Oversættelse

Jeg har en oversættelse for til i morgen.

Jeg tror ikke, der er de store fejl, så jeg håber, der er nogen der gider tage et kig på det.


Dansk:
Romanens handling foregår i Algeriet i begyndelsen af 80’erne, ca. 20 år efter Algeriets uafhængighed.
Algeriet var en koloni fra 1871 til 1962.
Gennem beskrivelsen af ægteskabet mellem Fatiha og Hocine viser forfatteren, Ali Ghalem, aspekter af hverdagen i det moderne Algeriet.
På den ene side beskriver han den arabiske kvindes splittelse mellem de gamle traditioner og det moderne samfund og på den anden side den arabiske mands splittelse mellem arbejdet i Frankrig og familien i Algeriet.
Hocine er algerier. Han har i mange år boet i Frankrig, hvor han har haft arbejde. Nu er han vendt tilbage til Algeriet for at glæde sine foraldre: deres største ønske er , at han gifter sig med en algiersk kvinde, og at de bosætter sig i landet. Ifølge den muhamedanske religion har man pligt til at videreføre familien og de arabiske traditioner.
Fatiha, en ung pige, gifter sig med Hocine for at adlyde sine forældre. Brylluppet er besluttet af de unges forældre, og Fatiha skal flytte ind hos sin mands familie efter brylluppet.
Fatiha og Hocine anstrenger sig for at blive lykkelige sammen, men de når aldrig frem til at kende og forstå hinanden.
Hocine er bange for at tale om sine problemer og for at erkende sin situation. Han føler sig ensom og ydmyget af samfundet, som ikke har brug for ham – og han føler sig rodløs: i Algeriet som arbejdsløs, hvor han ikke kan tjene til livets ophold og som følge heraf ikke kan bevare sin sociale position, og i Frankrig som fremmedarbejder, hvor han lever under elendige forhold i et racistisk samfund, han ved ikke, hvordan han kan ændre på sin situation, og han opfatter Fatihas tilstedeværelse som endnu et problem.
Fatiha er vant til et varmt og åbent miljø, hvor man taler meget sammen. Hun føler sig isoleret og dårligt tilpas i sin nye familie, som lever et traditionelt, arabisk familieliv. Ifølge traditionen er kvinden underlagt manden; hun må ikke have sit eget liv, og hun må ikke gå i byen uden slør. Fatiha, som er 16 år, er slet ikke parat til et seksuelt forhold, og hun afskyr at gå i seng med sin mand – hun oplever samlejene som voldtægt.
Fatihas og Hocines forhold bliver mere og mere umuligt, eftersom de ikke kan tale ssammen – ikke engang med kroppenes sprog.
Hocine beslutter sig til at rejse til Frankrig. Der kan han få et arbejde, mens hans kone bliver forsørget af hans familie. Fatiha vil gerne tage op til ham, men det sætter han sig imod.
Fatiha, der er gravid, bliver syg og kommer på hospitalet. Takket være samtaler med andre kvinder erkender hun, at hendes planer for fremtiden er uforenelige med et liv sammen med Hocine.
Hun forlader ham og tager deres datter med sig.


Fransk:
La action du roman s’agit de en Algérie sur le commencement de les 80’ies, environ 20 ans après la indépendance de la Algérie.
La Algérie avait une colonie de 1871 à 1962.
Au cours de la description du mariage entre Fatiha et Hocine le auteur, Ali Ghalem, présente des aspects de la vie quotidienne dans la Algérie moderne.
D’une part, il décrit la dispersion de la femme arabe entre les vielles traditions et la société moderne et d’autre part la dispersion du homme arabe entre le travail en France et la famille en Algérie.
Hocine est algérien. Il avait habiter en France en beaucoup d’ans, ou il a eu un travaille. Maintenant, il est retourné en Algérie pour réjouir ses parents: leur plus grand souhait est que il se marier avec une femme algérienne, et ils se établissent sur le pays. Suivant par les musulman religion on a tenu à continuer la famille et des traditions arabes.
Fatiha, un jeune fille, se marie avec Hocine pour obéir ses parents. Le mariage est résolu aux parents et Fatiha va emménager chez la famille de son mari après le mariage.
Fatiha et Hocine font des efforts pour devenir heureux, mais ils n’arrivent pas connaître et se comprendre.
Hocine a peur pour parler avec ses problèmes et pour convenir de sa situation. Il se senti seul et humble par la société, qui n’a pas besoin de lui – et il se senti déraciné : en Algérie comme chômeur, ou il ne peut pas gagner pour sa vie et par conséquence ne peut pas garder sa position social, et en France comme travailleur immigré, ou il vit sous des circonstances misérable dans une société raciste. Il ne sait pas, comment il peut changer sa situation, et il considère la presence de Fatiha comme un problème encore.