kan jeg få hjælp tak

Det er jo egentligt noget du selv burde svare på ... det er jo et spørgsmål til dig ... Men tænk på tv, internet, m.m. som du hver dag benytter dig af, og hvorfor du har brug for disse medier? Hvad benytter du dig af i din hverdag? Ville du kunne leve en weekend uden internet og tv?? Internettet kan jo fx fungere som et sted hvor der forekommer en selvfremstilling og hvor man kan få uforpligtende ansigtsløse relationer (fx Facebook). Ofte identificerer de unge sig med de netværkerne de har, bl.a. de netværker de får igennem internettet. Du bør også overveje, at mange unge anvender medier derfor (generelt) i forbindelse med identitetsdannelse.

Samfundet er godt nok ved at være en smule "fucked-up", hvis unge bruger facebook i deres identitetsdannelse.. 

Det har samfundet da været længe ...

"Samfundet er godt nok ved at være en smule "fucked-up", hvis unge bruger facebook i deres identitetsdannelse.. "

- Jamen så er samfundet fucked up. Ligesom når man ikke kan bruge et dansk ord på at beskrive noget...

Men et socialt netværk som Facebook erstatter bare den måde unge mødtes på i før. Det er fremtiden. Sådan er det. Det er bare og acceptere det før man bliver indebrændt.

Vi kan da sagtens benytte os af danske ord og fraser, hvis du hellere vil det (så sørg dog også lige at få styr på din brug af infinitiv). Bemærk dog, at langt de fleste ikke er danske etymologisk set, så i virkeligheden har vi jo tabt kampen, inden vi er kommet ordentligt i gang.

Jeg ved godt, hvordan "identitetsdannelsen" hos unge foregår i "det senmoderne samfund" (ifølge sociologier og filosoffer), jeg har skam også gået i gymnasiet, og jeg nåede såmænd nok også dybere ned i emnet end den gennemsnitlige gymnasieelev, der brugte uanede mængder af tid på at analysere Giddens, jf. "ansigtsløse relationer".

" Det er fremtiden. Sådan er det. Det er bare og acceptere det før man bliver indebrændt."

Det var dog et pessimistisk syn på fremtiden. Jeg håber da ikke, at vores skæbne er bestemt på forhånd således, at det intet ændrer, om vi forsøger at skabe en bedre fremtid. 

Jeg er skam ligeglad med om man bruger engelske ord.. Syntes da bare det var lidt meget og bruge fucked up om samfundet.

Ved ikke hvad infinitiv er. Og kan ikke sætte komma osv.

Og det er da flot du var bedre end den gennemsnitlige gymnaiselev. Forstår ikke hvorfor det er et pessimistisk syn? Det er dig der bruger fucked op om Facebook. Jeg er fan af Facebook.

Det er forskel på acceptere noget og så det at kunne leve med det, - ved dog at undre og egentlig også bekymre sig for det.

Jeg håber det er et absolut mindretal, som decideret skaber dele af sin identitet igennem et medie som facebook, som for de fleste vedkommende er overfladisk tidsbrug og en måde at holde kontakter i live.

Hvis vi blindt accepterer informationssamfundet lange - og grimme arm, og samtidig ikke tager forbehold for den popularitetskultur vi har i det senmoderne samfund, så får vi i alle tilfælde svære kår at skulle slås med og i sidste ende bliver det demokratiet og det oprigtige fællesskab som bliver taberen.

Spørgsmålet er, om det senmoderne individ har en identitet - eller mange - eller om identiteten overhovedet findes i det senmoderne.

Jeg vil skyde på flere. Jeg tror på at behovet for at please andre, gør at man optimerer ens egne sociale evner(ubevist eller bevist) og her snakker vi ikke om decideret situationsfornemmelse, men i stedet for at man ikke har tiltro nok til sig selv, -  og at man derfor ofte kan vælge at lave lidt om på sig selv.

Man kunne argumentere for at forklaringen skulle findes i at det senmoderne samfund er udseende, udstråiling og personlighed ualmindeligt vigtigt og derfor er incitamentet til lavt selvværd til stede, hvilket gør det svært at acceptere og definere sig selv og derfor vælger man at dække ind, for at undgå nederlag.

