gymnasiet. Prøv at formulere dig med passiv: „hermed menes sætningens konstruktion (eller: sætningskonstruktionen), hvorunder syntaksen normalt er at forstå.
Hvis du gerne vil undgå passivomskrivning, så gå i højere grad ind og arbejd med „vi“. Det givet er bedre indtryk end „jeg“.
Hans brug af sprog og ordforråd er meget nuanceret, hvilket sætter krav til læserens sproglige udvikling.
Læserens sproglige udvikling? Hvordan det? Stiller det ikke krav til læserens sprogforståelse?
Her går mine tanker ikke til de sociale-, samfunds- og køns relaterede problemer, men til brugen af sproget. Man sætter således ikke sproget under debat ved at følge Lyngsøs synspunkt mht. at det er alvoren, der er det grundlæggende – og dog!
Tankerne går til nogen? Lyder forkert i denne sammenhæng.
Når du skriver „og dog“ opstår der et uheldigt modsætningsforhold. Sætningen fremstår kludret.
behøver vi også møde den i poesien, for møder vi ikke nok i hverdagen, der giver anledning til bekymring om tanke?
Den sætning forstår jeg ikke.
På den anden side bliver vi nødt til at tage det alvorlige alvorligt, for spøg forudsætter et element som tages alvorligt.
Hvad mener du med element?
Det alvorlige er bekymrende, fordi man netop altid skænker det omtanke, hvad enten det drejer sig om. Ja, tænk på hvad som helst!
Det drejer sig om? Mangler der ikke noget? Skal man læse videre til næste sætning? Hvis ja, så burde tegnsætningen have været anderledes.
Der er som skrevet er par steder, hvor man ikke helt forstår, hvad du mener. Dog er dette underordnet, da der i det store hele er godt flow.
Da jeg ikke har læst de to (tre?) tekster, du har arbejdet ud fra, kan jeg svært vurdere, om du har hevet alle de vigtigste informationer ud.
Tilmed savner jeg i høj grad, at du drager paralleller til andre tekster/forfattere/personer, der har udtalte sig inden for samme temaområde. Du hiver Georg Brandes ind – super. Det havde været fint, hvis du havde gjort mere brug af sådanne overbevisende midler.
Nu har jeg hakket meget. Det er nok ikke helt retfærdigt. Samlet set ville jeg vurdere din stil til et 7 tal. Primært pga. den manglende grammatik (noget som jeg selvfølgelig lægger meget vægt på – har dine censorer sikkert også gjort).
læs det, jeg har skrevet i gennem og kommenter det gerne.
Først noget til det grammatiske/ret sproglige. Her har jeg ikke rettet ting, som sikkert er tastefejl/oversete ting under eksamens tidspres, men generelle fejl, der gør, at læseren skal læse sætningen flere gange.
Ingen alvor uden spøg! Hvorfor er der et behov for at skrive spøgefuld eller alvorlig poesi? Hvorfor forvrænge sproget – er den så grufuld?
Her opstår det første problem. Jeg kan ikke ud fra sætningens opbygning se, hvad ”den” viser tilbage til? Den første sætning er generelt af stor betydning...
det er ikke tilbagemeldingen fra Niels Lyngsø
Tilbagemelding? Ordet passer ikke ind i denne sætning. Måske du skulle have valgt ”udmelding”.
I Niels Lyngsøs tidsskrift
Har Niels Lyngsøs sit eget tidsskrift?
poesien skal alvor være det bærende nødvendige element
bærende nødvendigt er lidt for meget af det gode. Du siger det samme med to ord.
det forbliver ham gådefuldt
Dativkonstruktioner er ikke så velsete på dansk. Sætningen bliver herved en smule for tung.
hvor han definere den som alvorlig og alvorsfuld
nutids-r mangler på definere.
da den patronisere patosen
nutids-r mangler
Hos Niels Lyngsø optræder alvoren i digtning bestemt ikke som røvkedelige, men sårbart
Adjektiverne forkert bøjet.
