Apostolsk succession

Håber du kan engelsk:

In Christianity, the doctrine of Apostolic Succession (or the belief that the Church is 'apostolic') maintains that the Christian Church today is the spiritual successor to the original body of believers in Christ composed of the Apostles. Different Christian denominations interpret this doctrine in different ways.

In episcopal churches, the Apostolic Succession is understood to be the basis of the authority of bishops (the episcopate). In the Roman Catholic Church and the Eastern Orthodox Church, Apostolic Succession is claimed as having been passed through unbroken lines of bishops beginning with the original Apostles. The Roman Catholic Church has traditionally been the most vocal in claiming unique legitimacy in terms of Apostolic Succession based on the assertion that Saint Peter, believed to be the rightful leader of the Church, was the first Bishop of Rome. Other communions such as Anglicanism and Oriental Orthodoxy claim legitimacy on a similar basis. Virtually all Christian denominations consider Apostolic Succession important in some fashion although their definitions of the concept may vary.

Forstår det ikke helt :(

så kommer dette her i stedet for:

Kirken
Kristus har givet Sin Kirke ganske bestemte, veldefinerede rammer for livet i og med Ham. Han har givet os visse, genkendelige måder at tage imod Helligåndens nåde på, først og fremmest Kirkens mysterier eller sakramenter, retmæssigt forvaltet af en kanonisk biskop i den apostolske succession eller af de præster, biskoppen har bemyndiget dertil. Blandt mysterierne indtager den hellige nadver, eller eukaristien, en særlig plads.
Med ’Kirken’ refererer jeg til Den Ortodokse Kirke. Vi har den overbevisning, at den ’ene, hellige, katolske og apostolske Kirke’, der nævnes i Den Nikænske Trosbekendelse, er Den Ortodokse Kirke. Alene dér finder vi den fulde og uforandrede kristne tro i kombination med den apostolske succession. ’Apostolsk succession’ henviser til det forhold, at der består en direkte og ubrudt rækkefølge i bispeordinationerne fra Kirkens nulevende biskopper tilbage til apostlene.

Nadverens og de øvrige mysteriers retmæssige forvaltning er knyttet til præsteembedet. Det institutionelle præstedømme i Kirken er netop karakteriseret ved den apostolske succession. Den ubrudte række af biskopper er det synlige tegn på troens enhed. Successionen er også Kirkens garanti mod selvudnævnelse, den forhindrer, at nogen, hvor inspirerede de end måtte føle sig, kan komme afsted med at indsætte sig selv som præst og hyrde. Den er dermed en garanti mod personkult.

Den apostolsk succession bevarer alene sin gyldighed, så længe biskoppen forbliver i overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed. Dette er aldeles afgørende. Successionen er ikke, og må ikke udarte til, en form for selvberoende magi, hvori overnaturlige kræfter antages transmitteret til bispekandidaten via håndspålæggelsen (en biskop ordineres ved håndspålæggelse fra mindst tre biskopper). Successionen og ordinationen er uløseligt knyttet til et reelt, objektivt indhold, som udgøres af Kirkens fulde og uforandrede apostolske tro. Hvis en biskop af egen drift forlader Kirken, eller hvis han bliver underkendt af Kirken i ét eller andet spørgsmål, kan han naturligvis ikke bare åbne sin egen, nye kirke under påberåbelse af den apostolske succession.

Der findes faktisk kirkesamfund, som søger at fremme en magisk forståelse af håndspålæggelsen som en isoleret, selvberoende handling. Det gør de forméntlig for at sikre sig størst mulig kirkelig autoritet. Forbavsende nok gør fx Den Svenske Kirke en hel del ud af, at den, i modsætning til andre lutherske kirker, den danske og den norske fx, har bevaret den apostolske succession. Det samme er tilfældet med Den Anglikanske Kirke. Og formelt set har de ret; for disse kirker satte ikke deres biskopper på porten, sådan som man gjorde i andre protestantiske områder, fx Danmark, dengang de brød med Rom. De står således formelt fortsat i successionen.

Imidlertid er dette uden afgørende betydning. Fra et ortodokst synspunkt er der tale om en ren formalitet, en juridisk spidsfindighed og en vis grad af udvendighed, fordi disse kirker ikke samtidig har bevaret den kristne tro og lære ubeskåret og uforandret. Den apostolske arvefølge har alene betydning, som allerede nævnt, når den indgår som element i en uopløselig helhed af uforandret tro, lære og Tradition. Et lidt firkantet eksempel: Hvis en ortodoks, en svensk, en anglikansk eller en romersk katolsk biskop skulle gå grassat og melde sig ind i Jehovas Vidner, ville vedkommende naturligvis ikke kunne tilføre denne ukristelige bevægelse så meget som ét gran kristelig og kirkelig autoritet, lige meget hvor meget han påberåbte sig sin retmæssige ordination.

Den overordnede kirkeforståelse, hvori disse betragtninger indgår kan indkredses på følgende måde: Kirken er det kristne, mystiske fællesskab, som omfatter både himmel og jord. Kirken er de helliges samfund; og Kirken er Kristi Legeme, hvis hovede er Kristus selv. Kirken er derfor ikke nogen menneskelig organisation (selv om vi naturligvis kan pege på visse organisatoriske strukturer i den jordiske Kirkes opbygning). Kirken er derimod en theandrisk organisme, dvs. en levende enhed, som på samme tid er guddommelig og menneskelig. Kirken er det fortsatte, levende pinseunder, den er Helligåndens virke blandt Guds folk. Kirken er Guds liv i og blandt de troende; og den er de troendes liv i Kristus. Dette liv manifesteres frem for alt ved de hellige mysterier, dåben, myronsalvningen og nadveren.

Når det gælder den jordiske, synlige del af Kirken, hviler denne på den apostolske succession. Den jordiske Kirke udgøres af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Uden biskoppen er der ingen Kirke; biskoppen er den jordiske Kirkes bærende element. Der fuldt fællesskab, sakramentalt og læremæssigt, mellem alle kanoniske, ortodokse biskopper. Hver enkelt biskop er bærer af nådens fylde, Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karismatisk rangordning mellem biskopperne. Ingen enkelt biskop er, med andre ord, i særlig grad bærer af Helligåndens nåde; men visse biskopper tilregnes en såkaldt ’æresforrang’, baseret på historiske, geografiske og nationale kriterier. Patriarken i Konstantinopel regnes således som den ’første blandt ligemænd’ i Den Ortodokse Kirke.