Dermed har vi accepteret præmissen om det refleksive individ.

Sorry. Der gik lidt filosofi i den:)

Præmissen om det refleksive individ kan nemt accepteres. Jeg er ikke sikker på, om de forskellige identiteter stammer fra et behov for at please andre, det tror jeg såmænd ikke, har du et sådan behov, klinger din identitet en smule hult, idet den da er skabt af lutter ydre relationer. Den skal jo helst skabes indefra. En anelse problematisk er det derfor også for identitetsdannelsen, hvis det, du beskriver, er blevet standard, for så taler vi slet ikke om unge der leder efter en identitet men snarere unge, der kæmper efter at passe ind i verden og heri have det godt via andres anerkendelse. Det er i grunden en smule socialkonstrutivistisk anskuelse af "identitet", der fremkommer, forudsat at vi vælger at betragte individet som en samling af (socialt konstruerede) roller, der ændrer sig afhængigt af vennekredsen. Men er vi underlagt roller, der ændres, kan vi jo spørge til, om der overhovedet er tale om en identitet, idet en identitet jo gerne skulle være noget uforanderligt i den forstand, at du selv skal kunne spejle dig i den. (deraf vel også begrebet "identitet", der indenfor logik benyttes om en definition). 

Identiteten skabes helt sikkert ved at tage stilling - at vælge om man vil - og det er da også grunden til, at vi som senmoderne individer må være så refleksive, som det forlyder. Heri ligger også muligheden for, at der findes flere identiteter for ét individ, da det alt andet lige må være muligt at vælge en identitet som en splittet identitet. Der er så at sige forskel på, om man får tildelt en rolle, eller om du vælger en identitet. Grundessensen er helt forskellig. 

Den skal jo helst skabes indefra. En anelse problematisk er det derfor også for identitetsdannelsen, hvis det, du beskriver, er blevet standard, for så taler vi slet ikke om unge der leder efter en identitet men snarere unge, der kæmper efter at passe ind i verden og heri have det godt via andres anerkendelse.

Men du tager også udgangspunkt i det optimale, og det tror jeg bare ikke passer ind i sandheden.

Man kunne fx tage sit afsæt i, hvor mange unge der føler sig ensomme, fordi de ikke føler at de er gode nok. Hvor mange mennesker der tager lykkepiller, går til psykolog og ikke mindst selvmord blandt unge.

I og med at friheden(som du selv er inde på) i dag er næsten ubegrænset, og vi i et stort omfang skal skabe vores egen identiet, så skaber det også en forudsætning for at man er mere sårbar og det lettere kan gå galt

Sagt på en anden måde: Anerkendelse betyder vitterlig meget, og derfor er der sikkert nogle som fx får det bedre jo flere venner de får på facebook. Man skal passe meget på med at tage udgangspunkt i sig selv, og ens omkreds, især hvis man er umiddelbart intelligent ung velfungerende mand som dig selv.

Frihed er langt fra lykke. Nogle fungerer bedst i trygge rammer, hvor ens identitet og levevej mere er givet.

Ja. Men jeg interesserer mig også kun for det filosofiske aspekt. Det andet lader jeg sociologerne om.

"Anerkendelse betyder vitterlig meget". NEJ, det betyder meget, hvis du tillægger det stor betydning. Men igen, det afhænger af, om du direkte vil beskrive eller definere. 

NEJ, det betyder meget, hvis du tillægger det stor betydning.

Hvilket mange altså også gør, og derfor skal det tillægges en betydning. Det fremgår også af mit indlæg.

Der er såmænd fint nok, at du kun vil anlægge det udfra en filosofisk indgangsvinkel. Faren er bare at det så bliver meget eliært, og det er meget uheldigt, hvis du skal frem til en mere rammende vurdering.

Det kan vi såmænd nok blive enige om.

Men nu betragter jeg basalt set ikke "stræben efter anerkendelse" som en del af identiteten, det er snarere et udtryk for dårligt selvværd højst sandsynligt afledt af en i ringe grad defineret identitet. Vi kan derimod sagtens blive enige om, at det er et gennemgående tema, der må på tale, hvis vi ønsker at beskrive, hvordan mange unge agerer i deres hverdag. Men jeg tror absolut ikke, at det er måden, de definerer sig selv på, jeg tror helt sikkert snarere, at det er i mangel på en definition omkring dem selv, at de søger bekræftelse.

