gnidningskoeffient

Du kan benytte en meget forenklet model af de to overflader, hvor der er gnidningsmodstand. I modellen har overfladerne nogle riller på tværs af bevægelsen. Fladerne antages at være vandrette og den øverste flade er underside af en klods, der er påvirket af tyngdekraften. Hvis klodsen skal trækkes vandret, skal den trækkes lidt opad, for at dens rillemønster kan komme fri af rillemønsteret på underlaget. Jo større tyngdekraft, der er på klodsen, des større træk skal der til for at trække klodsen op. Forholdet mellem trækkraften og tyngdekraften er den statiske gnidningskoefficient. Når klodsen er komme i bevægelse, vil den hver gang den passerer en rille "falde" ned i den næste, hvorved den får lidt ekstra fart, der hjælper den med at komme over den næste. Derfor skal der ikke så stort træk til at komme videre.

Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål.

Har du mulighed for at sende modellen

Jeg har lavet en tegning. Den er meget skematisk, men viser idéen. Øverst er vist tyngdekraften, trækkraften og den resulterende kraft. Nedenunder er de to overflader. Den resulterende kraft kan opdeles efter de to retninger, der er vist. Hvis den del, der går parallelt med overfladerne, går i den viste retning, begynder klodsen at bevæge sig op over forhindringen. Når den når toppen, vil den glide ned på den anden side og vil ved næste forhindring have et tilløb, så den nemmere kommer over. Derfor skal der ikke så stor kraft til for at komme videre.

Tegningen er meget skematisk. Hvis der er tale om et bilhjul på en asfalteret vej, vil vejen være ret knudret og dækket vil til en vis grad tage samme form som vejens buler, fordi der et blødt. Hvis man ser meget tæt på det, ligner det i små områder den skematiske tegning,

PS: Jeg prøvede at overføre tegningen, men det lykkedes ikke.

Jeg har en lidt anden forklaring i slutningen af #4 ( rillemodellen ):

Trækker du klodsen langsomt, kan rillerne i den øverste klods nå at falde ned mellem rillerne i den nederste: Klodserne hænger sammen fordi rillerne er i "indgreb".

Trækker du hurtigere, vil rillerne bumpe henover hinanden. Øverste riller når simpelthen ikke at falde ind mellem nederste og få fast greb i disse. Hvis jeg må bruge udtrykket: Rillerne "skøjter" hen over hinanden. Hvis jeg nu erstatter rillerne med to lag parallelt liggende cylindriske stave, kan de fra enderne i statisk tilstand tegnes således:

  O O O O O O O O O O O O O O O O O O
O O O O O O O O O O O O O O O O O O O

Bemærk at stavene i øverste lag er placeret i mellemrummene i nederste lag: Lagene er i indgreb ( beklager den store linieafstand ). Sættes øverste lag i bevægelse og "skøjter", kan situationen tegnes således:

O O O O O O O O O O O O O O O O O O O  →
O O O O O O O O O O O O O O O O O O O

Indgrebet mangler, og over en vis hastighed kan stavene i øverste lag ikke nå at lægge sig tilrette mellem stavene i nederste lag, førend "vi skal videre".

Effekten ses tydeligt ved laviner:  Et forkert skridt - eller endog en høj lyd - kan starte dem.