Dansk stil

Hr. Mortens klosterrov
En analyse og fortolkning af folkevisen af samme navn


Folkevisen ”Hr. Mortens klosterrov” er nedskrevet i slutningen af 1500-tallet, og det kan med sikkerhed fastslås, på baggrund af det i teksten opgivne geografiske stednavn Slangerup, at størstedelen af visen udspiller sig i området nær netop denne nordøstsjællandske landsby. Visen er opbygget af 4-liniede strofer, og er før den blev nedskrevet højst sandsynligt videregivet som mundtlig overlevering i omtrent 200 år.

Hr. Morten forlover sig med jomfru Lisebet. Forlovelsen umuliggøres dog af hr. Mortens slægtninge, da disse ikke er tilfredse med Lisebets manglende rigdom. Slægtningene deporterer Morten og får desuden Lisebet sendt i kloster. Da hr. Morten senere vender hjem, erfarer han, at Lisebet, er blevet dirigeret i kloster. Han returnerer så til sin hjemstavn, hvor faderen opsøges. Her klager hr. Morten sin nød. Faderen forsøger nu at ”trøste” hr. Morten ved at tilbyde ham en mere holden jomfru som fæstemø. Hr. Morten afslår dog dette tilbud. Hr. Morten rådfører sig nu med sin broder angående hvorledes, han skal få skaffet Lisebet ud af klostret. De indgår den aftale, at hr. Morten skal agere lig. Broderen, hr. Nilaus rider af sted mod klostret. Da han ankommer, bekendtgør han, at hr. Morten er død. Dette gør imidlertid kun ganske ringe indtryk på klosterjomfruerne med undtagelse af én; Lisebet. Hr. Nilaus beder om lov til at få hr. Morten begravet i klostret. Lisebet svarer straks på vegne af hele forsamlingen, at Morten er ærværdig nok til, at blive stedt til hvile på den hellige jord i klostrets kirke.
Lisebet ser til med stor sorg, da hr. Mortens ”lig” føres ind i Slangerup kloster. Efter dødsmessen er Lisebet alene tilbage i kirken, hvor hun sætter sig ved hr. Mortens ligbåre og sørger. Men pludselig rejser hr. Morten sig fra sit ”dødsleje”. Sammen rider de derefter glade væk fra klostret og tilbage til hr. Mortens fædrene gård, hvor de lader brylluppet stå.

Visen indledes med en strofe, der præsenterer visens hovedpersoner hr. Morten og jomfru Lisebet samt meddeler at de er trolovede.
Nu beskrives den unge hr. Mortens svære trolovelse. Han er forelsket i en pige, som hans familie bestemt ikke synes om, da hun er fattig. Som straf fjernes de elskende fra hinanden. Hun sendes i kloster og han forvises fra landet. Denne del af folkevisen, der går fra str. 2-3 kunne bære navnet ”Den umulige kærlighed”.
Senere vender hr. Morten hjem stærkt opsat på at genforenes med sin fæstemø. På trods af hans ønske om, at det skal ske med faderens velsignelse, viser det sig at være umuligt, da denne er urokkelig. Her slutter visens 2. hoveddel (str. 4-12); ”Opgør med faderen”.
Der gøres nu fra hr. Mortens side endnu et forsøg på genoprette forbindelsen til Lisebet. I ”En ven i nøden” (str. 13-15) hjælper hans bror hr. Nilaus ham med planen til genforeningen af de to elskende.
Det følgende afsnit ”Løgnen i den gode sags tjeneste” går fra str. 16-20 og skildrer, hvorledes hr. Nilaus beretter om sin broders bortgang til jomfruerne i klostret, samt den tilladelse han får til begravelsen af hr. Mortens jordiske rester.
Lisebet er naturligvis frygtelig bedrøvet pga. de tragiske omstændigheder. Hendes harme kommer i særdeleshed til udtryk, da hun sætter sig ved båren og taler til hr. Morten i afsnittet ”Lisebets sorg”, str. 21-26.
”Overraskelse og glæde” er titlen på næste del (str. 27-31), hvor Lisebet erfarer at hr. Morten ej er hedengangen, og de derpå rider hjem.
Den lille beretning (str. 32-33) om klosterjomfruerne, der sidder ensomme og forladte tilbage udgør afsnittet ”Længsel”.
Visen afsluttes med den sidste strofe (nr. 34), som alene bærer titlen ”Brylluppet”. Det fortælles her, at hr. Morten og jomfru Lisebet afholdte deres bryllup på hans faders gård.

