Den franske revolution

Hej.. Jeg har skrevet en rapport om den franske revolution. jeg er dog ikke færdig endnu, indledningen og konklusionen mangler. Men mit håb er at nogle vil læse den igennem og se om rapport er indholdsrig nok i forhold til problemformuleringen.
på forhånd tak:D


Problemformulering:

Der ønskes en kort redegørelse for det franske samfund op til revolutionen 1789.

På baggrund af denne redegørelse ønskes en analyse af forskellige årsager til revolutionen hvor de forskellige stænders ønsker specielt belyses.

Til slut ønskes en kort karakteristik af revolutionens videre forløb og betydning.



Indledning.
"Frihed eller død!" gjaldede kampråbet gennem gaderne under de ophedede revolutionsdage i Paris i 1789. Mange af de idéer, som i store dele af verden i dag regnes for vigtige og uomgængelige, trækker deres kølvandsstriber tilbage til Den Franske Revolution. Forestillinger om frihed, lighed og broderskab blev formuleret i den turbulente periode, og revolutionens idé om folkenes selvbestemmelsesret har sat sit præg på verdenshistorien helt op til vore dage.
Jeg har vedlagt en kronologisk oversigt over den franske revolution.


Den franske samfund fordeling inden revolutionen.

Det franske samfund var i 1789, før revolutionen, opdelt i 3 stænder. Gejstligheden, Adelen samt den upriviligerede stand - Borgere og bønder. Det feudale samfunds klassiske opbygning med den enevældige konge som øverste myndighed. De tre stænder grupper var opdelt efter forskellige sociale lag, hvilket også betød at fordelingen af statens materielle goder var meget forskellig fra de tre grupper.
Man havde dog alligevel oprettede minimale midler til de permanent fattige i form af hospitaler og fattighuse, og seigneuren fik til ansvar at tage sig af egens hittebørn.
Det var under indflydelse af oplysningsfilosofferne at opfattelsen af, statens ansvar at tage sig af de fattige, trængte igennem. I 1767 oprettede staten fattighjem i hvert distrikt, hvor de omstrejfende tiggere blev sendt hen. Alligevel var alle forberedelsernes omkostninger et lokalt anliggende.
Stændernes sociale og økonomiske situation.
Gejstligheden udgjorde ca. 120.000 personer i Frankrig.
Gejstligheden havde mange store fordele, ikke nok med at de var skattefrie, de havde også mange jordbesiddelser, både i byerne og på landet, de fik tiende (kirkeskat). Kirkens indtægter anslås til at have været ca. 120 millioner livres årligt.
Kirken var også internt delt socialt. Man kan tale om en højgejstlig overklasse bestående af biskopper, abbeder osv. Lavgejstligheden bestod af sognepræster. Men det vil jeg komme yderligere ind på senere.

Adelen udgjorde ca. 1,5% eller 350.000 af Frankrigs befolkning.
Adelen var før i tiden en stand af krigsherrer, men efter enevældens indførelse, havde deres politiske indflydelse været kraftigt dalende. Militært stod adelen stærkt. Alle officerer i den franske hær var adelige og dette var en del af fødselsprivilegierne. I 1781 blev det indført, at man skulle være af femte generation for at kunne opnå officersrang i hæren.
Adelen var skattefri og havde rettigheder overfor den upriviligerede stand. Herremanden havde rettigheder over sine fæstebønder, hvilket gav ham nogle indtægter: fast jordafgift, afgift ved salg eller arv af jord, vejafgift, bønderne skulle bruge herremandens maskiner, mod en afgift. Desuden havde herremanden domsmandsret over de bønder, der boede på hans gods. Han kunne til en hver tid ændre afgifterne, hvis han var i økonomiskkrise.
Med dette førte der også et ansvar, dette ansvar hævede at adelen skulle beskytte bonden i tilfælde af krig. Det var dog en sølle trøst til de hårdt udnyttet fattige folk, der stort set ingen rettigheder og hjælp havde.
Også i denne stand har der været sociale forskelle. Der har været tale om en hofadel og en landadel. Hofadelen havde statsembeder med en høj levestandard, landadelen levede ofte mere beskedent. Adelen blev splittet internt af kongen, der solgte adelstitler til rige borgere. Fødselsretten til adelstitler var truet.
Den upriviligerede stand, kan deles op i to, borgere og bønder. Borgerne kan igen deles i to grupper, bourgeoisiet og småborgere.
Borgerne (bourgeoisiet) bestod af jurister, embedsmænd, erhvervsfolk og handelsmænd og andre velhavende folk. Småborgerne var håndværksmestre, svende, småhandlende og lønarbejdere.
Hos bønderne kan man igen dele op i klasseskel: Selvejerbønder og forpagtere, fæstebønder og sidst landarbejderne. Frankrig var i slutningen af 1700 et landbrugsland. Landbefolkningen udgjorde ca. 80 - 85 % af befolkningen.
Både 1. og 2. stand var fri for at betale skat til kongen og staten, så hele skattebyrden lå på tredjestanden. Der var den direkte skat, og desuden de indirekte skatter, bl.a. saltskatten. Bønderne betalte også tiende til kirken, 1/10 del af markens afgrøder. Til staten skulle bønderne endvidere hjælpe med udbygning og vedligeholdelse af vejnet og fæstningsanlæg og desuden stå til rådighed for militæret.

