Studievalg og videregående studie

Karkirurgi

26. januar kl. 11:29 af Stelliferous91

Hej. Er der nogen herinde der kan fortælle mig hvorfor hoveduddannelsen i karkirurgi har så få ansøgere sammenlignet med alle andre kirurgiske specialer? Hvorfor gider folk ikke være karkirurger? 
 


Brugbart svar (0)

Svar #1
26. januar kl. 11:48 af thelma333

tja, det kan der jo være mange grunde til

det lader til at være et lille speciale og efterhånden også færre patienter - måske er der ikke så mange stillinger

måske synes mange, at arbejdet lyder lidt ensformigt

måske er mange ikke så begejstrede akut arbejde og vagter

https://www.laeger.dk/sites/default/files/temanummer_sund_og_hed_de_38_specialer.pdf

hvorfor spørger du?

Svar #2
26. januar kl. 11:54 af Stelliferous91

Jeg er medicinstuderende i slutningen af bacheloren og sidder og gør mig lidt tanker om hvilken slags læge jeg gerne vil være. Jeg synes at kirurgi lyder spændende, men jeg har indtryk af at feltet er særdeles konkurrencepræget og at der efterhånden forventes udgivet en til flere artikler eller at man har skrevet en PH.D før man kan gøre sig forhåbninger om at komme i hoveduddannelse indenfor de kirurgiske specialer. Lige med undtagelse af karkirurgi åbenbart. Den er der ingen der vil røre? 


Svar #3
26. januar kl. 11:56 af Stelliferous91

Jeg ved ikke om forskning er noget for mig i øvrigt. Det er lidt derfor jeg prøver at afsøge hvilke veje man kan gå som ikke er så konkurrenceprægede 


Brugbart svar (0)

Svar #4
26. januar kl. 12:25 af thelma333

tja - jeg ville prøve at tage kontakt til en karkirurgisk afdeling og høre om, der er mulighed for at komme på besøg og høre lidt om faget, mulighederne og fornemme stemningen og forholdene

vær ærlig og forklar dem din tvivl og din undren, så vil du formentlig få nogle ærlige svar

jeg synes da, at artiklen tegner et positivt billede af området

nu skal du jo heller ikke vælge efter, hvad der er populært, men efter hvad du selv finder interessant og noget for dig

Svar #5
26. januar kl. 14:34 af Stelliferous91

Ja det kunne være et godt bud. 
 

jeg synes bestemt artiklen tegner et fint billede og målbeskrivelsen for hoveduddannelsen tegner også et godt billede af specialet. Det er bl.a. også derfor at det forbavser mig at det er så massivt relativt til de andre kirurgiske specialer som alle er meget populære. 
 

jo bestemt, men man må også vurderer om ens ambitioner er realistiske når man ikke føler sig tiltrukket af mange års forskning. F.eks. Kunne jeg være nok så interesseret i neurokirurgi men hvis man ikke er indstillet på at gå forskervejen så er det bare ikke realistisk, 


Brugbart svar (0)

Svar #6
30. januar kl. 00:30 af DrNielsen

Jeg tror ikke specialet er så hot lige nu. Hvorfor er altid svært at vurdere. Da jeg i sin tid startede på studiet skulle alle være ortopædkirurger. Det er ikke så sexet mere, og det er nogenlunde ligetil at få I og H stillinger. Måske har det noget med patientgruppen at gøre; det er meget ældre kronikere med mange co-morbiditeter. Der er ikke ret mange unge eller børn med mindre de har varicer eller aneurismer.

I 2017 blev der slået 7 H-forløb op. Der var 5 ansøgere, og 4 forløb blev besat.

Jeg er medicinsk anlagt, så hvad der sker i kirurgien lige nu ved jeg ikke alt om. Jeg synes ikke det virker til at specialet umiddelbart er mere konkurrencepræget end så mange andre specialer. Du kan ligeså godt gøre dig det klart nu, at et godt CV gør dig attraktiv. Sådan er det bare. Forskning er ikke alt, men dækker - potentielt - flere af de 7 lægeroller. Derfor er det smart. Men så længe du ellers har fyldt dine roller fornuftigt ud med relevant arbejde behøver du ikke forske.