For at komme med et postulat, der måske er værd at tænke over, så er det at skabe sin egen identitet det samme som at træde ud af den rolle (eller de roller), man er blevet påduttet igennem livets faser. Identiteten skabes ej heller over én omgang, det er nødvendigt hele tiden at redefinere sig selv - vi vokser jo med livet. :-) 

Jeg ser lidt en veldefineret identitet som en strengt matematisk og logisk ligevægt. Vi kan jo tage et eksempel på en identitet fra økonomiens verden:

Y≡G+C+I+(M-X)

Pointen er, at den balancerer, den er ikke uligevægtig. Bliver et menneske uligevægtigt, må det redefinere sin identitet.

Derfor kunne jeg aldrig drømme om at underkende de sociologien, men den forklarer ikke, hvad identitet er, og det er jo nødvendigt at fastsætte, før man kan gisne om, hvad der påvirker den. 

Hehe forhåbenligt. Det vel menneskeligt at udvikle sig og hele tiden redefinere sig selv. Det gør man jo også politisk,- hvilket typisk kan være noget der kommer med alderen.

Jeg vil i øvrigt sige at jeg ikke bare tilnærmelsesvis har en bred sociologisk viden, som tillader mig at argumentere i absoluter. Slet ikke. Men vi er jo også enige om at begge dele nødvendigvis må være en del af analysen, hvis vi skal have mere objektivtet og som skrevet - et mere rammende resultat.

Det siges jo at ens identiet også bliver skabt af de sociale vilkår med er opfødt med og de mennesker man begiver sig med i hverdagen. Det behøver ikke at være i et led af anerkendelse, men en naturlig konsekvens af at mennesket kan være letpåvirkeligt, især hvis man ikke kender sig selv og sine værdier og derfor tager udgangspunkt i andre.

Jeg tror nok at trådstarter har fået nogle tanker;) Men det irriterer mig af helvede til at flere og flere herinde bare poster opgaven, uden selv at have gjort sig nogle tanker. Det gælder også for denne tråd.

Man kunne evt. starte med at tage udgangspunkt i sig selv. Er det for krævende?

Jeg deltog i en filosofikonkurrence, da jeg gik i gymnasiet. Der skrev jeg noget, der passer fint ind i denne diskussion (den skulle desværre skrives på engelsk og med kun 4 timer til at flette Kant, Nietzsche og Kierkegaard sammen i en samlet diskussion om moral og etik gik det lidt hurtigt, så undskyld for de grammatiske fejl):

We all have a codex of what we think is right and wrong, something which affects us in our everyday life, which affects our actions and opinions. Mostly this codex has been developed by our experiences with other humans. When parents bring up their children, they have an important influence passing on values which builds up a certain identity for the child. Morality and ethics are deeply assimilated into our minds, when said how we must live to fit into society and how we must act if we want to interfere with other human beings.

Den "certain identity" er kommet i skred efterhånden, som vi gik over i det senmoderne samfund, men ikke desto mindre findes den stadig. Det er den identitet, vi starter ud med, den blivet os givet, og vi må derfor nødvendigvis definere vores egen, når vi kommer et stykke videre i livet. Den er dog til stadighed helt basal, om ikke andet så fordi den lægger grundstenen til det at være et menneske. 

Det skam godt og velskrevet. Og kan godt lide at du stadig har det liggende. Skabsnarcacist:)

Vi er egentlig også enige nok, hvis man skal se på det overordende, i stedet for den mere akademisk-præget diskusion.

Mennesket er jo heller ikke mere nuanceret, at man ikke kan undgå at have sine egne idealer og sit politiske tilførsforhold med i sin vurdering. Og jeg er ikke i tvivl om, at du er mere liberal end fx jeg er det.

Jeg har såmænd stadig mine gamle stile fra folkeskolen. :)

Tja, med hensyn til den politiske orientering ved jeg nu ikke. Værdipolitisk er jeg meget liberal, fordelingspolitisk er jeg ikke (om end jeg har et par forslag til alternative måder at finansiere vores udgifter på). 

Men enige er vi, ja.