Optøjerne der skabte revolutionen.

I 1788 nåede de franske samfundsproblemer dets højdepunkt. Efter en fejlslagen høst, og deltagelsen i den amerikanske uafhængighedskrig. Var Louis den 16. derfor nød til, at fordele skatterne over mere af befolkningen, da 3. standen allerede betalte skatter i urimelige store mængder. Derfor forslog kongen at adelen også skulle betale skat. Dette blev forslag blev mødt med stor modstand fra de privilegeredes side. Adelen tvang kongen til at indkalde stænderforsamlingen. De mødtes den 5. maj 1789 i Versailles. Men allerede før generalstænderne blev sammenkaldt i Versailles i maj 1789, var stænderkonflikten brudt ud - først på provinsplan og senere på landsplan. Det var spørgsmålet om generalstændernes sammensætning og afstemningsmåde, havde bragt konflikten på banen, trejdestanden følte sig langt under fordelt. I 1614 havde hver stand haft lige mange repræsentanter, men nu blev der rejst krav om dobbelt repræsentation for tredjestanden.
Generalstænderforsamlingen bestod af i alt 1.139 repræsentanter, var fordelt på følgende måde:
• 1. stand (gejstlige): 291 repræsentanter
• 2. stand (adelige): 270 repræsentanter
• 3. stand (borgere og bønder): 578 repræsentanter
Pariserparlamentet, den lokale højesteret, havde førhen haft en lederstilling, men denne rolle blev udspillet fra det øjeblik, da det blev offentligt gjort, at sammensætningen skulle være som i 1614. Hver gruppe havde forpligtelser og rettigheder i samfundet. Men spørgsmålet var betydningsfulgt, da tredjestanden kunne regne med støtte fra liberale mindretal i de to højere stænder. Løsningen blev radikal, idet tredjestanden og dens allierede gennemtvang, at tre-standsforsamlingen skulle ændres til en etkammers grundlovgivende nationalforsamling, ”Nationalforsamlingen”, kongen måtte nødtvungent godtage dette efter en række dramatiske møder den 27. juni 1789. Dermed var de første revolutionære skridt taget.
Med den politiske krise tilhørte den økonomiske krise. Priserne på brød var steget, dette indebar alvorlige afsætningsproblemer med stor arbejdsløshed til følge. Især småborgerne havde det slemt i byerne. Prisstigninger på brød og andre fornødenheder var voldsomme i 1780’erne. Over en 50 årig periode steg prisen på brød med 50%, mens købekraften forringedes med 25% - inflationen gik ud over de, der i forvejen var fattige. Det kom i nogle byer, i 1789, til oprør mod prisstigninger på brød og mod inflationen. Det var oprør af økonomisk og social karakter og ikke politisk bevidste oprør - det drejede sig om brød.
Kongen følte sig truet, og trak de mest pålidelige tropper ind i Paris.
Det, der fik krisen til at kulminere, var meddelelsen om, at kongen havde afskediget den populære finansminister Necker den 11. juli. Necker blev fyret af kongen, da han havde et realistisk syn på den økonomiske krise der var kommet over det franske samfund. Han fortalte kongen, at han var nød til at sætte hans forbrug ned. Det var ikke muligt for kongen at forsætte med at leve hans liv med overflod af penge. Dette ville kongen ikke være med til, og fik Necker afskediget.
En fransk journalist Camille Desmoulins, skulle derefter mundtligt have opfordret mængden til modstand.
Indtil dette punkt var revolutionen blev ført ad parlamentarisk vej. Men i juli udbrød by- og bonderevolutionen i store dele af landet. I byen var den rettet mod kongelige embedsmænd og oligarkiske, privilegerede bystyrer, som var præget af fåmandsvælde. På landet var den fremfor alt rettet mod feudalafgifterne. Masserne var så ophidset, at de brændte toldstederne ned, og plyndrede kornmagasiner og våbenforretninger.
Den 14. juli prøvede oprørerne, at få fat i våbnene fra Paris’ fængsel, Bastillen, da den kun var bevogtet af 82 invalidesoldater og 32 schweizergardister. Men det blev en kamp mellem oprørerne og muremasserne. Først da afdelinger af den franske garde tilsluttede sig oprørerne, og indledte til direkte militæraktion ved brug af kanoner, var det at den ubeslutsomme og nervøse guvernør de Launay over gav sig.
Dette blev en sejr for folket, og blev senere Frankrigs national dag. Men også Nationalforsamlingen eksistens blev endelig garanteret.
Efterfølgende fulgte der en periode med uro. I sær ude i landdistrikterne, det blev kaldt ”den store frygt”. Det vides ikke om bønderne var klar over hvilke konsekvenser deres handlinger havde. Ikke desto mindre blev de feudale privileger afskaffet. Bønderne nægtede, at betale skatter og afgifter. Optøjerne på landet fangede Nationalforsamlingens opmærksomhed, som ville ophæve godsejernes skattefrihed og magt over bønderne. Og da godsejerne kunne se deres ligemænd blive overfaldet, gik de med til afskaffelsen af deres privilegier, for at bevare uroen på et minimum.
Revolutionen var blevet borgerlig, og et ønske om at få det gamle feudalesamfund virkede imaginært, dette skete dog heller ikke.


