Fascisme er navnet på en politisk bevægelse og en række ensartede ideer, en ideologi, om en ekstremt højreorienteret holdning til samfundet. Fascismen opstod i begyndelsen af 1920’erne i Italien som en nationalistisk og antidemokratisk gruppering af borgere.
Fascismens ideologi fremhæver idéen om, at der ikke eksisterer klasseskel i samfundet. Samfundet opfattes i stedet som et organiseret system, hvor alle borgere tildeles en bestemt funktion. Fascister afviser, at der er klasseforskel på folk og sammenligner samfundet med en organisme, hvor borgerne i samfundet udgør de enkelte organer i denne organisme. Alle dele af organismen er nødvendige for dens trivsel, og på samme måde er samfundet afhængigt af, at alle borgere udfører deres bestemte funktioner bedst muligt. Fascister ser ingen mening i at påstå, at de forskellige organer i organismen har forskellige interesser, og det giver for dem lige så lidt mening at hævde, at der er interessemodsætninger mellem forskellige grupper eller klasser i samfundet.
Fascismen opstod i Italien, og landet blev styret gennem denne ideologi fra 1922 til 1943, hvor den fascistiske diktator Benito Mussolini var ved magten. Termen ’fascisme’ kommer af det latinske ord ’fasces’, hvilket var navnet på et bundt af grene med en økse i midten, som blev båret af romerske soldater og embedsmænd, f.eks. når de indtog en erobret by. Fasces var et magtsymbol og et billede på de romerske herskeres udøvende magt. Mussolini tog fasces-symbolet til sig i forbindelse med udviklingen af de fascistiske ideer, da det for ham symboliserede enhed, kraft og retfærdighed.
Romer bærende på fasces
Fascismen er især karakteristeret ved sin stærke nationalisme. Det vil sige, at nationen skal fungere som den primære identitetsskabende faktor for alle borgere i et samfund. Nationalister stræber efter at forsvare hjemlandet og dets særlige kendetegn (sprog, kultur, historie) og fremhæver idéen om et historisk og etnisk betinget tilhørsforhold til landet.
Fascisme og nationalisme er dog ikke fuldstændigt det samme. Hvor nationalister eksempelvis kræver, at alle borgere har lige ret til medindflydelse på landets styre, mener fascister, at det er den udvalgte leder, der suverænt skal styre statsdannelsen. I modsætning til nationalismens grundlæggende fokus på afgrænsning til andre nationer, går fascister ind for en progressiv magtudbredelse, som bland andet sås, da det fascistiske Italien angreb Albanien og Etiopien i 1930’erne.
Fascister går ind for en totalitær stat. Det vil sige, at borgerne må underkaste sig staten og statslederens vilje. Fascister anerkender ikke individuelle frihedsrettigheder og hævder, at det enkelte individ kun kan trives, når det lever som et organ, et led, i en organisme.
Fascister mener, at kun en stærk stat kan styre og samle befolkningen og sørge for, at alle yder deres bedste. Det er derfor nødvendigt med en autoritær stat for at kontrollere alle dele af samfundslivet. I et totalitært samfund er der ikke plads til demokratiske valg, og der slås hårdt ned på politiske modstandere, som med deres frihedskamp menes at forpurre balancen i organismen.
Totalitarisme indebærer, med andre ord, det totale diktatur (link). I totalitære systemer, såsom et fascistisk samfund hvor individet er underlagt staten, kontrolleres alle dele af det offentlige og private liv nøjagtigt som i et diktatur. Diktatoren kaldes i fascistiske systemer for ’leder’ eller ’fører’, da man følger et princip, hvor en stærk leder tildeles ubegrænset autoritet. Dette princip skal gælde i alle samfundsforhold – mellem alle slags grupperinger af mennesker – og lederen skal udpeges af magthavere og ikke vælges af det øvrige samfund.
Førerprincippet blev benyttet bl.a. af det totalitære regime i Nazi-Tyskland (med Adolf Hitler som ”Der Führer”), det fascistiske Italien (med Benito Mussolini som ”Il Duce”) og det fascistiske Spanien (med Francisco Franco som ”El Caudillo”).
Den fascistiske bevægelse blev stiftet af Benito Mussolini i Italien i 1919. I starten af 1920’erne voksede bevægelsen sig større og større, hvilket i høj grad var en reaktion på afslutningen af Første Verdenskrig (link), der efterlod Italien i en dyb social og økonomisk krise. Mussolini var en karismatisk leder, som fik mange tilhængere på baggrund af løfter om økonomisk fremgang og forbedring af levevilkårene for de mange fattige italienere.
Det betød, at den italienske konge til slut så sig nødsaget til at vælge Mussolini som regeringschef, og den fulde magtoverdragelse blev endegyldig i 1925. Mussolinis fascistiske bevægelse sad på magten indtil 1943, hvor Anden Verdenskrigs allierede (link) indtog Italien. Mussolini forblev dog ved magten i Norditalien indtil Nazi-Tysklands nederlag i 1945.
Mussolinis fascistiske bevægelse blev forbudt i Italien efter Anden Verdenskrig (link). Siden krigens afslutning har der dog været forskellige højreorienterede bevægelser og partier i Italien, som sympatiserer med de fascistiske værdier. Et eksempel er det nyfascistiske parti, Alleanza Nazionale (”Nationalalliancen”), som i dag er en del af centrum-højre partiet, Forza Italia (”Fremad Italien”), der ledes af den omstridte politiker og tidligere præsident, Silvio Berlusconi.