Transubstationslæren

Thomas Aquinas gav det, man med et fantasifuldt ord kalder transsubstantiationslæren dens endelige udformning.

Den var et forsøg på at forklare, hvorledes i nadveren brødet og vinen kunne være Jesu legeme og blod - og dog stadig se ud som brød og vin.

Thomas gik naturligvis ud fra den aristoteliske opfattelse af almenbegrebernes realitet: enhver ting er en sammensætning af den form, almenbegrebet er et udtryk for, med et givet stof. Brødets almene form havde fx forbundet sig med et givet stof, og indefra formede den nu dette bestemte stof til dette bestemte stykke brød. Dette forhold mellem form og stof hænger nu sammen med et andet forhold: forholdet mellem SUBSTANS og ACCIDENSER; enhver ting består af en substans forbundet med sine accidenser. Accidenserne betyder de egenskaber ved tingen, som sanserne er i stand til at opfatte, altså smag, farve, størrelse osv. Substansen derimod er det, der ligger bag ved disse egenskaber og >>har<< dem. Egenskaber må jo være egenskaber ved noget, og dette noget kaldes substans. Substansen selv kan altså ikke sanses - så havde den jo været accidens. Den binder derimod accidenserne sammen til en helhed, og fornuften er i stand til at begribe den. De to begreber, form og substans, er ikke ganske identiske, men de hænger på det nøjeste sammen; de forudsætter hinanden, således at hvis man opgiver det ene begreb, må man også opgive det andet.

Thomas påstår nu, at brødet og vinen i nadveren virkeligt bliver forvandlet - transsubstantieret, når præsten udtaler indstiftelsesordene, og forvandlingen består deri, at brødets og vinens SUBSTANS forvandles til Jesu legeme og blod, medens accidenserne forbliver uforandrede. Det ser altså stadig ud som brød og vin, alle egenskaberne er bevaret, men disse egenskaber er nu ikke længere egenskaber ved den brød-form og den vin-form, der oprindelig havde frembragt dem; de er nu egenskaber, hvorigennem Jesu legeme og blod giver sig til kende for menneskets sanser.