Politiken

Ser lige om jeg kan finde den i infomedia.

så søg lige også efter Chadi og læs mine læserbreve :)

Øv har imidlertid smidt mit kodeord væk.

jeg har søgte efter Chadi men der kom ikke noget frem....:( er der ikke en der vil fortæl mig hvad denne tekst handler om?fordi jeg skal samligner denne tekst i en anden tekst i min rapport,,,det skal være seneste på tirsdag,,,,vil I ikke nok hjælpe mig hvis I kender tksten?:(

prøv med google - så er selve begrebet "Demokratiet er løbet af sporet" beskrevet.

Ellers må du jo læse artiklen.

har prøvet på google....men ku ikke finde det...der kom iukke noget.....
hvad skal jeg læse? jeg har jo ikke teksten.....det er derfor jeg spørger en anden om de har læste det. jeg skal bruge den tekst med at samligne med min egen tekst i min rapport......skal aflever min raport på tirsdag.....er der slet ikke en der vil hjælpe mig? er der slet ikke nogen derud der har læste den tekst? :(

Kronik: Demokratiet af sporet

Politiken 31. august 2005, 2. sektion, side 7

Vi forlanger for lidt af dem, der bliver lovgivere i Danmark. Politikerleden er en reaktion på uærlige politikere, der kører det repræsentative demokrati af sporet i kampen om kortsigtet magt, skriver kronikøren, der er redaktør og fhv. forlagsdirektør for Fremad.

