Gode historie begreber

Liberalisme er en politisk ideologi, der ikke er baseret på nogen doktrin og derfor findes i forskellige udformninger. Centralt for den liberale opfattelse af politik og filosofi er et kritisk syn på staten, hvis magtbeføjelser siges at indskrænke borgernes selvstændighed. Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori, men den individualistiske indgangsvinkel til menneskelige handlinger indgår i en række økonomiske teorier: For liberale er markedet ikke et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser.
Konservatismen er en politisk ideologi baseret på en evolutionær udvikling af et samfund i modsætning til en revolutionær udvikling. Gennem den evolutionære udvikling overlever de gode elementer af et samfund, og de dårlige sorteres fra. Konservatismen lægger således vægt på det bestående samfund og dets institutioner, og i den forbindelse opretholdelsen af status quo. Konservatismen således at definere som en negativ ideologi, da den forudsætter den forandring, dens grundprincipper anker imod.
Konservatismen ser det som mål at bevare fælles værdier som historie, stand, kultur, tradition, slægt og ære, værdier der eksisterer forud for individet. For den konservative har samfundet en pligt til at drage omsorg for dets svage, og samfundets behov for stabilitet og sammenhængskraft vægtes ofte over individets fri udfoldelse. Dette står i modsætning til f.eks. liberalisme, der ikke a priori tillægger individet ansvar for andre individer. Dermed bliver konservatismen, sammenlignet med liberalismen, en kollektivistisk ideologi.
Konservative ønsker udvikling baseret på det, som erfaringen kan lære os.

Socialisme refererer til en bred vifte af politiske bevægelser der ønsker et socioøkonomisk system i hvilket produktionsmidlerne (fx fabrikker,finansielle institutioner, infrastruktur etc.) er underlagt politisk kontrol og kommer alle samfundets medlemmer til gode. Denne kontrol af produktionsmidlerne kan have forskelligt udtryk. Der kan fx være tale om statsejerskab, kooperativer eller arbejdernes direkte ejerskab over deres egen arbejdsplads. Socialisme står således primært i modsætning til kapitalisme som økonomisk system, og liberalisme som politisk system.

Nationalismen er en slags følelse af, at ens eget land, folk og kulturelle værdier er særegne og som sådanne fortjener at blive forsvaret imod ydre trusler. Nationalister kæmper for, hvad de anser for at være deres nations interesser, eller de reagerer måske på kolonialisme.
Nationalisme er en ideologi, der anskuer nationen som den primære identitetsskabende faktor for grupper af mennesker. Nationalismen er oftest knyttet til opfattelsen om et 'hjemland', hvor nationen med dennes særlige kendetegn (sprog, levevis-kultur, fælles skæbne) har sin kerne (undertiden mytiske oprindelse), samt ideen om et 'folkeligt' eller etnisk tilhørsforhold til dette land[1]. Det er derfor ifølge denne ideologi vigtigt, at nationens fællestræk (som tolket i den konkrete situation) bevares og styrkes, og at nationalstaten, hvor der er en sådan, har størst mulig suverænitet.

Kapitalisme refererer typisk til et økonomisk og socialt system i hvilket ejendomsretten til produktionsmidlerne (kapitalen) er privat og hvor arbejdskraft, goder og kapital handles i et marked.Overskuddet fra produktionen fordeles til ejere og investorer (kapitalister), mens det enkelte individ ejer sin egen arbejdskraft, som han derfor kan sælge til en arbejdsgiver. Kapitalisme forveksles ofte med liberalisme, der imidlertid er en politisk ideologi, hvorimod kapitalismen er et økonomisk system.

Udbredelsen af kapitalismen tog fart i løbet af det 19. og 20. århundrede, således at den i dag er den dominerende samfundsøkonomiske model.Kapitalismen bygger på et laissez faire-princip om et frit marked, hvor individerne kan udveksle varer og serviceydelser uden statens indblanding. Det varierer dog fra land til land i hvilken udstrækning markedet er frit. Mange kapitalistiske samfund er blandingsøkonomier, hvor der på den ene side eksisterer et relativt frit marked, men hvor dette reguleres på forskellig vis gennem lovgivningen. Modsætningen til kapitalisme er en renplanøkonomi. Centralt i den kapitalistiske styreform står teorien om udbud og efterspørgsel som mekanisme for regulering af produktion og priser, ligesom kapitalismen også bygger på en antagelse om knappe ressourcer; det er ikke muligt at tilfredsstille alle. I planøkonomien varetages denne regulering af staten, i sjældnere tilfælde af et føderalt rådssystem bestående af arbejdskollektiver.

Der var nogle få