Hvad importere Sydafrika?

Hvad med kaffe, tøj og krydderier osv. ;) 

I landbruget dyrkes især fødevarer til eget forbrug eller til lokalt salg. Majs er den vigtigste afgrøde, men i områder, hvor der er mindre vand tilgængeligt i vækstperioden, dyrkes hirse og durra. Kornafgrøderne suppleres med rodfrugter (maniok, yams og batater) og bælgplanter (bønner og ærter). Vigtigheden af de enkelte afgrøder varierer lokalt efter naturforhold, ligesom udbredelsen har ændret sig væsentligt med tiden. Majs blev først udbredt i 1800-t., hvor den afløste andre kornafgrøder (fx durra), men har senere tabt terræn i forhold til hvede; brugen af nye højtydende eller tørkeresistente sorter er blevet mere udbredt, bl.a. sorter med en kortere modningstid, som giver bedre sikkerhed for et høstudbytte, hvor regntidens længde er usikker. Til gengæld har disse sorter øget bøndernes markedsafhængighed, fordi de nye sorter kun giver fuldt udbytte, hvis der købes ny såsæd hver dyrkningssæson.

Ved siden af fødeafgrøderne dyrkes et stort udvalg af salgsafgrøder til de nationale markeder og til eksport. Afrika eksporterer bl.a. olieholdige afgrøder som jordnødder og palmeoliefrø, men også kaffe, te, kakao og frugter (fx dadler og oliven). Enkelte lande har stor eksport af industrielle afgrøder, især bomuld. I slutningen af 1900-t. blev eksporten spredt på flere produkter, og Afrika har haft et stigende salg af friske frugter, grøntsager og specialafgrøder som fx afskårne blomster.

Hovedparten af landbruget udgøres af brug, hvis væsentligste arbejdskraft er familiens medlemmer. Kvinderne udfører størstedelen af arbejdet i familiebruget, især med hensyn til dyrkning af fødeafgrøder og mest udbredt, hvor mændene tager på migrantarbejde. I dyrkningen af salgsafgrøder deltager mændene generelt mere. Den øgede skolegang betyder, at børnene indgår mindre i arbejdet end tidligere; sammen med det udbredte migrantarbejde indebærer det, at landbruget i store dele af Afrika begrænses af mangelen på arbejdskraft i spidsbelastningsperioder.

Dyrkningssystemerne på familiebrugene har, ligesom forholdet mellem selvforsynings- og salgsafgrøder, løbende ændret sig. De mest udbredte dyrkningssystemer i Afrika er baseret på forskellige varianter af svedjebrug, hvor jorden i en brakperiode genvinder frugtbarhed, før den efter afbrænding udnyttes til landbrug, indtil udbyttet atter bliver for lavt og processen gentages. Befolkningstilvækst og deraf følgende udvidelse af landbrugsarealet har imidlertid medført, at brakperioderne er blevet stadig kortere, og behovet for gødning er øget. Brugen af gødning er dog ikke udbredt i Afrika pga. familiebrugenes begrænsede økonomiske resurser. Ofte er konsekvensen derfor faldende udbytter, forringelse af jordens frugtbarhed, erosion m.m., og familiebrugene har generelt vanskeligt ved at øge produktionen i takt med befolkningstilvæksten.

Et andet problem er de lave landbrugspriser såvel på verdensmarkedet som lokalt. Nationale regeringer har forsøgt at holde priserne nede til fordel for befolkningerne i byerne, og på verdensmarkedet betyder landbrugssubsidier i Europa og USA, at Afrikas produkter påføres en betydelig konkurrence. De lave priser indebærer også, at det ofte bedre kan betale sig at investere evt. overskud i andre sektorer end i landbruget.

Plantager. Ud over familiebrugene er plantagebrug udbredt i Afrika. Mange plantager ejes eller bestyres af udenlandske virksomheder, som har den fornødne ekspertise og adgang til de markedskanaler, der er nødvendige. På plantagerne dyrkes afgrøder som sukker, frugter (fx ananas) og grøntsager (fx tomater). I nogle lande (bl.a. Kenya og Elfenbenskysten) er plantageformen blevet afløst af et system, hvor bønderne leverer afgrøderne på kontraktvilkår. Herved mindskes den udenlandske virksomheds investeringer, og der opstår en gruppe af kommercialiserede landbrug, som på basis af sikkerheden i kontraktdyrkningen kan reducere selvforsyningsgraden. Til gengæld bliver disse brug stærkt afhængige af prissvingningerne på verdensmarkedet.

Husdyravl. Gennem historien har kvæghold spillet en stor rolle; græssavannen udnyttes af kvægnomader, mens der i områder med mere nedbør findes bønder, som kombinerer agerbrug og husdyravl. Kvægbruget er i stigende omfang blevet klemt i forandringsprocessen i Afrika. Det ekspanderende agerbrug inddrager kvægbrugets græsningsområder; det er ofte de områder, som har mest vand, og som derfor er vigtige for kvæget i tørtiden. Samtidig er flere nomader blevet bofaste omkring brønde; det er en udvikling, der støttes med henblik på at mindske kvægsygdommenes spredning, men det betyder, at græsningsresurserne ikke udnyttes optimalt.

Selvom kvægbruget i stigende grad er blevet markedsrettet, præges det dog af, at flere etniske grupper hovedsagelig opfatter kvæg som repræsenterende en rigdom, en sikkerhed mod fremtidige problemer.

Håber du kunne bruge noget af det ;)

#2 Har kopieret teksten fra: http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Afrika/Afrika_generelt/Afrika_(Produktion), bare lige så #0 kender til kilden :)

;)

Spørgsmålet i #0 går på, hvad Sydafrika importerer. Landet importerer vel varer og råstoffer, som de ikke selv producerer i landet eller ikke er selvforsynende med.