Af Niels Kølle

At drive politikhandler i dag om at drive vælgere i folden. For danske politikere findes tilsyneladende kun ét succeskriterium: Vælgeropbakning. Og hvad så? Politikere har vel altid søgt tilslutning til deres ideer om samfundets indretning.
Problemet er, at de i dag søger tilslutning uden ideer. Granskning af analyser af, hvad befolkningen til enhver tid måtte mene om det ene eller andet, der popper op i tiden, har erstattet de politiske partiers idéudvikling.
Betragtet fra min beskedne placering i samfundet ser det ud, som om vores politiske elite har fundet sammen i den antagelse, at man er blevet færdig med samfundsudviklingen. Det handler alene om at male og vedligeholde det bestående - og sikre sig vælgergunst ved at imødekomme de ønsker om forskønnelser hist og pist, vælgerne måtte komme i tanke om. Det sidste har man opinionsmålingerne til at fortælle om. De studeres med flid og fantasi, for den, der læser dem rigtigt og viser forståelse af folkets luner, belønnes med opbakning.
Politisk tæft er fornemmelsen for, hvad der rører sig og evnen til at forme politik deraf - og vinde sæde i den lovgivende forsamling.
Demokratiet harikke altid nydt den respekt, det forlenes med i dag. Det har haft former, der var ødelæggende for den stat, der blev styret ved det.
Demokratiets vugge stod i Grækenland. Forskellen på det antikke demokrati og det, vi kender i dag, måler sig med forskellen på datidens vugger og vor tids elektronisk styrede soveredskaber. Men der er ligheder, og det, der ligner, var det, der fik fortidens kloge til at vende sig mod den demokratiske styreform.
Det var det direkte demokrati, der bekymrede. Den enkeltes deltagelse i hver enkelt beslutning. Resultatet var ofte og i afgørende situationer stemningsstyrede afgørelser. De tilfredsstillede gemytternes trang til at vise vrede eller begejstring, men stod sjældent mål med de beslutninger, der kunne være kommet ud af eftertanke og grundige overvejelser.
Demokratiet genopstod som brugbart alternativ til kirkens og aristokratiets magtmonopol, da man i 1700-tallet kædede ideen om demokrati sammen med repræsentation. Det repræsentative demokrati fungerede og udvikledes til det, vi i dag besynger som den ideelle styreform. Befolkningen lader sig repræsentere i den lovgivende forsamling af de mennesker, som kan samle tilstrækkelig opbakning til den politik, de fremlægger.
Efter valgtumlen har de mulighed for arbejdsro. I en valgperiode kan de koncentrere sig om realiseringen af de mål, de fik mandat til at forfølge. Det repræsentative demokrati lægger afstand til svingende stemninger i befolkningen og de impulsive, følelsesstyrede handlingskrav, der kan opstå uden tanke for, hvad der er klogest på lidt længere sigt.
Det repræsentative demokrati er en hensigtsmæssig styreform. Ideelt set. Hvis de politiske aktører lever op til intentionerne og overholder spillereglerne.
Det gør de danske parlamentarikere ikke. Når vælgeropbakningen er deres vigtigste succeskriterium, får meningsmålingerne afgørende betydning for deres holdning til de problemer, de har lovet opmærksomhed. Og aldrig vil politikerne fra de store partier vove sig på banen med initiativer, der trodser folkestemningen. Uanset hvad landet har brug for, og borgerne i det lange løb ville have glæde af. På de vilkår er det klart, at det repræsentative demokrati må komme til kort over for de ekstreme udfordringer, der møder samfundet i en så turbulent periode som den, vi lever i.
Der er ikkeså meget, der i Danmarks aktuelle situation får os til at tænke på demokratiets krise. Vi har det godt, de allerfleste af os. Rige som aldrig før. Vores næsten grænseløse købekraft fortrænger problemet. Men mens vi fester, nedbrydes grundlaget for vores sorgløshed.
Vort samfund forandres, om vi vil det eller ej. Betingelserne for det gode samfund af i morgen, vi håber på, er andre end dem, der muliggjorde det samfund, vi lever i i dag. Vi kan påvirke udviklingen, som politikere og borgere har gjort det før os.
Forudsætningerne for de vilkår, vi nyder i dag, er skabt af de mennesker, der, før vi kom til, havde ansvaret for samfundsudviklingen i de vestlige demokratier. De så noget andet for sig end de kriser og krige, der havde hærget deres samtid. De spændte forandringens dynamik for deres visioner og udnyttede det repræsentative demokratis styringspotentiale; resultatet var en revolutionerende genfødsel af de europæiske samfund. Det repræsentative demokrati viste sine muligheder i hænderne på politikere, der var deres ledelsesansvar bevidst, og befolkninger, der agerede i overensstemmelse med det repræsentative princip.
Hvis vi, der i dag har ansvaret for samfundet, vil sandsynliggøre, at det repræsentative demokrati har en fremtid, må vi vise, at det matcher de udfordringer, vi har for os.
Når Platonfor et par tusinde år siden fandt, at kun de klogeste var egnet til at lede staten, og kun blandt dem, der ikke ønskede magten, kunne man finde den leder, staten ville være tjent med, havde han fat i de ideelle forudsætninger for statsledelse: visdom og uafhængighed. Vi må klare os med mindre, og det kunne gå endda, hvis blot borgerne så på landets ledelse med lidt større seriøsitet.
Vi forlanger for lidt. Det er for nemt at blive lovgiver i Danmark. Robusthed og medietække kombineret med evnen til at formulere kvikke svar på tidens hotte spørgsmål kan gøre den stræbsomme folkevalgt. Men spørg en folkevalgt, hvilke ideologiske mål han eller hun lader sit daglige arbejde styre af. Svaret vil i de fleste tilfælde være diffust.
Ingen folkevalgt med respekt for sit parti og sine genvalgsmuligheder tør sige noget, der forstyrrer normaldanskerens behagelige slummer under dyner af forsikringer om, at intet væsentligt vil blive forandret. I midten af dansk politik siges og tænkes det, ingen tager anstød af, derfor er det dér, de samles, de partier, der vil gøre sig håb om at blive betragtet som regeringsduelige. Trods påståede forskelligheder partierne imellem kommer der intet fra nogen af dem, der ikke kunne være ment og sagt af de andre. Deres behov for at markere forskellighed kommer alene til udtryk i de beroligende foranstaltninger, de servilt iler til tjeneste med, når den store skare af midtervælgere pludselig føler årsag til at se sine privilegier truet.