Det samme ses i denne sætning: Det alvorlige, sårbare poesi er en potentielt genstand for spøg
Denne sætning illustrerer det også: sættes nyt formidling i værk
hvor han eksemplificere det med kvindeportrættet
nutids-r mangler
Igennem hele sin tidsskrift benytter Bukdahl bagvægt
Et tidsskrift
For Bukdahl virker tingene usammenhænge, uklart og uforståeligt, hvorfor han selv må definere dem igennem brug af andre begreber.
Adjektiverne er her forkert bøjet. De læner sig jo op ad „tingene“
Måske er det ikke længere den identitets-skabende sprog vi søger, men behovet for spændingen
Et sprog – det identitetsskabende sprog
Kommasætningen er ikke konsekvent (eller den halter en del steder)
Så det var lidt til det grammatiske. Hvis dine censorer har været meget grammatikfikseret, kan en del af din måske lave karakter forklares herigennem. Grammatisk ligger stilen på et 4-7 tal – dog må det siges, at dit ordforråd viser overskud og at du stort set konsekvent indsætter meningsgivende fremmedord og ord af højere taksonomi, når du skal. Dit sproglige niveau ville jeg sige ligger på mellem 7 og 10.
Et par generelle kommentarer:
„hermed mener jeg sætnings konstruktionen (syntaksen)“
jeg-formuleringer hører ikke til i gymnasiet. Prøv at formulere dig med passiv: „hermed menes sætningens konstruktion (eller: sætningskonstruktionen), hvorunder syntaksen normalt er at forstå.
Hvis du gerne vil undgå passivomskrivning, så gå i højere grad ind og arbejd med „vi“. Det givet er bedre indtryk end „jeg“.
Hans brug af sprog og ordforråd er meget nuanceret, hvilket sætter krav til læserens sproglige udvikling.
Læserens sproglige udvikling? Hvordan det? Stiller det ikke krav til læserens sprogforståelse?
Her går mine tanker ikke til de sociale-, samfunds- og køns relaterede problemer, men til brugen af sproget. Man sætter således ikke sproget under debat ved at følge Lyngsøs synspunkt mht. at det er alvoren, der er det grundlæggende – og dog!
Tankerne går til nogen? Lyder forkert i denne sammenhæng.
Når du skriver „og dog“ opstår der et uheldigt modsætningsforhold. Sætningen fremstår kludret.
behøver vi også møde den i poesien, for møder vi ikke nok i hverdagen, der giver anledning til bekymring om tanke?
Den sætning forstår jeg ikke.
På den anden side bliver vi nødt til at tage det alvorlige alvorligt, for spøg forudsætter et element som tages alvorligt.
Hvad mener du med element?
Det alvorlige er bekymrende, fordi man netop altid skænker det omtanke, hvad enten det drejer sig om. Ja, tænk på hvad som helst!
Det drejer sig om? Mangler der ikke noget? Skal man læse videre til næste sætning? Hvis ja, så burde tegnsætningen have været anderledes.
Der er som skrevet er par steder, hvor man ikke helt forstår, hvad du mener. Dog er dette underordnet, da der i det store hele er godt flow.
Da jeg ikke har læst de to (tre?) tekster, du har arbejdet ud fra, kan jeg svært vurdere, om du har hevet alle de vigtigste informationer ud.
Tilmed savner jeg i høj grad, at du drager paralleller til andre tekster/forfattere/personer, der har udtalte sig inden for samme temaområde. Du hiver Georg Brandes ind – super. Det havde været fint, hvis du havde gjort mere brug af sådanne overbevisende midler.
Nu har jeg hakket meget. Det er nok ikke helt retfærdigt. Samlet set ville jeg vurdere din stil til et 7 tal. Primært pga. den manglende grammatik (noget som jeg selvfølgelig lægger meget vægt på – har dine censorer sikkert også gjort).
Svar #6
20. juni 2008 af hiat (Slettet)
Det er kronikken, ikke?