Samlet komposition
1. del Præsentation Str. 1
2. del Den umulige kærlighed Str. 2-3
3. del Opgør med faderen Str. 4-12
4. del En ven i nøden Str. 13-15
5. del Løgnen i den gode sags tjeneste Str. 16-20
6. del Lisebets sorg Str. 21-26
7. del Overraskelse og glæde Str. 27-31
8. del Længsel Str. 32-33
9. del Brylluppet Str. 34

I ”Den umulige kærlighed” gengives det, at hr. Morten fæster Lisebet, samt at hans slægtninge er mod idéen og derfor, som tidligere nævnt, adskiller de to. Perioderne her er ganske svære at afgrænse rent tidsmæssigt. Vi kan dog gisne om, at der er tale om x antal dage og ikke timer eller måneder, da det ville være usandsynligt at handlingsforløbet, der skildrer forlovelsens besværligheder, strækker sig over så kort eller lang tid.
Den periode, hvori hr. Morten er væk fra landet, er svær at bestemme. Man kan, da omkvædet fortæller at blomsterne gror, gætte på, at det drejer sig om en sommer. Perioden kan sagtens vare meget længere. I str. 7-12 vil den fortalte tid være lig fortælletiden, da disse strofer udgøres af en ordveksling mellem hr. Morten og hans fader.
Tidsrummet, der går, fra samtalen er slut og til broderen hr. Nilaus kontaktes er i stil med flere af de foregående perioder, af uvis størrelse. Det kan være i omfanget fra få timer til flere dage. Skæringen af hr. Mortens ligklæder og udførelsen af hr. Nilaus’ plan må også tage en del tid.
Vi kan med større sikkerhed kommentere tidsforholdet efter dødsmessen. Det virker i stroferne 23-31 meget sandsynligt, at handlingen her varer et kvarter til en halv time. Man hører om, at Lisebet tænder lys i kirken og sætter sig ved Morten. Her sørger hun et kort øjeblik, hvorefter hun overraskes af hans ”opvågnen”. Hun er dog ikke mere i chok end, at hun nu rider bort med ham. Alt det skulle som omtalt tage ca. 15-30 minutter.
Senere, det være sig en uge, måned eller måske et halvt år, fejres brylluppet.

Der er i visen gjort flittigt brug af faste vendinger. Man ser altså en klar tendens til, at navneordene får vedhæftet bestemte tillægsord. Eksempelvis er jomfruen i str. 1 lin. 4 skøn, rinen og søen salt i henholdsvis str. 3 lin. 2 og str. 8 lin. 2, guldet rødt i str. 11 lin. 3, jorden grøn i str. 11 lin. 4 og måren væn i str. 20 lin. 2. Den skønne jomfru og den væne mår var i middelalderen selvfølgelig eksempler på kvindeidealet. Da vendingerne som bekendt ligger fast, og er brugt så ofte, som det er tilfældet i viserne, har det bl.a. været med til at gøre de optrædende personer til typer. Ved den væne mår forstås f.eks. en helt bestemt kvinde. Disse vendinger kan dog have udgjort en fordel, da de muligvis har været medvirkende til, at den store tankevirksomhed og fantasi ikke var nødvendig for at forstå eller underholdes af viserne. Det betyder dog ikke, at datidens folk var dumme, blot at det var tidens stil, en form for litterær minimalisme.
Stillingen for enderimene i den 4-liniede vise er: ABCB. Denne rimstilling er typisk for folkeviser. Det bygges på, at rimene i ”Hr. Ebbes døtre” og ”Bondedatterens vold” er gjort på samme måde. Faste rimpar som nød – død (str. 17) er forekommende. Ordet død gentages fire gange i enderimene. Da visen er gået fra mund til mund gennem adskillige generationer, vækker det ej undren, at ikke alle rimene er lige gode, eks.: på – jomfru (str.1) og ø – død (str. 15). Visen har ved hver enkelt overlevering naturligvis ændret sig en del. Den er gennemgået en mutation.
Omkvædet beskriver at (i hvert fald en del af) teksten foregår ”Medens de roser og liljer gror vel”. Rosen er som bekendt et kærlighedssymbol og liljen et tegn for renhed. De benyttes ofte i både politik og religion. Socialdemokratiet bruger f.eks. rosen som logo. Yderligere kan det rent historisk nævnes, at både liljer og roser ofte var blandt de blomsterarter, man kunne finde i gamle dages klosterhaver. I henhold til det kan omkvædet forstås som afbildende den tid, der går, mens hr. Morten er borte fra Lisebet, som sidder ensom tilbage i klostret (mens blomsterne gror).
Udtryksformen i visen er hovedsageligt episk med dramatiske islæt. Allerede den første strofe gør opmærksom på, at en handlingsbetonet historie skal fortælles. Gennem meget af visen følges hr. Mortens gøren og laden. En lang dramatisk scene strækker sig fra strofe 7-12. I dette afsnit fremstilles en samtale mellem hr. Morten og hans fader. Samtalen præges af den store uenighed, der er mellem de involverede parter. Omkvædet må være lyrisk, da det refererer til en i naturen foregående proces, der ikke har nogen egentlig fysisk tilknytning til visens handling.