Kirkens betyder for den franske revolution.

Kirkens magt var stor og var udsat for kritik fra mange. Både for dens fastholdes af overtroen, dens udnyttelse af kirkens midler og dens moralske uoverensstemmelser. Kirken bestod hovedsageligt af højadelige folk, som brugte pengene fra 3. standens ”tiende”, til at leve et høj og flot liv. Selvom kirken havde ansvar for at hjælpe de fattige.
Kirken havde ansvaret for undervisningssystemet, og de kunne der i gennem påvirke den kommende generation til at tænke som de ville have det. Ikke nok med det havde kirken også monopol på landets tro.
Men det var ikke alle præster der brugte pengene til at leve i pragt. Sognepræsterne levede ikke under særlig bedre forhold end bønderne, som også var deres ”omgangskreds”. Dette medførte også til at mange sognepræster støttede 3. standens ønske om forandringer i samfundet.
Flere af filosofferne udsatte kirken for en del kritik. De ville have at kirkens magt skulle mindskes, og det skulle være muligt at vælge tro frit. Men adelen ønskede at blive siddende på deres rigdom, og tog ikke kritikken til sig. Alligevel mistede i adelige og kirken meget af sin magt, efter revolutionen.

Den 26. august 1789 var der 17 paragrafer, som var indbegrebet af Menneskerettigheds-erklæringen. Louis d. 16. blev tunget til at underskrive dem. Rettighederne afspejlede det daværende franske samfundet, og samtlige er i bred forstand stadig aktuelle i dag.
Forfatningen gjorde Frankrig til et kon¬stitutionelt monarki. Men blot som uroen indbyrdes var ved at sænkes, modtog Frankrig krigstrusler fra Østrig og Preussen. Deres ønske var at enevælden skulle indføres igen. Og da den revolutionære franske befolkning var splittet i hvorvidt der skulle reageres på truslen, erklærede de to lande Frankrig krig i 1792.
Det blev afsløret at kongefamilien samarbejdede med udlandet, og derfra drog oprørene den konklusion at kongen skulle henrettet. Louis blev henrettet den 21. januar, 1793.