Min vurdering skal nok tages med forbehold, da jeg ikke har læst de to tekster, men here goes:
Jeg tror, at du har fået din karakter på baggrund af "misforstået genre." Først og fremmest er det et genrebrud at skrive en manchet (den korte tekst efter overskriften), som normalt benyttes i artikler. Derudover er det en dårlig ide at inddele stilen som du gør, med underoverskrifter og afsnitinddeling.
De to første afsnit følger kronikgenren, men i det sidste afsnit bliver tonen personlig og fabulerende - hvilket kendetegner et essay.
Objektiv set er dit sprog og kommasætning udmærket, dine pointer virker fornuftige. Du ligger til 7-10 ved teksten alene. Men nu knækker halsen ved genrebruddene. Mit gæt er 02, som man får ved misforstået genre.
Min vurdering skal nok tages med forbehold, da jeg ikke har læst de to tekster, men here goes:
Jeg tror, at du har fået din karakter på baggrund af "misforstået genre." Først og fremmest er det et genrebrud at skrive en manchet (den korte tekst efter overskriften), som normalt benyttes i artikler. Derudover er det en dårlig ide at inddele stilen som du gør, med underoverskrifter og afsnitinddeling.
De to første afsnit følger kronikgenren, men i det sidste afsnit bliver tonen personlig og fabulerende - hvilket kendetegner et essay.
Objektiv set er dit sprog og kommasætning udmærket, dine pointer virker fornuftige. Du ligger til 7-10 ved teksten alene. Men nu knækker halsen ved genrebruddene. Mit gæt er 02, som man får ved misforstået genre.
Svar #7
20. juni 2008 af hiat (Slettet)
#5 Interessant! Udmærket dissekering af de sprogmæssige problemer - dem har jeg nok ignoreret lidt - arbejdsskade som stammer fra fejlfulde indlæg på diverse foraer - jeg har en tendens til at ignorere dem.
Men vi vil gerne høre, hvad du fik, janko. Hvis du ikke vil skrive det offentlig, kan du evt. sende en besked til hr. Ruhmann og undertegnede.
Men vi vil gerne høre, hvad du fik, janko. Hvis du ikke vil skrive det offentlig, kan du evt. sende en besked til hr. Ruhmann og undertegnede.
Svar #8
20. juni 2008 af danielruhmann (Slettet)
Genrebrud er naturligvis et meget målrettet skud mod en sikker 02´er. Hvis navnet var blevet undladt, havde det dog ikke rigtig været så meget i strid med et egentligt genrebrud, da manchetten kunne være blevet forsvaret som værende en ultrakort indledning...
Janko:
Har du bedt din lærer om at læse din stil igennem?
Et det en genre, som du normalt har afleveret stile i? Og som din lærer normalt har accepteret.
Janko:
Har du bedt din lærer om at læse din stil igennem?
Et det en genre, som du normalt har afleveret stile i? Og som din lærer normalt har accepteret.
Svar #9
20. juni 2008 af janko (Slettet)
Hej Danielruhmann og hiat:
Tak for jeres rettelser og kommentar!
Jeg mener ikke at "begået" et genrebrud, da jeg har fulgt dansk fagkonsultens, Susan Moses, vejledning til besvarelse af min opgave, hvor jeg mener at have inddraget samtlige elementer, som hun beskriver her:
http://www.emu.dk/gym/fag/da/uvm/stx_proevegenreoversigt_elev.doc
#6
Dette er bestemt ikke forkert at bruge en kort manchet på 2 linjer i kronikken, det er beskrevet på således:
Layout
De tre skrivegenrer har intenderede modtagere og mulige kanaler, men det er ikke hensigten at eleverne skal skrive journalistisk og opsætte besvarelserne ud fra journalistiske kriterier.
