Studieskift til historie eller psykologi

Jeg læser pt. jura, men grundet manglende faglig interesse og deraf følgende dårlige karakterer, påtænker jeg enten at skifte studie eller gå et år om. 

Såfremt jeg skifter studie, overvejer jeg enten psykologi eller historie (evt. med sidefag i engelsk). Jeg har umiddelbart karaktergennemsnittet til at komme ind begge steder, men ville skulle læse matematik op et niveau for at blive optaget på psykologi.

Mine overvejelser går blandt andet på:

- Vil jeg finde psykologi tilstrækkeligt fængende og interessant... Jeg kunne godt frygte at man beskæftiger sig meget med luftige, abstrakte, 'langt-ude' teorier. Det fandt jeg ret kedeligt i gymnasiet (havde psyk. på c-niveau). Til gengæld syntes jeg at andre ting var spændende, bl.a. behaviorisme og det detektiv-agtige element, (folk handler som de gør i forskellige situationer fordi X eller Y). Værktøjer til selvudvikling synes jeg også er spændende. Ja, der vil altid være mindre spændende ting på et studium, men som helhed skal man finde faget interessant, det kan jeg jo konstatere mht. min egen oplevelse af jura. Hvor meget af det ene og det andet møder man på psykologistudiet - Vil nogen måske fortælle om deres oplevelse af det, be- eller afkræfte mine fordomme? Jeg kender heller ikke meget til psykologverdenen, er der nogen her som gør det?

- Hvordan er fremtiden efter historiestudiet, er der andre muligheder end at være underviser? Hvordan er forskerverdenen? Jeg synes at historie er vildt spændende, og har altid sagt at det var det jeg ville vælge, hvis der intet fornuft var med indeover. Og en tanke jeg fik, hvordan er mulighederne hvis man som f.eks. vil beskæftige sig med nogle kilder på et eller flere sprog man ikke behersker? Får man fat i en oversættelse, lærer sproget?... Er der nogle ting ved studiet jeg bør være opmærksom på?