Menneskerettighedserklæringen

Menneskerettighedserklæringen, der officielt hed "Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder", blev vedtaget af nationalforsamlingen den 26. august 1789. Menneskerettighedserklæringen søgte gennem 17 artikler at skitsere "menneskets naturlige og umistelige rettigheder" Indholdet af erklæringen: "Dette dokument indeholdt en opsummering af revolutionens idealer og principper. Det retfærdiggjorde opgøret med en styreform, der var baseret på en enevældig kongemagt og privilegerede stænder. I stedet skulle der etableres et nyt regime, der baserede sig på individets umistelige rettigheder, frihed og politisk lighed". Teksten bestod af lidt under 300 ord og kunne derfor trykkes billigt på et enkelt ark papir. Erklæringen blev hurtigt spredt over hele Frankrig og oversat til mange andre europæiske sprog.


Revolutionens resultater.

Revolutionens betydning for borgere og bønder.

Revolutionen havde medført en række ændringer af det franske samfund. Men de største ændringer skete hos gruppen af borgere og bønder - der jo udgjorde langt den største del af det franske samfund. Hovedparten af disse ændringer kan, samles i følgende grupper:
• ”Liberaliseringen af det gamle regimes embedsstruktur betød, at borgerskabet efter revolutionen havde adgang til landets højeste stillinger - der altså tidligere var forbeholdt de privilegerede stænder.
• Det gamle regimes stive hierarki af stænder, privilegier og dynastier var med revolutionen erstattet af en moderne statsform, der var præget af liberalisme og rationalitet. Staten var ikke længere blot en sammenslutning af konge- eller adelsejede provinser. Enevælden var afskaffet. Nu tilhørte staten folket.
• Revolutionen var en platform for nogle af Oplysningstidens politiske tanker. Individet, der nu var udstyret med en række pligter og rettigheder over for de nye styre, oplevede nu lighed for loven, rettergang med jury, samt religions-, tale- og pressefrihed.”
Adels stilling efter revolutionen
Adelens indflydelse blev markant reduceret med revolutionens nye ændring og reformer. Adelen var ikke længere en overlegen klasse, da enevældens afskaffelse fandt sted. Også den adelige politikse status blev reduceret, gennem stemmeafgivelser til de politiske institutioner overtog folket en del af den politiske magt, der tidligere lå hos adelsstanden. Adelen havde - som kirken - mistet sin skattefrihed, sine standsprivilegier og sine særregler. Dermed havde adelens økonomiske stilling ændret sig voldsomt, da privilegierne således ikke længere var bundet til adelig fødsel, men var baseret på ejendom og rigdom.
Den franske kirkes stilling efter revolutionen.
Kirken var ikke længere dominerende og revolutionen indførte trosfrihed, og kirkegodset blev nationaliseret. Det vil sige, at kirkens ejendomme overgik til staten. Men uklarhederne om kirkens forhold til staten var stadig uløste efter revolutionen. Dog var kirken stadig ikke stats ejet, endnu.

Betydningen af Revolution i Europa.

Begivenhederne i Paris påvirkede forholdene i mange andre europæiske lande. Da franske styrker lå under krig med andre europæiske lande, oplevede man, at de franske soldater kæmpede for den franske republik, det franske folk så sig selv som en enhed. De havde en forestilling om en samlet nation ledet af folket vilje. Denne nationalistiske strømning bredte sig hurtigt til andre europæiske lande.
Revolutionen var ikke alene et fænomen, der havde betydning for Frankrig. Den havde også umiddelbar indflydelse på en række andre lande. ”Revolutionen fik således varig betydning, ikke kun for Europas inddeling i statsenheder, men også for disse landes politiske og samfundsmæssige forhold". Den franske revolutionens væsentligste egenskaber var den radikale omformning af samfundet. Den kastede en lang række af Europas lande ud i en periode med samfundsmæssig ustabilitet, som varede en hel generation.

Menneskerettighedserklæringens betydning for eftertiden

Menneskerettighederne - forestillingen om menneskets universelle, ukrænkelige og umistelige rettigheder – var den mest elementære tanke, som den franske revolution har videregivet til resten af Europa, hvis ikke hele verden. Menneskerettighedserklæringen havde et forbillede i Den amerikanske Uafhængighedserklæring, men dens initiativtager, Joseph de la Fayette, men i indhold gik han langt videre.

Konklusion:
3. standen brød de gamle realiteter, og tog magten i egen hånd. Den franske revolution var en borgerlig revolution, som brød det feudalske system. Den franske revolution var banebrydende ikke blot for det franske samfund, men også for resten af Europa. Håbet og ønsket om retfærdighed blev endelig en realitet, og den franske menneskerettigheds erklæring forbillede for mange andre lande.