Vær proaktiv; find en der kan være din mentor. Det er ikke forbudt at spørge folk i faget hvad der skal til for at optimere lige netop din profil for at nå dine mål. Tværtimod vil de formentlig bryde sig godt om engagementet :-)

- - -

Nielsen

Læge


Svar #7
30. januar kl. 01:12 af Stelliferous91

Tak for et rigtig godt og informativt svar. Jeg ved sgu ikke. Måske forskning også ku være ret fedt? Altså jeg har jo aldrig prøvet det, så det kan jo være at jeg bliver positivt overrasket. Er der nogen herinde der har erfaring med forskning under studiet, hvordan det ligesom fungerer og hvordan man kommer igang? Hvad gjorde i, og hvordan var det at bedrive forskning som medicinstuderende? Jeg har set på de stillingsopslag der kommer hvor der søges medicinstuderende til pregraduate stillinger, men det har indtil videre ikke været indenfor noget jeg rigtig interesserede mig for. Jeg interessere mig for retsmedicin, patologi og kirurgi generelt.  
 


Brugbart svar (0)

Svar #8
30. januar kl. 12:33 af DrNielsen

Jeg har heller aldrig været tiltrukket af forskning. Jeg er kliniker. Jeg har været lidt inde over forskellige ting alligevel. Nu ved jeg ikke hvor du er under uddannelse, men jeg tror ikke du skal sætte dig og kigge på stillingsopslag. Find ud af noget du interesserer dig for. Og så kontakt en afdeling der har med feltet at gøre. Jeg startede selv lidt tilfældigt op i noget jeg overhørte og synes virkede interessant. Det behøver ikke være så formelt, og du kommer nok til at gøre det på frivillig basis, men sådan tror jeg de fleste kører det. Hvis det så har interesse kan du søge forskningsår. Mange af de som forsker har tit et lille projekt - eller flere - der ikke er blevet gjort noget ved endnu. Og det kan man tit få foræret. Så får du et førsteforfatterskab og de får sidsteforfatterskab ud af det. Det er tit win/win.

Men ellers skal du finde ud af hvad du gider at lave. Jeg brænder ikke for at forske men troede det var vejen frem. Jeg sagde stop inden jeg fik en udgivelse fordi jeg synes det var rædderligt at skulle bruge tid på. Jeg fandt ud af at jeg meget bedre kunne lide , og har flair for, at undervise eksempelvis.

Men hvis du vil den vej kan du sagtens få det til at gå hånd i hånd med dit semester. Så tager det bare lidt længere tid :-)

- - -

Nielsen

Læge


Svar #9
31. januar kl. 14:23 af Stelliferous91

Tak endnu engang for at dele dine erfaringer og viden. 

Jeg går pt. på 6. semester. Jeg påtænker nu på at udarbjede mit bachelorprojekt som et forskningsprojekt i retsmedicin henover et halvt års tid. Bachelorprojektet virker som en oplagt mulighed for at prøve noget forskning af. Retsmedicin interesserer mig en del. Så er spørgsmpålet bare om forskning interesserer mig. Det kan jeg jo så finde ud af og så holde et frisemester i samme anledning. 


Brugbart svar (0)

Svar #10
31. januar kl. 21:48 af EnStuderende

Jeg laver eksperimentielt bachelorprojekt lige nu på 6. semester af molekylær medicin (min hovedvejleder forsker i Na/K pumpen, som vi i en muteret mRNA version lige nu skal til at injicere i oocyter for senere at lave elektrofysiologiske målinger). Hvis du har nogle spørgsmål til, hvordan det er at arbejde i laboratoriet/forske, så fyr løs. 


