Herremoral og slavemoral

slavemoral: i Nietzsches filosofi det viljesvage, selvfornægtende og kristent underkuede menneskes moral, stillet i modsætning til det sunde menneskes herremoral:

Herremoral: i Nietzsches filosofi det "sunde" eller "stærke" menneskes moral, hvor livsfylde og selvudfoldelse er de højeste værdier - dette i modsætning til den asketiske og livsfjendske "slavemoral".

Nietzsche kritisere den kristne moral, som han mener er slavemoral.

slavemoral: Slavemoralen er kendetegnet med pessimisme overfor menneskets situation, derfor prises medlidenhed, hjælpsomhed og barmhjertighed som det gode i forsøget på at udholde tilværelsen, mens magt og frygt bliver det onde.

Herremoralen: hylder den frie vilje, hvor individet bliver værdiskabende. Mennesket har en livskraft(viljen til magt) skaber selv mening med livet, hvori der findes "det gode". Den der udlever herremoralen, betegner Nietzsche som det efterstræbelige overmenneske, hvis opgave er, selv at være ´Gud´.

venlig hilsen
Tita

Jeg synes lige det er vigtigt at pointere at selvom Nietzsche hylder Herremoralen og den frie vilje, så betyder det ikke at man kan opfører sig som det nu lige behager enselv sig men man frigører sig selv fra slavemoralen for at sætte højere krav til sig selv. Når f.eks. færdselloven siges at være vejledende betyder det ikke at man skal udnytte situationen, det er snarer en mulighed for at skærpe kravene til sig selv og omstændighederne.