Socialdemokraterne, det store parti, der tidligere hentede styrke og motivation i visionen om solidaritet mellem mennesker nationalt og internationalt, har overgivet sig til en konturløs vi er til tjeneste-politik. I stedet for at tilbyde sig som fremsynet, ansvarsbevidst alternativ til det nuværende styre søger Socialdemokraterne at hanke op i tabte vælgere med løfter om mere af det, de konkurrerende partier byder sig til med. Det var da heller ikke visioner for samfundets udvikling, der banede vejen for Socialdemokraternes nye formand. Hun vandt på et løfte, der ikke kunne være sagt enklere af en sportsstjerne: Jeg kan slå min modstander.
Således har landets førende partier lagt sig fast med visionsløse tilkendegivelser: Hovedopgaven er servicearbejde på det bestående. Man gør sig uenige om, hvilke skruer i samfundsmekanikken der skal strammes eller løsnes, om hvilken smørelse der skal til, når friktionen bliver mærkbar. Stillingtagen til mekanikken i sig selv bliver det ikke til.
De holdninger, der for mange år siden satte de store partier i bevægelse, undertrykkes af frygt for at skræmme vælgerne. Men holdningerne er stadig relevante. Liberalismen, konservatismen og socialismen repræsenterer vidt forskellige forestillinger om samfundets ideelle udvikling. I kampen mellem standpunkter formedes det samfund, vi har i dag. Bevidstheden om forskellige veje ind i fremtiden fastholdt fokus på forandringsprocesserne og de nødvendige initiativer for at styre dem.
Da de toneangivende partier fravalgte holdning til fordel for vælgertilslutning, opgav de kampen om fremtiden for at vinde magten i nutiden. Som vi ser, binder den leflende strategi partierne til at gøre det, og kun det, der kan bifaldes af befolkningsflertallet.
Demokratieti den udgave, vi nærmer os, med folkestemningen som målestok for det mulige, kommer til kort over for de nødvendige beslutninger.
I Platons stat mødte 'folket' op på forsamlingspladsen Pnyx og bestemte, hvad der skulle ske. I vor stat møder folket op i meningsmålingerne og styrer de genvalgsfokuserede medlemmer af den lovgivende forsamling. Resultatet er det samme: Beslutninger, der behager os i dag uden tanke på i morgen.
Demokratiet i Danmark er godt 100 år gammelt, hvis vi regner det fra systemskiftet (og vi skal helt frem til 1915, før kvinderne fik valgret), alligevel ser vi ingen anden styreform mulig for os. Platon så det for sin stat. Vi kommer til at se det for vores, hvis vi ikke ændrer holdning til landets ledelse. Vi må nødvendigvis skærpe kravene til os selv og dem, der repræsenterer os i parlamentet.
Hvad vil vi med vores samfund? Vi bliver nødt til at spørge og søge et svar. Samfundet forandres under alle omstændigheder. Men vi kan påvirke forandringerne og langt hen ad vejen bestemme dem.
De politiske partier stiftedes i sin tid for at fremme bestemte opfattelser af statens rette ledelse. Borgerne grupperede sig omkring partierne efter interessefællesskab. Partiernes signaler var klare. Folket valgte sine politikere på de grundlæggende principper, der tegnedes af partierne. Politikernes holdning til enkeltsagerne styredes af principperne. Partiernes mål kunne genkendes i hverdagens små og store beslutninger.
De seneste50 års samfundsudvikling har opløst de traditionelle klasseskel, men forskellen på samfund udviklet efter liberale, konservative eller socialistiske principper er så markant, som den altid har været. Vi har stadig partier, der er navngivet efter de principielle skillelinjer, men hvor magten engang skulle vindes i strid mellem markerede standpunkter, sløres standpunkterne, for at magten kan vindes. Vi taler i dag om politikerlede. Den er befolkningens reaktion på uærlige politikere.
Det er ikke ærligt når Venstre og Konservative fører sig frem med socialdemokratisk velfærdsretorik for at afvæbne dem, der frygtede Venstre og Konservative for det, de troede partierne stod for. Det er ikke tillidsvækkende, når Socialdemokraterne hyller sig i liberale gevandter for at være trendy.
Når de store politiske partier af frygt for vælgermishag opgiver holdning for hældning mod seneste meningsmålings flygtige tilkendegivelser, fornægter de det repræsentative demokratis ide. Når Socialdemokraterne mener, at deres ideologi ikke længere er en fortælling værd, berøver de borgerne et nødvendigt og anstændigt alternativ den dag, vor tids ulidelige væren sig selv nok viser sin utilstrækkelighed for menneskers og nationers liv med hinanden.
Socialdemokraterne solgte sig til Foghs urimelige angrebskrig i Irak og det umenneskelige morads, der er dens resultat. De har solgt sig til en konfrontatorisk politik over for landets nye borgere, og der er mere at sælge ud af for at blive som de andre i kampen om de mange vælgere, der flakser hvileløst mellem holdningsløse partier.
Ved at fornægte deres sjæl umuliggør de store politiske partier demokratiets grundlæggende ide, den meningsbrydning, der former samfundet og sikrer, at folket kan dele sig efter anskuelser.
At drive politik er ikke en kamp om pladser i Folketinget, men en kamp for at sikre de værdier, man bekender sig til, indflydelse på landets ledelse.

mathon tusind tak for teksten:)

hmm jeg læste det to gange men forstod ikke ret meget af det hvad der står i teksten...jeg synes det er sværte at forstår rigtigt hva de mener om demokratiet. er der nogen derud der forstår noget af denne teksten, der forstår hva tekstens hpvedpunkter er?:(

Denne artikel handler slet og ret om populisme. Den handler om, at demokratiet, på samme måde som i antikkens Grækenland, er på vej til dets undergang ved den indflydelse vi som vælgere har på politikkerne, ikke ved det 4. årige valg, men ved den indflydelse vi har i meningsmålingerne, hvorved vi, trods vores styreform har navnet repræsentativt demokrati, udøver direkte demokrati. Risikoen herved er, at det er den enkeltes umiddelbare interesse der bliver handlet efter og ikke det større og fælles bedste.

"Når de store politiske partier af frygt for vælgermishag opgiver holdning for hældning mod seneste meningsmålings flygtige tilkendegivelser, fornægter de det repræsentative demokratis ide."

Jeg vil mene, at det citat indeholder hovedpointen i artiklen, at hvis idealismen taber yderligere terræn til populismen, ser det skidt ud for vores demokrati.