Sokrates vs. sofisterne

Sokrates er filosof og derfor imod sofisterne, da de har helt forskellige opfattelser.

Platon VAR Sokrates' elev inden denne blev henrettet, og Platon gengiver således i sine værker Sokrates' bedrifter og samtaler. Man ved ikke om det egentlig er Sokrates eller Platon, der siger de enkelte ting, men i grove træk gengiver Platon nok Sokrates. Nogle steder kan man gætte på, at det er Platon selv der har suppleret Sokrates, fx i hulebilledet, hvor Sokrates siger, at de oplyste der går ned i hulen igen kan blive slået ihjel, som jo var hans egen skæbne. Her er der altså grund til at tro, at det er noget Platon selv har fundet på.

sofisme:

Den filosofiske situation:
Hele den intensive og dybt originale diskussion, som matematikken og naturfilosofien havde ført om tilværelsens væsen og princip og om erkendelsens gyldighed og rækkevidde blev for det første mødt med megen uvilje i vide kredse. Men for det andet kan det ikke nægtes, at den selv ligesom kørte fast i modsatte anskuelser, der ikke lod sig forlige. Under de omstændigheder er det nærliggende at opgive hele forsøget. Der opstår en skeptisk holdning til de stadig mere subtile argumenter, der siger, at det overhovedet er meningsløst at lede efter en sådan absolut filosofisk sandhed...



Den socialt-politiske situation:
...i den vidt fremskredne demokratisering, hvor statens indretning og ledelse bogstaveligt afgjordes på torvet gennem borgernes indbyrdes diskussioner – altså derved at de forskellige meninger brødes med hinanden og udlignedes gennem et kompromis – vil den anskuelse ganske naturligt blive fremmet, at der ikke foreligger nogen absolut sandhed, men at man gennem debat og overenskomster må indrette sig bedst muligt. En skeptisk livsholdning er velegnet til at rydde op i gamle fordomme og skaffe et livsgrundlag, der ikke længere er bæredygtigt, af vejen. En sådan holdning vinder altid ivrig tilslutning i dele af den yngre generation, der griber den som et kærkomment middel til at bryde sig sin egen vej frem. Men samtidig og af nøjagtig samme grunde vækker den modvilje og indignation hos de mennesker, som ikke er til sinds at opgive den gamle tro.
Skepsis er altid provokerende og dens store talsmænd har ofte selv en tilbøjelighed til at forstærke dette forhold. De optræder gerne udfordrende. Derfor er en skeptisk strømnings historie altid stormfuld og hektisk, men i reglen også kortvarig...


talekunsten:
...ordet bliver det vigtigste middel til at fremme sine formål både i offentlig forstand - inden for det politiske og juridiske liv - og i den mere private livsudfoldelse. Ordet viser sig at være noget effektfuldt, når det anvendes rigtigt. Ved hjælp af det kan man fremtrylle sin sag, ja på en måde er det ordet, der frembringer den. Sandheden bliver jo alene til derved, at mennesket bliver overbevist om den, og argumentationen, ræsonnementet, bliver derfor det egentlige middel til at lægge sig livet godt til rette.

Sofister mente, at verden var subjektiv, og at det derfor var den enkeltes opfattelse og gengivelse, som var SANDHEDEN.


Sokrates mente derimod, at der var Én universel SANDHED. Som så omtales i hans værker.

#3 Dvs. i Platons værker :)