Svar #11
01. februar kl. 00:31 af Stelliferous91

Tak for den kærkomne velvillighed. Det lyder i øvrigt super interessant det i har gang i. Jamen jeg kunne da egentlig godt tænke mig at stille et par spørgsmål:
 

Giver et bachelorprojekt udarbejdet som forskningsartikel flere ects point end et generisk bachelorprojekt og er det i sin struktur sat op på samme måde med sidetal på 10 sider f.eks.? 

I hvor høj grad er man under supervision under forskningopholdet? Er man i tæt sparring med sin vejleder eller et det meget en enlig proces? 

Er man su-berettiget mens man forsker selvom man ikke følger andre kurser på universitetet? Jeg spørger fordi jeg skal være tilmeldt en su-berettiget uddannelse for at bo hvor jeg bor nu, 

Findes der litteratur som giver en god indføring i hvordan man sætter et forskningsprojekt op sådan rent strukturelt samt hvilke formalia det skal overholde? 
 

Hvor mange timer bruger man i gennemsnit om ugen på selve projektet. Jeg forestiller mig at det varierer meget fra projekt til projekt, men måske der er et omtrentligt gennemsnit? Hvor mange timer lægger du f.eks. Om ugen? 
 

Det var egentlig det for nu. :) 


Brugbart svar (0)

Svar #12
01. februar kl. 11:43 af EnStuderende

Jeg ved ikke, hvordan det er på medicin - på molekylær medicin har vi afsat 20 ECTS point til et eksperimentelt bachelorprojekt (man kan i princippet også vælge et teoretisk og så et valgfag, men har ikke rigtig hørt om nogen gøre det), som vi afrunder med en afsluttende opgave på max 25 sider. Om du kan komme med i en artikel afhænger af, hvilken forskergruppe, du kommer i, og hvad du kommer til at hjælpe med (og om resultaterne bliver noget værd at udgive i et tidsskrift). Vi har ikke noget med, at vi decideret skal skrive en artikel og at det tæller flere ECTS point, men selve opgaven minder måske lidt om en artikel, da vi skal inddrage resultater, originallitteratur henvisninger, redegørelse for forsøg mv.

Som bachelorstuderende er man under tæt sparring, da du jo ikke har prøvet det, de laver i laboratoriet før (i nogle tilfælde har du, men de bruger måske en helt anden procedure), så for mig har jeg fulgtes ad med min hovedvejleder (da min daglige vejleder pt. er i Finland) og så en anden bachelorstuderende og hendes daglige vejleder, da vi skulle lave det samme. Det er langt fra ensomt - der er jo også en masse andre forskergrupper, som bruger de samme maskiner og udstyr, som du skal, så man kan nemt komme i snak med nogen. Senere hen, hvis man får så godt styr på teknikkerne, at man kan lave dem uden problemer uden hjælp, kan man self. godt få lov til at stå med det selv, hvis man har lyst. Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvor den der forestilling om, at forskere går helt for sig selv og nørder, kommer fra. Selv de ældre forskere er i tæt sparring med andre, fordi der ikke er nogen, der kan alle teknikkerne udenad, og fordi teknikkerne altid udvikler sig.

Vores er jo et led i vores uddannelse, så ja, vi får SU. Jeg er næsten sikker på, at I også får SU, hvis I tager forskningsår. Det mener jeg, de fortalte, da vi hørte om det til en poster-dag. Andet ville være mærkeligt, men de holder løbende infomøder om det, så prøv at tage med til sådan et.

