Ivy League Schools

Oxford er i ikke i Ivy League. Det er kun amerikanske universiteter, der danner denne. I øvrigt hentyder Ivy League til en sportskonference, så der er ikke garanti for, at netop disse universiteter er de bedste fagligt - ikke desto mindre er det ofte tilfældet, men det er nok et spørgsmål om, at sportsprestige og penge hænger sammen. Men det er nu ikke altid tilfældet; MIT (Massachusetts Institue of Technology) er for eksempel ikke i Ivy League, men det er nu nok stadig et af verdens absolut bedste universiteter både fagligt og forskningsmæssigt set - også bedre end mange af Ivy League-universiteterne.

Med hensyn til optagelse på de hæderkronede universiteter i de engelsktalende lande, så er det relevant med udtalelser fra professorer, arbejdsgivere (studierelevant arbejde) såvel som universitetskarakterer, der er i hvert fald er iblandt top 10 % i ens årgang. Desuden skal du kunne tage en test, der tester dine engelskkundskaber - ofte TOEFL-testen, men det er lidt forskelligt, hvilken de kræver og hvor mange point, det er tilstrækkeligt at samle sammen. Gymnasiekarakterer tvivler jeg oprigtigt på, at de vil tage i betragtning, hvis du har en bachelor fra universitetet, som det typisk vil være tilfældet, før du tager afsted. Om frivilligt arbejde er relevant, vil jeg desuden betragte som værende tvivlsomt. 

Hvis du spørger mig, er deres krav alt for høje. Det er snobberi, som intet sted hører hjemme. De amerikanske studerende er ingenlunde bedre end de danske, men det er en hel del nemmere to be an A-student i USA, end det er at få 12-taller på et svært dansk universitetsstudium. Men hvis du har drømmen, må du bare kæmpe igennem!

Ellers er der altså også gode universiteter i Europa! Kravene i England (Oxford og Cambridge) svarer dog nogenlunde til dem, der er i USA. 

Mange, mange tak for svaret. Det her helt sikkert min drøm, nu må jeg se hvor langt jeg kommer. Jeg håber ikke at det er nærmest umuligt at få 12 taller på universitetet, men nu må vi se :-)

Jeg vil ikke dræbe drømmen, mens om jeg læser det ønsker du at tage på udveksling derovre 1-2 semstre skriver du.

Dette tør jeg godt sige bliver MEGET opad bakke, hvis du ikke har OVER 10 (og det er på det lave). Alle ivy-league unies får vanvittigt mange ansøgninger f.eks. Duke university (som ikke er Ivy-leauge, men meget anerkendt) acceptere kun ca. 16% af deres ansøgere. På Harvard er det kun omkring 6-7% som bliver accepteret.

Hvis du vil se "admission rate" tjek følgende link: http://www.admissionsconsultants.com/college/ivy_league_table.asp

Grundet de mange fuldtidsansøgninger tager ivy-leages næsten ingen "study abroad, eller exchange students". Hvorfor tage en studerende der betaler tuition et semester når man kunne tage en som betaler tuition 6? og hvis de gør er det primært fra universiteter hvor de har en "exchange agreement", og det er tvivlsomt hvor mange danske universiteter som har, og hvis de har er det (sikkert) kun en enkelt plads per semester.

Dine bedste muligheder for at prøve en ivy-league school vil derfor være "summer uni" som stortset alle ivy league unis har. Summer school lukker næsten alt ind, hvis du bare betaler de 20-30.000 som det koster for 1-2 fag.

#1)

Nu bedømmer de også anderledes og har også helt andre karakter skalaer.

Men generelt giver jeg dig helt ret. Det er snobberi. Desuden tvivler jeg meget på hvor stor forskellen er på et top 20 universitetet og et top 100. Tror undervisningen er ganske udmærket begge steder.

#2 Enig. Jeg undrer mig generelt over de høje krav.

For det første har de et helt andet system i USA (Harvard-systemet med minor og major på undergraduate og major på graduate), end vi har i Danmark (Bologna-systemet med bachelor og kandidat i ét fag). Det amerikanske undergraduate-niveau er meget lavt, det kan enhver se, der har læst en af deres intermediate-lærebøger. Desuden er det mindre ideelt fagligt set at dele sit undervisningsforløb op i to dele, der ikke nødvendigvis komplimenterer hinanden. I USA vælger mange en minor, der har rod i deres interesser (kunsthistorie måske) og en major, der er mere karriereorienteret (jura eksempelvis). Selvfølgelig er der nogen, der vælger to fag (matematik og fysik eksempelvis), der komplimenterer hinanden, men kurserne vil stadig ikke været designet målrettet og sammenhængende, som de er i Danmark. Når de studerende så bliver graduate-students, må deres niveau naturligt nok være markant lavere end mange danske studerendes. 

På mit studie har vi allerede på bachelordelen kurser og lærebøger, som svarer til dem, de benytter på graduate-delen i USA. Desuden er vi langt mere dybdegående i abstrakt teori og metoder, end de er i USA på undergraduate-delen. Når det så tages i betragtning, hvor umulige karaktererne er at sammenligne, virker det som om, at det var de danske studerende, der skulle være snobbede og ikke de amerikanske universiteter. Ret skal dog være ret - på graduate-delen tager de virkelig fat i USA, men det har danske studerende også bare ret gode forudsætninger for i forhold til amerikanerne.

Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg dog, at den største forskel er, at man på top 10-universiteterne har mulighed for at blive forelæst af nobelpris-modtagere og de store forskere på ens eget felt, så de kan bringe et overblik, der er inspirerende. Ikke desto mindre er undervisningen i sig selv nok ikke på et meget højere niveau. Desuden er det ofte ikke relevant på arbejdsmarkedet at være for teoretisk orienteret, så medmindre man vil være forsker, er inspirationen, som man får på eliteuniversiteterne, nok kun interessant for oplevelsens skyld.

#3

Det er jo også lidt en "konsekvens" af at USA mere kører efter et system, hvor at man tager en undergraduate (bachelor), hvor du lærer lidt om en masse. Så får man et job og tilegner sig evner der, og derefter tager nogen, så en MBA, master, postgrad whever. 

Det er jo også noget af årsagen til at kandidatsturende fra Danmark ofte skal tage MBA kurser eller i nogle tilfælde endda 1 års. ph.d kurser, hvis de tager på udveksling i USA.

Men universitets rankings er jo også ofte lidt misforstået synes jeg. De fleste "rankings" er blot et udtryk for universitets evne til at producere forsking og viden. Det viser sådan set ikke særlig meget om universitet som uddannelsessted, eller noget om professorernes evne til at formidle viden.
Her kan man så igen spørge sig selv om det ikke er meget lettere for de store universiteter at få publiceret deres forsking, i de store tidsskrifter? Og igen om de engelsktalende lande ikke har en fordel? - Jeg tror det, men ved det selvfølgelig ikke. 

Til trådstarter:
Det er også lidt svært at vurdere, hvorfor du ønsker en ivy-leauge school?

Er det fordi du ønsker den amerikanske college cultur du har set i American pie, beverly Hills o. lign? Fordi så er der massere glimrende alternativer i USA, hvor du har reelle chancer for at komme ind?

Er det signal værdien, ved et "ivy leauge uni? til familie og CV? I givetfald er Summer school et godt bud (selvom prestigen ved summer school ikke er det samme som ved et reelt ophold der).

Er det blot at komme på et topuniversitet? Fordi så er der også mange andre alternativer med bedre muligheder for at komme ind. både i USA og udenfor USA.

Hvad vil mulighederne være, hvis man i stedet for blot at tage 1-2 semestre tager hele sin uddannelse på disse "elite-universiteter" - hvad vil det kræve at blive optaget?

Kigger de her på gymnasiekarakterer, eller skal man ud i nogle prøver og alt muligt andet?

#6 Jeg overvejede at tage en PPE (Philosophy, Politics and Economics) på Oxford eller Cambridge, da jeg var færdig med gymnasiet, så der læste jeg en del om det. Jeg mener, at de skrev, at en karaktergennemsnit på minimum 11 var påkrævet for en dansk studerende. Men det er selvfølgelig England og ikke USA. Alligevel er det nok en fin rettesnor. 

For mange er det dog nok et stort skridt at rejse til udlandet for at studere, hvis de kun få forelæsninger har haft på et dansk universitet. Det var i hvert fald min grund til at vælge KU i stedet. Det er også derfor, det hyppigst er på kandidaten, at folk tager afsted.

#6

Flere af top universiteterne har en lang optagelsesprocedure. Du skal i vissse tilfælde skrive en motiveret ansøgning. Denne bliver så vurdereret. Dernæst skal du til interview, hvis de har vurderet om din ansøgning er god nok.

Men lige i tilfældet af ivy-leauge unis er der en anden overvejelse du skal gøre dig: ØKONOMI. Tuition fees på ivy leauge er meget høje. 30-35.000 dollars om året.

Jeg er klar over, at det er et godt stykke tid siden, at denne tråd blev startet, men jeg bliver nødt til blot at sige et par enkelte ting:

Der er, for mig at se, flere grunde til, at man skulle blive i sit eget land for at få sig en uddannelse. For Danmarks vedkommende, er det oplagt (det er gratis), og du vil spare en masse penge. Du kender ud over det også kulturen, og du vil ikke have svært ved at tilpasse dig til dagligdagen på universitetet, og det skal altså også siges, at Danmark har i hvert fald to internationale topuniversiteter, nemlig Århus og København, og de andre af landets universiteter er også rigtig gode. Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at det generelt set er underordnet mht. hvilket universitet du tager til. Ganske rigtigt har forskellige universiteter forskelligt fokus, men i sidste ende er viden det samme, uanset hvor du lærer den. Hvis jeg var dig, så ville jeg finde ud af, hvad der virkeligt interesserede mig inden for det fag jeg ville studere, og så finde et universitet som har størst fokus på det. Hvis du så oven i købet har lyst til at studere udenlands, så kunne du udvide din søgning til andre universiteter, men husk stadig på, at du ikke nødvendigvis lærer noget fuldstændigt anderledes, hvis du tager til et Ivy League universitet. Det skulle da i hvert fald lige være, hvis du havde lyst til at studere jura, hvorfor du selvfølgelig ikke studerer dansk ret på et udenlandsk universitet.

Men held og lykke med det da.
 

I forhold til de internationale ranglister (der selvfølgelig kan beskyldes for meget) er både Århus og København håbløst lavt placeret og placeringer omkring top 100 kan vel dårligt betragtes som toppen..

#10

Det kommer jo an på hvordan du ser på det.

Det er vel en 5000-7000 universiteter i verden.

top 100 er dermed i top 5% det er vel ikke dårligt.

Jo. Men nu var referencen Ivy League, hvor de fleste er i top 10 eller top 20 (også selv om der tages forbehold for, at det ofte er amerikanere, der laver undersøgelserne)..