Rubrikken, overskriften, er givet i alle opgavetyper, og den skal bruges. Det er muligt at benytte underrubrik og mellemrubrikker i den litterære artikel og i kronikken, hvorimod disse brud vil virke forstyrrende i essayet. Det er vigtigt at understrege, at der ikke ligger forventninger
til, at eleverne bruger mellem- og underrubrik i litterær artikel og kronik. Men hvis disse virkemidler kan kvalificere fremstillingen og understrege dens fokus, kan de benyttes og de må vurderes positivt. Det trækker ikke op i vurderingen, hvis eleven har brugt tid på at sætte sin
besvarelsestekst op i spalter eller på anden måde artikelagtigt. På den anden side trækker det heller ikke ned, så længe det ikke virker forstyrrende på læsningen.
/ayhan
#8
Jeg har skrevet til og sendt min opgave til min lærer, men det er jo ikke sikkert hun har set den endnu, da hun sikkert skal være censor mange steder.
Jeg har ikke troet at jeg var særlig stær til kronik-genren, men jeg fik 7(pil op) til min terminsprøve. Min lærer grundet det i at jeg havde forkert overskrift - jeg havde nemlig selv skrevet en....
Tak for jeres rettelser og kommentar!
Jeg mener ikke at "begået" et genrebrud, da jeg har fulgt dansk fagkonsultens, Susan Moses, vejledning til besvarelse af min opgave, hvor jeg mener at have inddraget samtlige elementer, som hun beskriver her:
http://www.emu.dk/gym/fag/da/uvm/stx_proevegenreoversigt_elev.doc
#6
Dette er bestemt ikke forkert at bruge en kort manchet på 2 linjer i kronikken, det er beskrevet på således:
Layout
De tre skrivegenrer har intenderede modtagere og mulige kanaler, men det er ikke hensigten at eleverne skal skrive journalistisk og opsætte besvarelserne ud fra journalistiske kriterier.
Rubrikken, overskriften, er givet i alle opgavetyper, og den skal bruges. Det er muligt at benytte underrubrik og mellemrubrikker i den litterære artikel og i kronikken, hvorimod disse brud vil virke forstyrrende i essayet. Det er vigtigt at understrege, at der ikke ligger forventninger
til, at eleverne bruger mellem- og underrubrik i litterær artikel og kronik. Men hvis disse virkemidler kan kvalificere fremstillingen og understrege dens fokus, kan de benyttes og de må vurderes positivt. Det trækker ikke op i vurderingen, hvis eleven har brugt tid på at sætte sin
besvarelsestekst op i spalter eller på anden måde artikelagtigt. På den anden side trækker det heller ikke ned, så længe det ikke virker forstyrrende på læsningen.
/ayhan
#8
Jeg har skrevet til og sendt min opgave til min lærer, men det er jo ikke sikkert hun har set den endnu, da hun sikkert skal være censor mange steder.
Jeg har ikke troet at jeg var særlig stær til kronik-genren, men jeg fik 7(pil op) til min terminsprøve. Min lærer grundet det i at jeg havde forkert overskrift - jeg havde nemlig selv skrevet en....
Svar #11
20. juni 2008 af hiat (Slettet)
#9 Min fejl - jeg havde aldrig set en kronik sat op som en artikel. Dog mener jeg stadigvæk, at dit sidste afsnit er et genrebrud. Men jeg er heller ikke dansklærer, så vent på din lærers bedømmelse og tag den derfra. Skriv gerne, hvad resultatet bliver. Held og lykke.
Svar #12
20. juni 2008 af janko (Slettet)
#11
Jeg venter spændt på at se min lærers vurdering af det.
Jamen fik karakteren 02 - noget jeg aldrig nogensinde har fået!
Men kan man virkelig få 02 i tilfælde af, at en del af en opgave er genrebrud når alt andet er overholdt?
Det synes jeg er er ret stram vurderet af censor..
Jeg venter spændt på at se min lærers vurdering af det.
Jamen fik karakteren 02 - noget jeg aldrig nogensinde har fået!
Men kan man virkelig få 02 i tilfælde af, at en del af en opgave er genrebrud når alt andet er overholdt?
Det synes jeg er er ret stram vurderet af censor..
Svar #13
20. juni 2008 af Romulus (Slettet)
Du må huske, at der er to censorer, der retter din opgave, og sammen er de altså blevet enige om 02, desværre.
Man kan altid klage, men det er utrolig svært at få medhold i sager som denne med en skriftlig karakter, og rektor kan på stedet afvise klagen. Hør, hvad din lærer har at sige, undersøg dine muligheder, og tag stilling til, hvad du vil.
Man kan altid klage, men det er utrolig svært at få medhold i sager som denne med en skriftlig karakter, og rektor kan på stedet afvise klagen. Hør, hvad din lærer har at sige, undersøg dine muligheder, og tag stilling til, hvad du vil.
Svar #14
20. juni 2008 af blackduck (Slettet)
#12
Der mangler en rød tråd i din kronik. Jeg ved det lyder lidt hårdt, men det virker ikke som om at du rigtigt har forstået hvad de to egentlig mener. Dine tre afsnit hænger ikke rigtig sammen, og du får blandet dine egne tanker ind i det hele på en ikke-danskfaglig måde.
Det sagt syntes jeg at netop denne opgave var for svær. Jeg overvejede den, men turde simpelthen ikke. Man kan forholde sig til sprogets udvikling, brug osv. i al almindelighed og indgå i en sprogdebat, som du også gør. Men at forholde sig til noget så komplekst som spøg og alvor i poesi kræver stort danskfagligt overblik.
Jeg syntes dog at 02 er meget hårdt bedømt, og hvis det er normen tror jeg at mange har brændt fingerne på denne opgave. Jeg ville give 4, og havde de formelle ting som stavning, kommatering osv. været i orden et 7-tal.
Der mangler en rød tråd i din kronik. Jeg ved det lyder lidt hårdt, men det virker ikke som om at du rigtigt har forstået hvad de to egentlig mener. Dine tre afsnit hænger ikke rigtig sammen, og du får blandet dine egne tanker ind i det hele på en ikke-danskfaglig måde.
Det sagt syntes jeg at netop denne opgave var for svær. Jeg overvejede den, men turde simpelthen ikke. Man kan forholde sig til sprogets udvikling, brug osv. i al almindelighed og indgå i en sprogdebat, som du også gør. Men at forholde sig til noget så komplekst som spøg og alvor i poesi kræver stort danskfagligt overblik.
Jeg syntes dog at 02 er meget hårdt bedømt, og hvis det er normen tror jeg at mange har brændt fingerne på denne opgave. Jeg ville give 4, og havde de formelle ting som stavning, kommatering osv. været i orden et 7-tal.
Svar #15
20. juni 2008 af hiat (Slettet)
#12 Ikke for at virke som lyseslukker, men læs allan_sims indlæg i https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=548475. Det er meget svært at få medhold i en klage.
Svar #16
20. juni 2008 af janko (Slettet)
#13 og #15
jeg er godt klar over, at censorerne er meget bedre stillet end jeg er.
Jeg mener dog, at jeg har en god sag, hvor jeg har en del argumenter for, hvorfor den givne karakter er uacceptabel
jeg er godt klar over, at censorerne er meget bedre stillet end jeg er.
Jeg mener dog, at jeg har en god sag, hvor jeg har en del argumenter for, hvorfor den givne karakter er uacceptabel
Svar #18
02. januar 2009 af RieBrodersen (Slettet)
Det er godt skrevet, men det er ikke en kronik. Opgaven er blevet kritiseret for at være svær, og for at egne sig bedre til essay-genren. Desuden misforstår du nogle af Niels Lyngsøs pointer. Men ja, 02 er ret hårdt.
Svar #19
07. september 2013 af idatofta (Slettet)
Du mangler en hel masse fagtermologi, når du laver din retoriske analyse. Som tidligere nævnt minder din diskussion for meget om essayet. Dine citater og henvisninger er ikke særlig gennemførte. Og så vidt jeg husker, så må man ikke lave overskrifter i selve opgaven.
Skriv et svar til: Eksamen maj 2008 (Alvor og spøg) - bedøm den venligst
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.