Igen ved jeg ikke, hvordan det er på medicin, men for os har der nærmest været ingen formalia overhovedet, hvilket jeg synes, har været ret forvirrende. Der er ikke rigtig nogen guideline for, hvor lang tid, vi skal være i laboratoriet, eller hvad opgaven skal indeholde. Vi har nogle gamle opgaver fra tidligere studerende, som vi primært går ud fra mht. opgavens opbygning. Ellers er det mere eller mindre "find ud af det selv" på vores studie, men jeg håber, det er lidt mere struktureret for jer... Jeg tvivler stærkt på, at der ligefrem er litteratur om det. Det er nok mere et infomøde, du skal med til, hvor de har et power point til dig måske. Jeg ved det self. ikke, om der er nogen, der ligefrem har skrevet litteratur om det. Personligt har jeg været i lab fra ca. 9-16 de sidste to dage, på mandag møder jeg først kl. 13, da vi har timer i farmakologi først, og ellers er det meget fleksibelt, hvornår man kommer/går - det er det gode ved at være i laboratoriet. Der kan dog godt være ventetid mellem de ting, du laver i laboratoriet. Så skal bakterierne lige inkuberes i en time, så skal DNA'et centrifugeres i en halv time, etc.


Brugbart svar (0)

Svar #13
02. februar kl. 14:53 af DrNielsen

Et bachelor-projekt der bliver til et forskningsprojekt giver de samme antal ECTS. Højst sandsynligt kommer du til at skrive din bachelor om, så den passer til formatet på det tidsskrift du ønsker at publicere i. Supervision er nødvendigt såfremt du laver laboratorie-forskning eksempelvis. Du skal selvfølgelig kunne gebærde dig i et laboratorium for at få nogenlunde pålidelige og reproducerbare resultater. Af mine gamle medstuderende der havde forskningsår var det meget forskelligt hvor meget sparring de fik. De fleste fik dog den de havde brug for. Dem jeg har været koblet op på har også været rigtig gode at sparre med. Men det er også af den grund du skal ud på institutterne/afdelingerne og se hvad de laver. Og så skal du finde et projekt der er spændende og med en vejleder der er god kemi med.

Hvis du får forskningsår er du SU-berettiget. Der er du i princippet også uden. Som strukturen er lige nu, kan du tage 1 'frisemester' med SU / 3 år du læser. Nu ved jeg ikke hvor du læser, men i Aarhus kunne man eksempelvis følge professionssporet(på kandidaten) der typisk var 5 ECTS. Det krævede et minimum af arbejde. Så kunne man i princippet fuldtidsforske et halvt års tid med SU.

Rent formelt er langt det meste medicinske(og nok i virkeligheden alt naturvidenskabeligt) litteratur sat op efter IMRaD strukturen(introduction, methods, results and discussion). Så er der selvfølgelig også formalie ift. den type artikel du vil skrive. Eksempelvis har Cochrane et BIAS-tool der er ret godt at bruge. Det tror jeg ikke du skal tænke så meget over nu - alt det formelle skal din vejleder nok hjælpe dig med. Og ellers kan du slå IMRaD op på pub.med. og cochrane - det findes der masser af litteratur om.

Der findes generelt ingen guidelines. Og det er godt. I gymnasiet brugte mange at se andres opgaver. Det er en fundamentalt forkert tilgang til forskning. Den tese du opstiller skal belyse et problem der ikke tidligere er belyst. Ellers er det jo ikke forskning. Den erfaring jeg har med det er, at der er masser af frustration og mange - MANGE problemer. Det er en del af det, og det er nok en af de ting der har gjort hvorfor jeg ikke har prioriteret at bruge voldsomt meget tid på det. Forskning er langt hen af vejen find-ud-af-det-selv. Og det er det jo fordi det er nyt og ingen har gjort det før :-) Det er både charmen, men også ulempen. Afhængigt af hvem du spørger ;)

- - -

Nielsen

Læge


Brugbart svar (0)

Svar #14
02. februar kl. 15:33 af EnStuderende

Jeg vil nu ikke mene, det er en forkert at se andres opgaver igennem - du kan jo ikke rigtig komme til at skrive det samme, når du forsker i noget andet alligevel. Men det er vigtigt at få et overblik over den gerelle struktur, man forventes at følge, og så tilpasser man den jo alt efter, hvad man selv laver. At se, hvordan andre har gjort det, kan give én et startpunkt og noget inspiration, og så må man udvikle sin egen opgave selvfølgelig. Forskere drager jo netop viden fra andres artikler og bygger videre derpå i deres egen forskning. 