Hr. Morten er visens hovedperson, eftersom det hovedsageligt er hans historie, der berettes. Han er en ung ridder med et godt øje til Lisebet. I ”Opgør med faderen” er han utrolig stædig og nægter at lade sig kue. Vi ved, at han er kristen, da han i str. 12 lin. 3 taler om sin kristelige trolovelse. Hr. Morten er en typisk ædel ridder, der vil gøre alt for sit hjertes udkårne.
Jomfru Lisebet er som sagt den kvinde, der nyder godt at hr. Mortens gunst. Af den, må vi formode, objektive ”visefortæller” er vi i str. 2 lin. 2 gjort bekendt med, at Lisebet er ”både dannis og dydelig”, dvs. retskaffen og moralsk ansvarlig. Hun er desuden frygtelig skøn (som de jomfruer jo altid er) og ung men ganske fattig. Idet hun under sit klosterophold informeres om, at hr. Morten er død, afslører hun stor sorg og hengivenhed til ham. Lisebet udviser ligesom hr. Morten typisk adfærd.
På listen over onde og gemene skikkelser i historien findes de frænder som i en begrænset periode hindrer de unges giftermål. Lisebet afslører selv i str. 25 lin. 3, at også hendes frænder er med i sammensværgelsen. Af hvilken årsag de har ønsket brylluppet umuliggjort er ganske ukendt men bestemt ikke uinteressant. Det virker langtfra naturligt, at de ikke skulle ønske at få en slægtning gift ind i en velstående familie. Hr. Mortens fader er jo bosat under ”højeloft” (str. 6 lin. 3).

Visens største problem er altså den økonomiske klasseforskel, der er mellem hr. Morten og Lisebet. Det er denne forskel, som danner udgangspunktet for handlingen i teksten. Ergo havde historien været svær at opbygge uden et sådant problem eller stridspunkt af lignende karakter. Havde hr. Morten og Lisebet blot lystet at rette sig efter deres respektive familiers ønsker var fortællingen også ødelagt. Hr. Mortens vilje til at genfinde Lisebet efter sin hjemkomst driver derfor værket. Som forbindelsesled mellem hr. Morten og lykken ser vi hans snilde broder hr. Nilaus, hvis indflydelse er ovenud vigtig. Hr. Nilaus står, rent metaforisk set, med nøglen til skattekisten. Han, og kun han alene kan skaffe hr. Morten adgang til klostret. Det gøres med list og snarrådighed. Som en anden trojansk hest befinder hr. Morten sig, ved sin broders hjælp, pludselig inde i klostret, ikke for at erobre en by, men en kvinde.

Efter min mening er stroferne 32 og 33, i opdelingen kaldet ”Længsel”, nogle af visens mest interessante. Klosterjomfruerne sidder her og tænker på ”bortførelsen” af Lisebet. De er overbeviste om, at en engel har hentet hende, og håber nu på, at gud også vil sende bud efter dem. Det virker udadtil som et fromt og kristent ønske. Imidlertid forholder sagerne sig jo sådan, at Lisebet er blevet hentet af hr. Morten. Klosterjomfruernes beden til at forenes med gud kan derfor tolkes som deres længsel efter en mand, der kan tilfredsstille dem rent seksuelt. Forbindelsen mellem gud og det kønslige er bemærkelsesværdig.

Hvis folkevisen skulle placeres i J. Lorenzens opdeling ville den klart falde ind under Gruppe 2. Til denne gruppe hører viser, der rummer tragiske konflikter mellem kærlighed og slægtsvilje, hvad ”Hr. Mortens klosterrov” bestemt gør. Temaet i visen er netop den patriarkalsk styrede familie kontra kærlighed. Hr. Mortens faders magt er i starten af teksten stor. Han er her, sammen med den resterende del af de mandlige slægtninge, i stand til at forhindre hr. Mortens bryllup med Lisebet. At kvinden er fuldstændig umyndiggjort, afspejles i den måde hvorpå Lisebet sendes i kloster. Det er vigtigt, at hr. Morten selv får det sidste ord i diskussionen med faderen (str. 7-12). Det er ikke desto mindre umuligt at sige, om det er her faderen skifter mening angående ægteskabet. Hans holdning ændres i hvert fald. Det fremgår af sidste strofe, hvor brudefærden foregår på hans gård. Der må altså være indgået et forlig mellem ham og hr. Morten.

Da visen har en lykkelig slutning, er det muligt at benytte aktant-modellen. Vi forudsætter, at Lisebets frænder velvilligt har givet afkald på hende. Det havde de jo gjort til klostret, så muligvis kan dette betragtes, som giver: