ved ikke hvilke begreber jeg kan tage fat i

hej folkens.

jeg skal i årsprøve i samfundsfag onsdag morgen og har problemer med at finde ud af, hvilke begreber jeg kan tage frem i denne tekst. håber nogen kan hjælpe mig

Uddrag fra artiklen…
Information | 22.03.2008 | 1. sektion | Side 16 / 17

Kronik: Selvprofilering i den bedste sendetid
De nye netværksportaler som Myspace og Facebook kan skabe illusionen om, at der er nogen derude, der holder øje med os, og som derigennem kan bekræfte os i vores eksistens. Således byder de virtuelle mødesteder på én og samme tid på både problemet og løsningen for det moderne menneskes kontaktbehov
Af Julie Püschl

I løbet af de sidste par år er det ene internet-baserede netværk efter det andet dukket op. Vi har lært udtryk som Poke him! og MySpace, og vi har lært at få venner, vi aldrig har mødt, og som vi heller ingen intentioner har om at møde. Vi har lært at åbne for en skattekiste af informationer om vores privatliv over for alle og enhver, blot man er accepteret som 'ven'. Et krav, der nemt kan opfyldes ved hjælp af et enkelt tryk på en knap. Og venner kan man som bekendt ikke få for mange af.
Netop derfor rammer disse internetvenskaber da også plet lige ned i den letheds-kultur, vi lever i. Vi kan arbejde hjemmefra, gå på auktion hjemmefra, bestille varer hjemmefra og nu altså også få venner uden nogen sinde at forlade matriklen. Selve det at blive opfattet som en 'ven' er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace. Et faktum, der må siges at have en lang række fordele. For eksempel er affektion og bekymring helt ude af billedet i disse forhold, og hører man ikke fra sine venner i månedsvis, behøver man ikke tage sig det så nær. De såkaldte venner består nemlig ofte kun af et billede, et navn og af en række fakta om dem. Dette lyder måske absurd, men ikke desto mindre er det virkeligheden.
….

Altid kontakt
Tænk bare på den udbredte brug af mobiltelefoner. Vi kan altid få kontakt. Hvor som helst og når som helst. Og søger det hele tiden. I bussen, i toget, på cafeen, i Føtex og på gaden. Måske er det det, den grænseløse kommunikeren er udtryk for: At så længe vi kommunikerer, er der kontakt. Og så længe, der er kontakt, er der håb, er der liv. Er vi set. Er vi hørt. Er der nogen, der bemærker, at vi findes.
Vi vokser op i sammenbragte familier, uden fastforankrede religiøse eller politiske ståsteder, med velfærdssamfundets, i princippet, uendelige muligheder for at uddanne os og blive til det, vi selv vil, hvis vi vil, og når vi vil. Men med til al denne frihed følger også en udtalt grad af tomhed. Hvor kommer vi fra, hvor bevæger vi os hen, hvem følges vi med på vores vej og ikke mindst: hvorfor? Meningsløsheden og absurditeten er allestedsnærværende og runger hult i navnene Myspace og Facebook. Navnene fortæller os nemlig, at vi kan skabe vores helt eget rum, indrette det som vi vil, dekorere væggen, hvorpå vi selv og andre kan skrive, med vores yndlingsfotos og citater. Som i så mange andre af det moderne menneskes forhold er man altså her enerådig og kan i princippet selv bestemme. Men hvor Virginia Woolf, som en af de første, søgte at beskrive vigtigheden af at have et eget og uforstyrret 'rum' (A Room of One's Own), er pointen vel netop i disse nye private, virtuelle sfærer, at de ikke er det. Eller det vil sige, de er private, de handler om os, men de gør det i en direkte og konkret henvenden sig ud i verden. I en blotlæggelse af os selv. Her vil vi hjertens gerne forstyrres. Det er faktisk det, det hele går ud på. Kuk-kuk, her er jeg! Se mig!
Det er en åben invitation til hvem som helst om at komme og følge med i vores gøren og laden og i sidste ende i vores liv. Og det er vel det, som disse netværksportaler i bund og grund kan. De kan skabe illusionen om, at der er nogen derude, der holder øje med os og derigennem kan bekræfte os i vores eksistens.