At der er ingen guidelines er ikke nødvendigvis godt - det er fint med frirum, men når censor og hovedvejleder forventer noget, og det gør de, så er det nødvendigt at vide hvad. Det er vigtigt at vide, at du skal inddrage originalliteratur, og at det er noget, der lægges vægt på. Det er vigtigt at vide, at du fra starten af skal skrive alt, du laver, ned til den mindste detalje, så du kan gengive det i opgaven. Med andre ord er der i min erfaring guidelines, folk snakker bare aldrig højt om dem, men de afholder sig ikke fra at dømme dig ud fra dem, når de giver dig karakterer ;) Det er så der, man selv skal være god til at finde ud af, hvad der forventes af en. Det positive ved frirummet er helt klart fleksibiliteten - du kan skrive opgaven på et hav af måder (inden for visse parametre, som jeg nævnte), du kan selv vælge emne, hvornår og hvor meget, du vil være i lab mm., så længe du bare gør det fornuftigt. 


Brugbart svar (0)

Svar #15
02. februar kl. 16:48 af DrNielsen

Det er op til den enekelte om vedkommende vil se andres opgaver igennem. Det er min holdning bygget på min erfaring. Så synes jeg ligeså godt man kan bruge sin tid fornuftigt og læse den litteratur der skal danne referencelisten, eller den litteratur der skal give det overblik der kræves for at kunne opstille sin hypotese. Opbygningen på denne litteratur vil være efter IMRaD, og så kan man jo gøre sig bekendt med strukturen her. I princippet kan man gøre præcis som man ønsker, men de fleste følger nu engang en standard der er opnået konsensus om - i dette tilfælde IMRaD.

De guidelines der er nødvendige ligger generelt tilgængelige på Cochrane el. lign. sider(herunder IMRaD, BIAS tools, GCP osv.). Alt det der beskrives i #14  ligger jo netop indlejret i IMRaD strukturen. At man omhyggeliggeligt og med omhu skal udføre et forsøg er en selvfølge. Det behøver simpelthen ikke at være skrevet ned. Det er jo det der danner grundlaget for pålidelig forskning. Det bør stå ret klart tidligt efter man er begyndt at læse videnskabelig litteratur.

At en vejleder ønsker en speciel struktur, formulering etc. kan du jo ikke lave en guideline for - det er jo netop personlige præferencer. Sikkert farvet af hvor vedkommende oftest publicerer. Selvfølge skal man også notere sig de resultater man får, men protokollen skal jo foreligge INDEN man begynder sine forsøg. Jeg synes at alt der hentydes til i #14 ligger under begrebet sparring, råd eller erfaringsudveksling og ikke guidelines. Jeg kan ikke se hvordan man skulle kunne lave en international anerkendt, alment dækkende guideline for hvad en hovedvejleder eller et givent censur har af kæpheste.

Jeg mener heller ikke at man nødvendigvis kan sige at der død og pine skal bruges originallitteratur. Reviews osv. kan til visse formål være ligeså gode. Det afhænger af hvad du ønsker at undersøge, og i den sammenhæng skal man selv finde ud af hvilke informationer man skal bruge og hvorfra de skal ekstraheres.

Og selvfølgelig bliver man dømt ud fra sin redelighed, organisationsevne osv. Det er jo det der sikrer pålidelige resultater. 

På medicinstudiet betyder BA og KA ikke en døjt idet vi alligevel skal igennem en mangeårig speciallægeuddannelse bagefter. Det jeg synes man skal se afhandlingerne som, er øvelse i at være videnskabelig. Her får man den fornødne træning i at være videnskabelig til hvis man ønsker at udgive. For når man omsider ønsker at udgive er der ikke noget censur eller nogen karakter. Der er en række reviewere der gennemgår dit arbejde. Og de bedømmer netop redelighed - ikke en tjekliste udfra en prædefineret guideline :-)

- - -

Nielsen

Læge


Skriv et svar til: Karkirurgi

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.